Måske var det varmen? - En dag i Prag

Så snart Tjekkiet blev en del af vores ferieplaner, begyndte Fruen at fløjte for en tur til Prag.

Hun fløjtede for døve øren.

Gemalen er generelt ikke meget for storbyer, og Donnaen mente, at hun givetvis ville få slotte og kirker nok i ferien uden også at skulle med til Prag, så hun var ikke til at lokke.

Fruen lod sig dog ikke stoppe, og aftalen blev, at den dag Gemalen skulle køre den korte sprintdistance, kunne Fruen tage toget til Prag og gå på sightseeing alene.

Togtiderne blev studeret, og en skip the line-ticket til kongeslot og katedral blev bestilt over nettet.

Dagen oprandt, og med udsigt til en dag, der ville blive mindst lige så hed som de foregående, drog jeg afsted.

Første udfordring var at finde stationen i Plzen. Google havde foreslået én rute, værtinden i pensionen foreslog en anden, og jeg valgte en mellemløsning.

Hvilket ikke var det smarteste valg, og god tid blev hurtigt til ikke særlig meget tid og til lettere panik. Jeg nåede dog billetlugen, fik min billet og gjorde mig klar til at spæne mod den rigtige perron, da det over højtaleren lød, at toget var et kvarter forsinket.

Der blev tid til at puste ud og få pulsen ned igen. Og endnu længere ned, for togturen til Prag er både lang og - viste det sig - kedelig.

Hovedbanegården i Prag er STOR. Eller også virkede den bare sådan, fordi den var ukendt.

Jeg havde lånt et bykort, men havde god tid og mente derfor, at jeg godt kunne navigere gennem gaderne, over en af broerne og op på borghøjen uden at gøre brug af det. Vi havde trods alt været i Prag for seks år siden. En hel eftermiddag. Så hvor svært kunne det være?

En hel del sværere end jeg havde forventet. Måske var det varmen. Måske er Prags gader bare noget rod. I hvert fald kom jeg noget ud af kurs, og god tid blev hurtigt til ikke særlig meget tid og til lettere panik.

Jeg var derfor ganske overophedet, da jeg to minutter i aftalt tid nåede op på borghøjen og fandt frem til pladsen foran hovedindgangen til Vitus-katedralen, hvor jeg skulle finde en guide med en opslået orange paraply for at få min billet.

Guiden var ikke til at få øje på nogen steder, og jeg spekulerede på, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre at finde hende i menneskemylderet, hvor alverdens guider med paraplyer og vimpler i alle kulører marcherede rundt foran horder af turister.

Jeg fandt ind i skyggen, hvor jeg nogenlunde kunne overskue pladsen, og håbede det bedste. Pludselig dukkede den orange paraply op, højt hævet over alle andre. Og nedenunder befandt sig ikke en dame, men en garderhøj, ung blond fyr. Og cirka to minutter senere havde jeg og to andre fået vores billetter og instruktioner i at scanne dem ved indgangene.

Derefter var det bare at gå ind i Vitus-katedralen med al dens eftertragtede kølighed.

De første ti minutter blev alene brugt på at dampe af. Først derefter begyndte jeg at se mig om.

Katedralen er stor og flot. Mest stor.

Måske var det varmen, eller måske er jeg ved at blive en lille smule blasert, fordi jeg er så heldig, at jeg efterhånden har set rigtigt mange kirker og katedraler rundt omkring. I hvert fald udeblev den helt store wauw-effekt, og jeg nøjedes med bare at være imponeret på almindeligt højt niveau. For selv om man måske ikke falder helt i svime, kan man jo sagtens være bare lidt svimmel ved tanken om kirkens alder, dens historie og alene det, at man allerede for 6-700 år siden havde både fantasi, evner og teknik til at kunne opføre den slags fantastiske bygningsværker. - Og at kirken stadig står den dag i dag.

Kirken er kun en del - omend den på afstand absolut dominerende del - af hele slotskomplekset, som er kæmpestort og består af mange bygninger, slotsgårde og haver. Jeg havde ikke billet til det hele, men foruden katedralen også til slottet, en kirke mere og den gyldne gade. Alt blev set i et adstadigt tempo, og nu hvor jeg havde god tid, kunne jeg konstatere, at der faktisk ikke var ulideligt mange mennesker, og kun ganske få steder var det nødvendigt at møve sig frem for at se, hvad man ville.

Da jeg havde fået nok, traskede jeg ned mod Karlsbroen. Hvor der heller ikke var overvældende mange mennesker. Nærmest påfaldende få. Måske var det varmen, der gjorde, at folk søgte skygge, og at Karlsbroens mange såkaldte 'portrætmalere' var arbejdsløse eller helt fraværende?

På den anden side af Vltava kunne jeg først tulle lidt rundt i de små gyder og derefter kigge lidt på udsalg i en af de større shoppinggader.

Mere egentlig sightseeing kunne det ikke blive til. Med næsten syv kvarters togtid i hver retning plus ventetid og gang til og fra stationerne var dagen ved at være brugt. Og belært af mine tidligere dårlige erfaringer fandt jeg tilbage til stationen i god tid og havde både tid til at finde den centrale oversigtstavle, toilettet og en butik med cookies lige til at tage med i toget.

Turen hjem til Plzen blev tilbragt i en damekupé! Sådan et fænomen er jeg aldrig før stødt på, og jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg havde misforstået et eller andet. Men det havde jeg ikke. Og kort tid efter sad vi fire kvindfolk og smånikkede på kanten af søvnen.

Det var helt sikkert varmen.

Menneskemylder ved indgangen
i Vitus-katedralen.