fredag den 27. september 2013

Tørklæde-alderen


- Skal du have et tørklæde mere? spurgte Donnaen med løftede øjenbryn, da vi sidst var ude at shoppe.

- Du købte jo et andet lige her forleden dag, fortsatte hun. Lettere anklagende.

Nu vil jeg i første omgang undlade at bemærke, at Donnaen selv stod med en top, som hun bare måtte have, selv om hun da fik en anden for ganske nylig. Det kommer nemlig ikke sagen ved. I første omgang.

Men jo, jeg skulle have et tørklæde. Et mere. Man skal aldrig gå ned på tørklæder. 

Det var så, hvad jeg - bortset fra en bog - købte til mig selv den dag.

Og jeg var egentlig godt tilfreds.

Indtil jeg kom til at fundere, om det er noget aldersbetinget? Om jeg er kommet i tørklædealderen? Altså den alder, hvor man på forhånd bliver lidt træt ved tanken om at stå i snævert prøverum og prøve toppe og bukser og hvad ved jeg, og så siger til sig selv, at et enkelt tørklæde kan man da altid købe. For at forkæle sig selv. Bare lidt. Og til at pifte den ellers ret så velkendte garderobe op med.

Det kunne godt virke sådan. 

I hvert fald befinder Donnaen sig i en helt anden kategori. Hun i toppe-alderen. At hun ikke bare tilhører mere-af-det-hele-alderen skyldes primært hendes begrænsede økonomiske formåen. En ny top er til at komme i nærheden af, selv med et lille lommepenge-budget. Hvorimod bukser, overtøj og støvler med mere er så urimeligt dyre, at Donnaen må nøjes med det, hun kan plage sig til.

Mere-af-det-hele-alderen er således nok mest for dem, der har fået et fedt (fritids)-job, men ikke har særligt mange (andre) udgifter. De fleste i den kategori er 3-5-10 år ældre end Donnaen.

Sådan findes der en række tøj-aldre. Jeg ved bare ikke rigtigt, hvad der kommer efter tørklæde-alderen. Kommer der overhovedet noget?

Hvis tørklæde-alderen bare fortsætter livet ud, synes jeg egentlig, det er lidt skræmmende, at jeg er havnet der ...


12 kommentarer:

Rejen sagde ...

Måske hattealder ? ;-D

Inge sagde ...

Jeg har haft flere tørklæde perioder, det går over igen, i hvert fald hvis du har det som mig..
Jeg er så dårlig til at få tørklæder til at sidde pænt og smart, og så ryger tørklædet ind i bunken med de andre.. :-)

BedstesBlog sagde ...

Du rammer noget der. Jeg er virkelig heller ikke vild med at stå bag de der små forhæng og prøve f.eks. bukser, mens en ung ekspeditrice stikker hovedet ind og kvidrer: "Hvordan sidder de," længe før man har fået bakset sit eget kluns af. Så er det da noget nemmere at hive et tørklæde ned fra hylden :-)

Randi

Lene sagde ...

Selv ikke tørklæder kan jeg finde ud af at købe ;-) Så jeg synes du gør det godt :-)

Ellen sagde ...

Jeg tænkte også på hatte, men var ikke så modig som Rejen og ligefrem turde nævne det ;-)
Jeg har haft tørklædealder altid og bevarer den formentlig livet ud, men jeg kan sagtens genkende det med ikke længere at gide prøverum.

M.S. sagde ...

Jeg EEEElsker tørklæder og har brugt dem altid,prinsessepigen på 8år er begyndt at få øjnene op for tørklæder:) Som mor som datter...:)

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Ha ha hat :-)

Inge: Tror du? Det trøster mig lidt ;-)

Randi: Ja, hvorfor gør de også det? Altså, stikker hovedet ind alt, alt for tidligt. Tørklæder ER nemmere :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Det er da helt slemt med dig så ;-) Du må have din datter til at hjælpe. Din datter er nok så gammel, at hun er lidt skånsom i sin kritik, og ikke som Donnaen hudløst ærlig ...

Ellen: Hatte kunne være et bud. der er bare ikke så mange hattedamer, at det gør noget, her i det midtjyske. Men jeg kan selvfølgelig blive den første :-)

Mette: Tørklæder er altså også en god ting. Donnaen gad bestemt ikke tørklæder, da hun var mindre. Hun er ikke længere h-e-l-t så afvisende :-)

jonna Ipsen sagde ...

smiler, ja små prøverum, og alt for smarte ekspedienter, ,gys, så hellere tørklædet , eller find butikker med gode rummelige prøverum gerne med aircondition hvis det findes

Pia sagde ...

Ha ha... jeg kan godt se det for mig. Tørklædealderen tror jeg jeg springer over, jeg kan ikke enes med dem, og kommer vist aldrig til det ;-) Jeg må nøjes med nye sokker så, det kræver ikke noget prøverum :-)

Lone sagde ...

Tørklæde alderen.... :o)
Den er jeg ikke kommet i endnu. Jeg har forsøgt at tage tørklæder på og der går mindre end fem minutter inden de er taget af igen. De sidder simpelthen i vejen :o)

Fruen i Midten sagde ...

Jonna: Butikkerne med de store prøverum er tit også de dyreste - synes jeg. Tingene hænger desværre sammen. Så hellere et tørklæde :-)

Pia: He he, så skal jeg måske tilføje sokkealderen ;-)

Lone: Hm, der er jo ikke noget at gøre ved det, hvis man ikke kan forliges med tørklæder. Sådan har jeg det med armbånd og/eller -ringe. De ryger som regel også hurtigt af igen :-)