tirsdag den 31. januar 2012

Lus forbi


I dag er store luse-dag.

Dagen hvor idealistiske mennesker synes, det ville være smart, hvis vi alle på én gang lusede vort afkom. Fordi vi på den måde kunne komme denne ellers tilbagevendende plage til livs.

Og det ville jo være skønt. For IH hvor jeg synes, det er træls, når VI har lus. Ja, det er nemlig altid lidt en familieting, når der er luse-alarm på matriklen.

Selvom vi ikke har været specielt hårdt ramt, har der alligevel udviklet sig noget, som ligner en rutine.

Det starter som regel med, at Pigebarnet - klokken er godt og vel sengetid - meddeler, at hun klør i hovedbunden, og at Mathilde/Marie/Malene forresten vist også snakkede noget om lus i skolen igår..

Suk!

Frem hives balsam, tættekamme, stol og Fruens egen hvide badekåbe.

Og så går den vilde lusejagt.

Det går sjældent stille af. For selv glat hår filtrer, og Pigebarnet lader ingen i tvivl, hvis hun mener, hun lider overlast..

Nogle gange er der gevinst. Andre gange er det heldigvis falsk alarm.

Når jagten giver udbytte, sker der med usvigelig sikkerhed dernæst det, at Gemalen begynder at klø sig bag ørerne.

- Jeg synes, jeg tror, kan du ikke lige? jamrer han.

Nu er han ikke udstyret med ret meget hår. Han er nok nærmest at betragte som halvskaldet, så det er en overkommelig tjans at konstatere, at han ikke har lus.

Værre er det, når Fruen selv bukker under for lusefornemmelser. Gemalen melder straks pas, og det har i flere tilfælde været nødvendigt at lægge vejen forbi frisøren for at blive de bange anelser kvit.

***

Det er så alt sammen hvad det er. Det er træls og bøvlet, men vi har udstyret i orden, og efter nogle ture er Pigebarnet atter lusefri.

Til gengæld var det en af de alternative udfordringer, da Fruen ikke havde overvejet at medbringe tættekam på sommerferie.

- Min hovedbund klør, klagede Pigebarnet en dag på feriedestinationen i Bretagne.

- Nå, du har nok ikke skyllet din shampoo godt nok ud, slog Gemalen det hen. Hernede er vandet anderledes, så der skal skylles ekstra godt.

Nogle dage senere var familien rykket til Paris. Til et absolut nul-stjernet hotel i en af de billigere forstæder.

Pigebarnet klagede sig igen, og denne gang kunne Fruen hurtigt konstatere, at vi ikke var alene på værelset..

Luse-alarm!

Men hvad gør man så? Hvad hedder lus på fransk? Og hvad hedder kam? Desværre hører fransk ikke til en af mine spidskompetencer.

Så et nødråb blev sendt ud i cyber-space, og senere på dagen tikkede der heldigvis også svar ind.

Bevæbnet med vores nye viden drog Pigebarnet og Fruen på apotek i nærheden af hotellet.

Hvor vi opførte en rask lille pantomime-forestilling til ære for ekspeditricen og forsøgsvis sagde lus og kam på noget, vi mente kunne lyde som fransk.

Havde vi nu boet fint og flot i hjertet af Paris er jeg ikke sikker på, at vi var blevet mødt af ret meget andet end parisisk arrogance og manglende forståelse. Men til alt held havde vi jo indlogeret os på et hotel i et rabarber-kvarter, så her var ingen forståelsesproblemer. Og da vores forestilling var færdig, blev diverse luse-kamp-produkter straks linet op på disken.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage - Fruen skulle selvfølgelig være besværlig - lykkedes det at købe en fin tættekam. Af metal og med dobbelt så lange tænder som den danske plastic-version vi havde derhjemme.

Derefter tog jeg livet af Pigebarnet. I hvert fald næsten.

For én ting er at jage lus i det hjemlige badeværelse. Noget helt andet er, når det skal foregå i et lille hotelbadeværelse som kun er udstyret med badekar og telefonbruser. Så Pigebarnet troede, jeg ville drukne hende, og var højlydt uenig i mine dispositioner.

Da hendes hovedbund derefter blev udsat for franske ståltænder, blev mishagsytringerne hverken færre eller mindre højlydte.

Gemalen spurgte, om vi var kommet op at slås eller bare var ude på at tilkalde de sociale myndigheder.

Til sidst lykkedes projektet dog. Pigebarnet var nykæmmet og befriet for adskillige lus.

Og næste seance kunne heldigvis foregå hjemme i eget badeværelse.

***

Lige nu har jeg lykkelig fortrængt, hvad lus hedder på fransk. Det er jo også lige meget, hvis næste ferie går et helt andet sted hen. Til gengæld er jeg ret sikker på, at jeg fremover - foruden allergimedicin, hvepsebrod-udtrækker og 117 andre ting - vil huske at medbringe kæmmekam på ferie..

10 kommentarer:

Rejen sagde ...

det er ikke sjovt med de lusekampe, og lige så snart nogen siger lus så begynder det automatisk at klø...;-D

Anonym sagde ...

Les POUX.. Bare så du ikke glemmer det.

Første gang Divaen havde 1 lus som 5årig ville jeg gladig have kogt barnet.

Vi har været forholdsvis forskånet - bortset fra at Prinsessen i DK har en veninde hvis forældre ikke tror på kemi..
Det er fint nok - men pigebarnet har lus hver 3. uge

Så jeg vil til enhver tid hellere have lus i Frankrig. :-)

Annemor sagde ...

Lusekampanjer opptrer heldigvis ikke ofte i vårt hjem og vi var også forskånet for det da våre døtre var yngre og bodde hjemme.
Vårt barnebarn går i barnehage, men heller ikke der har det skjedd noe, ennå.
Så jeg har ikke lusekam eller andre remedier.
Jeg har en fintannet kan som vi bruker på katten for å få ut flått (skaumenn) om sommeren så den kan være en redning om vi skulle bli invadert.
Au, nå klør det i hodebunnen *ler*.

Ha en deilig ettermiddag .

Madame sagde ...

Husker endnu da sønnike havde lus :-) Nu er det kun kattene, vi kæmmer for lopper ...

Lene sagde ...

Ha, ha, ja undskyld jeg griner, men det er nu sjovt at laese om ;-)
Her plejer vi ogsaa at skulle turen igennem - hele familien! Selv mormor, som var paa besoeg!
Synes dog at de der staalkamme er rigtig gode, men jeg har jo ogsaa kun korthaarede drenge :-D

Fruen i Midten sagde ...

Reje, jep den er bare helt sikker. Der går kun et lille øjeblik, så begynder det at klø. Virkelig mystisk, at vi åbenbart alle har det sådan..

Tak KongMor, det er altid godt at vide ;-)

Mormor, det er bare så mærkeligt, at der findes nogle mennesker, som lusene tilsyneladende ikke vil bo hos?? Men heldigt for jer :-)

Hej Madame, ja hvem husker ikke sine lusekampe! Håber I kan holde kattelopperne i ave.

Kære Lene, du er meget velkommen til at grine. Vi var helt sikkert også et komisk syn på det parisiske apotek. Jeg kan godt lide tanken om, at jeres mormor også måtte ha' en tur med stålkammen :-D

Lene sagde ...

Du faar lige hele historien med :-) hun fandt foerst ud af det da hun kom hjem til Esbjerg og saa maatte hun over til naboen (som er dagplejemor og sikkert har et 'roligt' syn paa lus) og blive kammet ;-) Hun er 80 aar og hvidhaaret og mente ikke helt at det var i orden at have lus i dén alder, men kunne da grine af det ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Ha ha Lene, hvor skønt! Godt at din mor kunne grine af historien.

Faktisk er de eneste (i familien i hvert fald) Pigebarnet har 'smittet' netop mormor og morfar. Morfar var i første omgang noget misfornøjet, men endte da med også at kunne grine lidt af det.

Pia sagde ...

Jeg husker også tydeligt, en sen fredag eller lørdag aften, da jeg opdagede at Camilla (med meget langt hår) havde fået lus. Først apotekervagten, derefter alle 4 i luseshampoo, alle dyner og puder i fryseren nogle timer. Allan og jeg frøs den nat. Jeg så de der små levende væsner alle steder selvom de ikke var der. Heldigvis har vi kun prøvet det den ene gang, for sikken et arbejde :-)

Fruen i Midten sagde ...

Pia, ja det er et værre mas. Hver gang! Godt for jer, at I kun havde 'fornøjelsen' en enkelt gang.