mandag den 21. oktober 2013

Langt, længere - Portugal!


8600 kilometer og et stenslag i forruden senere kan vi konkludere, at der godt nok er meget, m-e-g-et langt til Portugal.

Stenslaget fik vi allerede i Tyskland på vej sydover, så det havde ikke noget med afstanden at gøre.

Og Spanien var en stor oplevelse oplevelse at køre igennem, så ingen klager der. 

Men Tyskland har vi prøvet før, og da vi røg ind i den første kø allerede før Kieler-kanalen, var scenen ligesom sat. Gemalen klarede dog ærterne ved på temmelig uortodoks vis at benytte bagvejen ud fra en rasteplads, og vi fortsatte fortrøstningsfulde til vores hotel i Hessen. 

Altså, til det hotel, hvor vi troede, at vi, via nettet, havde booket første overnatning. Damen i skranken så dog noget overrasket ud, da jeg viste hende printet af vores booking, for det var bestemt ikke noget, de havde noteret sig nogen steder, og et værelse til tre personer kunne vi slet ikke få. 

Heldigvis var det ikke noget problem at få to værelser til samme pris, og så gik det jo endda. Men da hotellets standard desuden kun var til  - ahem - gennemrejse, var vi lidt spændte på, hvad der videre ville møde os.

Frankrig er et forfærdelig stort land, og da man af - for mig - fuldstændigt uforståelige årsager ikke har bygget den motorvej, som vi skulle bruge, diagonalt fra nordøst til sydvest, blev det til uendeligt mange kilometer i zigzag gennem kedelige landskaber. 

Vi nåede planmæssigt byen, hvor vi skulle bo, men Ruth ville ikke kendes ved adressen. Heldigvis havde Gemalen en mobil-app, som kunne vise hotellets placering, og så var det 'bare' med at få overensstemmelse mellem Ruth og app'en. Da vi nåede frem viste det sig, at netadressen Rue Gershwin ikke rigtigt eksisterede, og på både regning og andet skriftligt materiale (men altså ikke nettet) benyttede man i stedet Rue Armstrong, hvilket jeg - til Gemalens åbenlyse utilfredshed - desværre ikke havde været i stand til at regne ud på forhånd ...

Hotellet var et standard hotel af den slags, der ligger to-tre af ved hver eneste motorvejsafkørsel til hver eneste mellemstore franske by. Men det var billigt, nyt og pænt, lå dejligt støjfrit og ikke mindst havde man vores reservation. Lige ved siden af lå der ovenikøbet en rigtig udmærket bøf-restaurant, hvor vi spiste hver sin udgave af den lokale limousine-bøf.

Næste morgen begyndte Ruth at snakke om tåge. Men vores bange anelser blev hurtigt gjort til skamme og afløst af glæde og forundring over det særprægede fænomen. For tågen hang kun nede i alle dalene, mens vi susede forbi højt oppe på motorvejen. Det gav nogle helt fortryllende kig ud over de tåge-indhyllede dale. Nogle steder stod tågen helt op omkring motorvejsbroerne i store bløde vattotter, men holdt sig pænt ved siden af broerne og generede aldrig udsynet fremad.

Solen kom frem, og vi nåede Bordeaux, Pyrenæerne og den spanske grænse.

Og så gik det ellers over stok og sten ad hidsige motorveje for at komme fra det flade lavland ved kysten i Frankrig til den spanske højslette. Jeg havde nok på en eller anden måde forestillet mig, at vi da bare kørte 'rundt om' Pyrenæerne. Det var så ikke helt rigtigt. Motorvejene var faktisk udmærkede, men de gik op og ned og ud og ind, og der var temmelig meget trafik, så Gemalen måtte holde tungen lige i munden, til vi var 'oppe', og det hele fladede ud igen.

Så var det til gengæld som at komme til en anden verden. Storslået og barskt. Smukt på en gold og afsveden måde. Vi skulle bo lidt uden for Burgos. Igen havde Ruth bøvl med adressen, men denne gang var app'en ikke til nogen hjælp, da den placerede hotellet på den forkerte side af en landevej. Efter lidt cirklen rundt fandt vi det dog. Og fik en kæmpe overraskelse, da det var som at træde ind i et spansk herskabshjem fra det 19. århundrede. Eller, det ved jeg jo ikke, men det forestiller jeg mig. Stort, flot - omend mørkt - værelse. Og både værelse og al udenomsplads ved trappe og reception fyldt op med malerier og antikviteter. Jeg har aldrig boet så overdådigt.

Kurven for vores hotelniveau var således absolut for opadgående, og vi håbede bare, at tendensen ville holde, også når vi nåede Portugal. Men først skulle vi jo dertil. Så afsted gik det igen. Det var stadig de store, åbne vidder, der prægede turen. Vi tænkte Arizona og New Mexico, men manglede dog kaktusserne. Vejene var gode, trafikken begrænset, og vi nød turen. 

Krydsede grænsen til Portugal, stillede urene og så landskabet ændre sig. De åbne vidder var væk. Der kom flere træer. Masser af oliventræer og korkege. Men landskabet var stadig afsvedent og tørt, knastørt. Nuancerne var grågrønne og brune. Også på markerne, hvor kvæget måtte spejde forgæves efter grønne græsstrå. 

Vores hotel, som ikke var et hotel, men en lejlighed i et såkaldt resort, lå uden for lands lov og ret. Det vidste vi godt, så det var lidt spændende, om vi kunne finde det. Hverken Ruth eller app var til nogen hjælp. Stedet havde hele to adresselinier med hver sit bynavn. Eller by og by. Små flækker, der ikke bestod af ret meget mere end et par huse og et busstoppested. Netop som vi syntes, det blev lidt broget, var der pludselig et fint skilt med Eco Suites Resort, og så var det bare at dreje ind på de helt små veje. Som hurtigt blev til grusveje. Og som gaflede ud adskillige gange uden yderligere skiltning. På et tidspunkt mente Gemalen ikke længere, vi kunne være på rette ved og vendte resolut om og spurgte den første, vi mødte, om vej. 

Det var helt tydeligt, at bonden godt forstod, hvad vi spurgte om. Til gengæld forstod vi ikke et kvidder af, hvad han sagde. Men hans medfølgende fagter var heldigvis så overbevisende, at vi fandt vores resort uden yderligere problemer. Samtidig dukkede receptionisten op. En egentlig reception fandtes ikke. Og hun, altså receptionisten viste os vores lejlighed. En lille æske med opholdsrum, soveværelse, køjerum, badeværelse og køkkenfaciliteter plus en kæmpe terrasse med solsejl over det meste. Højt beliggende med den skønneste udsigt mod vest. 

Til området hørte en pool, og da solen bagte, gik der kun et øjeblik, før Donnaen lå og flød i vandet, mens Gemalen fandt cyklen frem, og Fruen bare fladede ud på terrassen

Knap 3300 kilometer var tilbagelagt, og ferien kunne begynde. 

Sådan rigtigt.

Interiør fra hotellet nær Burgos i Spanien.
Er det ikke fint?




13 kommentarer:

Inge sagde ...

Hihi... det er da heller ikke specielt imponerende, at du ikke kunne regne ud, at en gade ikke behøver at hedde det der står på nettet den hedder.. ;-) Alle ved jo at det store forkromede "indernet" er fyldt med fejl og underligheder..

Og velkommen hjem fra en lang ferietur.

Lene sagde ...

Velkommen hjem, ja man får sig nogle overraskelser undervejs, når tingene ikke passer sammen :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Nej, det var ret ringe ;-) Og tak.

Lene: Tak :-) Ja, man gør. Men efterhånden forventer vi jo også, at det hele bare 'spiller' og bliver utilfredse, så snart elektronikken driller det mindste. En gang i mellem så meget, at man helt glemmer at bruge sin sunde fornuft ...

overleveren sagde ...

Øj, det var da lidt af en køretur.. og det lyder som om de tyske motorveje ligner helt sig selv..

Er altså lidt imponeret af at I fandt jeres overnatninger selvom de tilsyneladende havde været lidt kreative med adresserne.. Det er sådan noget jeg kan få pip af - GPS´en skal bare have ret. Det er det nemmeste for chaufføren. Og co´piloten.

Mia Folkmann sagde ...

Ti hi, jeres Ruth hedder Helga i min verden, og hun er ikke altid for smart. Hele vejen gennem Tyskland fortæller hun om køer, der kommer om 150 km's tid, og det er lidt frustrerende, for de er som regel (ikke altid) væk, når vi når dertil.

Jeg har aldrig været ude for, at mine internetbestillinger ikke virker, men selvfølgelig kan det ske. Det var da godt, at hotellet var serviceminded og fandt en anden løsning til jer.

GiSP sagde ...

Hvis I skal til Portugal (eller det vestlige Frankrig/Spanien) en anden gang, er det en god idé at køre gennem Belgien og ind i Frankrig derfra. Så er der nemlig motorvej hele vejen.

Ellen sagde ...

Pyhhh - og jeg synes der var langt til Nordkap!
Det er altså langt at køre for en uges ferie; jeg er imponeret over, at I orkede, men I har da haft oplevelser nok på vejen, kan jeg se.
Irriterende med den GPS - sådan en skal altså vide alt! Og aldrig tage fejl!
Men velkommen hjem igen :-) Der kommer formentlig lidt mere fra ferien?

Liv (pladstilverden) sagde ...

Tak for en fantastisk road-trip-beskrivelse!
Glæder mig til at høre mere (?) om selve ferien...

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: De ligner helt sig selv. Nej, jeg syntes faktisk, de var værre, end de plejer. Det er bestemt nemmest, hvis adresserne bare kan tastes ind i GPS'en og så afsted. Hvorfor det lige skulle være så svært denne gang (disse gange), aner jeg ikke.

Mia: Ja, Ruth er også årsag til, at vi ind i mellem er ude på omveje pga køer, der givetvis allerede er opløst, inden vi når frem. Men det finder vi aldrig ud af, for vi ligger og rasler afsted ude på landevejene. Det er heldigvis også kun den ene gang, vi har været udsat for det, og jeg var meget glad for mit print. Jeg er ikke helt sikker på, at hotelmutter havde kunnet stilles tilfreds med at kigge på Gemalens mobil for at se bekræftelsen der.

GiSP: Tak for dit gode råd :-) Til Portugal kører vi næppe igen, men måske til Frankrig eller Spanien. Faktisk vidste vi godt, at vi burde køre den vej, for det var det google foreslog, men Gemalen foretrak at suse afsted længst muligt på de tyske motorveje. Hvis der havde været kø-frit, havde det muligvis også været en god ide, men det var der bare ikke. Vi kørte iøvrigt gennem Belgien hjem, men det er en anden historie.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Der er da også næsten lige så langt, og vejene er garanteret ikke bedre til Nordkap. Vi havde jo to ugers ferie ialt. Ellers kunne det slet ikke lade sig gøre. Vi oplevede og så en masse, som vi ellers ikke havde set. For hvor tit beslutter man sig fx lige til at tage til den nordlige del af Spanien? Vi er efterhånden blevet klar over, at Ruth ikke ved alt, men det er alligevel irriterende hver gang, hun giver fortabt. Og tak. Selvfølgelig kommer der mere ;-)

Liv: Selv tak. Ja, det skal nok komme. Jeg kan slet ikke lade være ;-)

Rejen sagde ...

Sikke en køretur, men glæder mig til at høre mig om jeres ferie. ;-D

Kong Mor sagde ...

Lang tur - som lyder som om den var alle anstrengelserne værd!
Jeg kan genkende både landskabsbeskrivelser og trafikale udfordringer.. :)
Glæder mig til at høre mere.

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Ja, det var det. Virkelig. Kommer straks :-)

Kong Mor: Ja, det gør du vel i høj grad :-) Egentlig gled trafikken ganske gelinde i Frankrig, men med de kæmpe afstande og en max-hastighed på 130 km/t - gab!