torsdag den 18. april 2013

Poesiens blå blomst - eller mangel på samme


Susanne har skrevet om det. Og Helle

Nu rammer panikken også her.

Jeg er under pres.

For nogen skal meget snart konfirmeres.

Og nogens mor forventes at gøre et eller andet kreativt.

Kreativt som i sang, tale, noget.

Men jeg kan jo for pokker ikke skrive sange.

Jeg kan rime, og jeg har tidligere ved forskellige lejligheder brilleret med taler, der nok rimede, men iøvrigt ikke fulgte en eneste gængs retningslinie eller regel. Der var nok nærmest tale om rap-tekster minus tilhørende raket-fart i udførelsen.

Den slags slipper man jo ikke ustraffet fra, og der ligger et vist forventningens pres over mit stakkels hoved.

Men derfra og til at kreere en sang er der altså et stykke.

For mig er versefødder en by i Rusland. Endda en meget østligt beliggende en af slagsen. Hvilket jeg også har forsøgt at forklare Gemalen.

- Fint, så fixer jeg versefødderne, når du har skrevet rimene.

- Øh, nå. Godt så.

Det virkede rimeligt for et par måneder siden.

I mellemtiden har poesiens blå blomst været ramt af frost og forsinket forår, mens mit hoved har været fyldt med diverse dårlige albuer og deraffølgende udfordringer.

Nu virker det bare som - ondt i maven og søvnløse nætter.

Som barn og ung arbejdede jeg fint under pres, men nu synes jeg det er mindre skægt.

Og nu har jeg de sidste sene aftener siddet og kigget på en blank skærm (hvornår stopper den lockout, så jeg kan smide Donnaen i seng til normal tid og få mine aftener tilbage?), men det er yderst begrænset, hvad der sker. Store poeter kunne vel heller ikke hælde poesi og drama ud af ærmet på kommando? Et par stikord og smånoter bliver det til - und nichts weiter.

Så giver jeg op og går i seng, og sker der noget. 

Det er ren overload. Jeg ligger og roterer, og hjernen tonser bare afsted. Med tanker i 27 millioner retninger. Mens Gemalens åndedræt bliver dybere og dybere.

Så giver jeg op igen og flytter ind på gæsteværelset. Med dyne og kladdepapir.

Og måske - måske ikke - får jeg skrevet nogle stumper ned, som måske - måske ikke - kan stykkes sammen til noget brugbart, når dagslyset igen indfinder sig.

Derpå falder jeg i søvn, for at vågne igen et par timer senere, totalt rundt på gulvet over - ikke nærmere definerede - ting, som jeg nok ikke har styr på. Et øjeblik senere ringer vækkeuret, og konfirmationen er rykket endnu en dag nærmere, uden at jeg er kommet ud af stedet.

Argh!

Måske er det det, der er sket;
rådyrene har ædt poesiens blå blomst?

PS: Måske virker territorie-afpisningen. I hvert fald har hvidrumperne i nat kværnet nogle endnu u-afpissede tulipan-spirer, mens de afpissede fik lov at stå. 



23 kommentarer:

BedstesBlog sagde ...

Uh ja, jeg kan godt huske præstationsangsten forud for ungernes konfirmationer. Her hos os delte vi det op efter bedste evne. Faderen holdt tale og Mor her skrev sang. (Undtagen i tilfældet med yngste søn - han frabad sig på det bestemteste både stor fest, sang og tale - men ville hellere en tur ud at rejse.)
Nu kan jeg egentlig ret godt lide at skrive lejlighedssange, så det var ikke så slemt, men jeg kan alligevel godt huske, at der var stress på :-) Det gælder om at finde en melodi, der ikke er alt for svær - både at skrive tekst til og ikke mindst at synge!

Randi

Ellen sagde ...

Åh, jeg føler med dig!
Jeg har - enten alene eller tidligere sammen med min mor - skrevet en del lejlighedssange. Jeg er forholdsvis god til det, men ved af bitter erfaring, at musen ikke indfinder sig på kommando.
Havde 'vi' haft mere tid, kunne jeg have formidlet kontakt til en kollega, som er supergod til det og som har leveret to sange til mig ved lejligheder, hvor musen totalt havde boycottet mig.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Præstationsangst er en grim ting - og det er lige, hvad jeg lider af. Jeg misunder dig, at du kan skrive lejlighedssange. Det er virkelig en gave :-)

Ellen: Min mor kan også skrive sange, men jeg har ikke rigtigt arvet hendes talent. Desværre. Tror du virkelig, at din kollega ville kunne skrive for/til en, som hun slet ikke kender. Man skal jo nærmest være clairvoyant eller noget i den retning for at kunne ramme familie-ånden.

Inge sagde ...

Uhhh godt det ikke er mig, hvorfor skal det være en sang, hvis du har det bedre med en god tale..??

Lene sagde ...

Jeg spørger som Inge. Når nu du er kendt for gode taler, er det så ikke det du skal gøre? Håber alt løser sig, det er frygtelig, når man er helt tom for ord.

Ellen sagde ...

Ikke kun tror. Ved :-)
For det er en kollega i kraft af, at vi har samme arbejdsgiver, men vi kender ikke hinanden.
Jeg fik ham anbefalet af en, der gjorde. Han skrev, som om han havde kendt vedkommende altid! Det kræver naturligvis omfattende input, og det fik han selvfølgelig også.
Jeg ved også, at han har vildt travlt i konfirmationssæsonerne :-)

Stegemüller sagde ...

Nej hvor er det dog forfærdeligt at du forventes at skrive en sang og at du er tom for ord - jeg misunder dig virkelig ikke. Hvad med at skrive en god tale, er det ikke nemmere for dig?

Jeg er så imponeret af dem der kan skrive sange, jeg ville aldrig kunne skrive så meget som to versefødder, der rimede. Jeg ville sidde med det blanke papir nat efter nat. Jeg føler virkelig med dig.

Dejligt at det virker med alfahannens territorieafpisning.

Mit Helle sagde ...

Uha ja, vi er sikkert mange i samme båd i denne tid. Da min mands store pige blev konfirmeret for fire år siden, lagde vi ud med at ville lave en sang, men gik kold i det så mange gange undervejs (af mange årsager var det bare for svært) og endte med at lave noget sjovt underholdning - en quiz, som vi kaldte "kend din gæst". Hun skulle svare på skøre spørgsmål om sine gæster og gæsterne skulle det samme om hende. Det var supersjovt og ingen savnede sangen, der aldrig blev skrevet.
Er det også på søndag, I skal have gilde? Held og lykke med det hele, det skal nok gå altsammen (mit mantra i denne tid...)

Pia sagde ...

Jeg har faktisk skrevet flere tusinde festsange, og man behøver bestemt ikke kende noget til personerne i forvejen. Jeg har selvfølgelig skrevet til familien men har også fået mange breve fra ukendte mennesker, hvor der bare er skrevet nogle stikord eller korte bemærkninger om det man gerne vil have nævnt.
Nu er jeg også selv presset arbejdsmæssigt, dog ikke p.g.a konfirmation, men rund fødselsdag og det nye arbejde, men det er da lige før jeg vil tilbyde at hjælpe hvis det altså ikke er de første 14 dage Donnaen skal konfirmeres, men du må ikke sige det til nogen, for jeg er holdt op med at skrive for mere end 10 år siden,

mig & ipsen sagde ...

å nej stakkels dig, du vil så gerne men presset tynger og hjernen bliver. tom......men mon ikke du lige pludselig får versefødder og bogstaver til at. falde på plads,,,,❤

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Det s-k-a-l ikke være en sang. Det ville bare være så fint, hvis jeg kunne (vi kunne) kreere en sang.

Lene: Joh, måske er det der, den ender. Nu må vi se. Ja, det er træls!

Ellen: Han lyder ret fantastisk. Jeg synes jo, det må være sindsygt svært. Kan forestille mig, at han er meget efterspurgt :-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Det er jo mestendels os selv (Gemalen og mig), der mener, at en sang ville være så godt. Gæsterne ved heldigvis ikke, hvad vi eventuelt må opgive undervejs.

Ja, det er fint, hvis det virkelig hjælper ;-) Jeg er bare lidt bange for, at regnvejret modarbejder os.

Helle: Ja, vi er jo en del :-) Det gode er nemlig, at ingen ved, hvad der eventuelt ikke bliver til noget. En quiz er da en god ide. Nej, det er næste fredag, men det er også meget snart, synes jeg.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Hvor er du altså SØD! Men det er altså allerede næste fredag. Jeg skulle virkelig have lagt opgaven ud i blogland. Kan jeg godt se nu. PS: Jeg fortæller det selvfølgelig ikke til nogen :-)

Jonna: Nogle gange føles det i hvert fald nemmere, når det er helt frivilligt. Jeg håber, at jeg pludselig ser lyset :-)

Madame sagde ...

Jeg kan sagtens forstå, hvis du har lidt præstationsangsten inden Donnaens konfirmation. Jeg synes du skal skrive en sjov tale i stedet for en sang. Jeg mindes stadig nogle guddommelig taler, jeg har hørt gennem tiden, men ikke en eneste sang.

Mette sagde ...

Åh det dilemmea kender jeg godt. Heldigvis har jeg en kollega, der er ekspert på det område. Min spidskompetense ligger så i design af indbydelser, bordkort osv. - så vi har passende kunnet bytte ydelser :)

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Det er i hvert fald et godt argument for at skrive en tale i stedet, at den kan gæsterne ofte bedre huske :-)

Mette: Ej hvor smart, at I kan bytte ydelser :-) Så gælder det bare om at blive ansat et sted, hvor kollegaerne har kompetencer, der komplementerer ens egne ...

Lone sagde ...

Jeg stod med panikken sidste år og blev først færdig hen på aftenen med vores indslag til konfirmationen - men jeg nåede det, og det gør du garanteret også.
Sender de varmeste hilsner og ønsker at i får en pragtfuld dag.

Annemor sagde ...

Vel bekomme, stakkars deg. Lock out både når det gjelder poesi og skole?
Vel i poesiens tilfelle er det vel heller streik?
Lykke til på jakten etter sangen :)
Mormorklem til trøst :)

Susanne sagde ...

Jeg har betalt for vores. Men synes lige, at den skal justeres lidt. Der mangler noget, og lidt andet er misforstået synes jeg. Jeg mærker blokeringen som total, men mon ikke jeg får det ordnet.

Fruen i Midten sagde ...

Lone: Åh, så kender du alt til den form for panik. Lidt en trøst, at du først blev færdig aftenen før. Så er der håb endnu :-) Og tak.

Mormor: Ja lockout det ene sted og strejke det andet. Det er hårde tider. Tak og klem tilbage :-)

Susanne: Det er sikkert også kanonsvært at skulle rette på noget, som andre har skrevet. Lad os krydse fingre for, at vi begge får styr på vores vers :-)

Mille sagde ...

Hvis hun er som andre teenagere, bliver resultatet sikkert det samme uanset, hvad du gør: Hun synes, at det er pinligt.

Og det vil jo sige, at du faktisk ikke behøver at anstrenge dig så meget eller få præstationsangst.

God fornøjelse med forberedelserne :-)

Tina Liel sagde ...

Pyh bliver helt svedt bare ved tanken! Synes også at Madames forslag om en tale er god. Håber at der ikke bliver flere søvnløse nætter. Knus

Fruen i Midten sagde ...

Mille: Du har ganske ret. Ligegyldigt hvad jeg gør, bliver det sikkert både mega-pinligt og totalt neder'n - eller noget ;-) Men tak.

Tina: Som det fremgår af mit næste indlæg, har jeg faktisk begået en sang (eller det meste af en sang i hvert fald). Og det har heldigvis givet lidt mere nattero :-) Knus tilbage.