mandag den 28. oktober 2013

Store flyvere


Mens det kneb med de vilde dyr på vores ferie, var vi til gengæld heldige med at se mange fugle.

Af den store slags.

En dag, vi sad på terrassen til vores ferie-æske, kom en kæmpe rovfugl svævende. Nærmere og nærmere. Havde vi nu haft nogle gode kameraer, ville mindst én af os have styrtet panikslagent rundt for at bringe sig på 'skudhold' af fuglen. Og så kunne vi måske senere have fået mere fuglekyndige end os til at fortælle, hvilken art det var. Men det har vi jo ikke. Og derfor kunne vi koncentrere os om bare at se og nyde den store fugl.

Og så bagefter gætte.

At det var en ørn, var vi helt enige om. Med et vingefang på et par meter. Men hvilken? 

Et heftigt googleri - foregående på ét ben i det ene hjørne af terrassen for sådan opnåede man den bedst mulige wifi-forbindelse - gjorde ikke sagen lettere. For der var flere muligheder, men uden ørnekendskab og uden andre arter at sammenligne med, er det altså vanskeligt at afgøre, om den ørn, som man så for et kvarter siden, havde kortere eller længere hale eller på anden måde særlige kendetegn (som vi så skulle have lagt mærke til), der kunne angive arten.

Så det var bare en ørn. Altså ikke bare 'bare', for det er stort at se en ørn. Men det havde da været ekstra sjovt at vide hvilken.

Vi så ikke flere ørne så tæt på. Men flere steder, og især på turen hjem gennem Spanien, så vi flere gange ørne kredse over højdedragene. Og så mange glenter, at de til sidst blev næsten uinteressante.

Og så så vi storke. 

Vi syntes ellers, vi så mange storke i vores sommerferie i Polen. Det gjorde vi også, men i Portugal var der mange flere.

Allerede i Spanien havde vi set storkereder. Placeret i højspændingsmasterne i områder med kort til vand. Men fuglen - eller fuglene - var for længst fløjet, hvilket svarede meget godt til vores forventning. Vi var trods alt i oktober. 

Men så kom vi til Portugal, og en dag syntes Fruen, at vi skulle køre ud på en lang halvø eller odde for at se nærmere på både halvø og en by ved navn Troia, som ligger helt ude på spidsen. Og det gjorde vi så. Troia viste sig at være en kunstig by med ferielejligheder, hoteller og et casino. Og katamaranfærge over bugten til Setubal på den anden side. Da vi var der, var der ret dødt, men der kommer givetvis mange mennesker i højsæsonen, og mange storbyfolk lægger sikkert Lissabon bag sig i weekenderne for at tage dertil.

Troia var således hurtigt overstået og ikke noget, der kunne fremkalde ret meget begejstring. Det kunne derimod området Comporta sådan cirka halvt ude på odden. Her var lavt og vådt. Og her dyrkede man ris. Vi var så heldige at komme lige midt i rishøsten. Som, nej, ikke foregik ved at barbenede asiater svingede seglen, men med mejetærskere. På larvefødder. 

Og over det hele gik storke. Der sikkert har haft let spil over for de stakkels frøer og andet småkravl, som pludselig ikke har haft risen at gemme sig under. Vi blev selvfølgelig nødt til at standse og kigge nærmere på fænomenet. Så vi parkerede i den lille by, købte lidt snold og kiggede os omkring. Der var storkereder overalt. På skorstene og kirketårne og alle mulige andre steder. Med og uden storke i rederne. Vi tog tilsammen cirka en million billeder. Men selv om der var motiver nok, var det altså svært at tage gode billeder. Ikke alene ville det kræve et godt zoom, men især manglede vi en kran, der kunne bringe os op på niveau med storkerederne.

Til sidst gad vi ikke at tage flere billeder af storke og tog hjem, mens vi snakkede om, hvordan det kunne hænge sammen med vores børnelærdom om, at alle storke trækker til Afrika og overvintrer der? Altså måtte vi have gang i googleriet igen. Og der faldt jeg tilfældigvis over en artikel, der omhandlede netop det sære i, at storkene i større og større tal opfører sig som standfugle i Portugal. Der var ikke noget svar, men der er altså nogen et eller andet sted, der også synes, det er sært. Så sært, at man sætter en undersøgelse i gang.

Det synes jeg er fint. 

At vi nok har glemt, at vi interesserede os for sagen, længe før svaret foreligger, er så en helt anden historie.


9 kommentarer:

BedstesBlog sagde ...

Hvor er I heldige, at I så så mange storke. Jeg har kun en eneste gang set storke ude i den fri natur. Det er en flot fugl.

Mia Folkmann sagde ...

Hvor flot, at I så en ørn! Hvad det så ellers var for en slags... ;-) Og storke i massevis... Jeg tror, at vores børnelærdom er gået fløjten efterhånden - dengang var der jo også almindeligvis storke herhjemme (i hvert fald i min barndom) og DE overvintrede sikkert i Afrika. Men sidenhen har storkene åbenbart fået andre græsgange...

Inge sagde ...

Ja jeg er en af dem der havde styrtet rundt efter kamera og det store objektiv.. :-)

Jeg havde nok også været svær at få med videre fra storkeområdet, det er sådan en flot fugl.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Ja, 2013 har været et godt storkeår for os. Før da var det også meget begrænset, hvor mange storke jeg havde set. De er nemlig flotte :-)

Mia: Ja, ret fantastisk faktisk :-) Næh, børnelærdom er ikke hvad det har været. Suk, føler mig gammel ...

Inge: Det havde du garanteret, hvis du ikke allerede sad med det i hånden for at tage nogle skønne billeder af den fantastiske udsigt :-) Vi havde da selvfølgelig gerne ventet en ekstra halv time på dig, hvis det havde betydet nogle ordentlige billeder i kassen.

Rejen sagde ...

Hmm du må ønske dig et lille kamera med stor zoom, så vi andre både kan se ørne og storke. ;-D

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Du siger noget! :-D

Ellen sagde ...

En ørn! Stort! Både John og jeg ville have været helt rundt på gulvet over at have den så tæt på, men de er svære at indfange med selv et supergodt kamera, synes jeg.
Og oven i købt masser af storke. Mange fugleinteresserede vil være misundelige på jer :-)

Annemor sagde ...

Ørn? Morsomt å se. Men vond å fange i flukt. Som bilde da. Massevis av tid og mye tålmodighet må til og et godt sted å sitte :)
Storker er ikke noe vanlig syn i det hele tatt, her. I fjor blåste en på ville veier og havnet i Oslo-området, det var et svare styr, for den dro jo ikke igjen, hva som skjedde med den husker jeg ikke.
Takk for koselig reisebrev :)
Mormorklem :)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Det var nemlig stort, og vi sad da også tilbage med åben mund og en wauw-fornemmelse i maven. Hvis nu både du og John og Inge havde været klar med gode kameraer var der da nok kommet mindst ét godt billede i kassen :-) Ja, masser af storke. Vi ved godt, at vi var heldige. Jeg ville bare ønske, at jeg havde ørnekendskab nok til at vide, i hvilken grad vi var heldige. Var vi bare heldige, eller meget heldige eller måske endda helt fantastisk heldige ??

Mormor: Ja, det var meget flot at se. Faktisk fløj den så jævnt og glidende, at jeg tror, at en god fotograf sagtens havde kunnet få et godt billede. Stakkels stork, tænk at blive blæst helt til Oslo. Selv tak og klem tilbage :-)