Langstilkede røde roser

Normalt har Gemalen helt styr på de allerfleste ting.

Han er jo mand, så der er ting, man ikke kan forlange, han kan finde ud af. På samme måde som jeg ikke kan finde ud af at reparere gear på min cykel, måle dæktryk på bilen osv.

Altså; han har styr på det meste.

For ganske nylig var jeg endda så kry at mene sådan næsten offenligt, at det der med bryllupsdage havde han også bare styr på ...

Rettelse:

Det har han ikke. Ikke helt i hvert fald.

For meget længe siden var jeg til et guldbryllup, hvor det blev fortalt, at husherren i alle årene, til hver eneste bryllupsdag uden undtagelse, havde foræret sin hustru langstilkede, røde roser. En for hvert år de havde været gift.

Den slags havde jeg ikke rigtig oplevet før, og jeg syntes, det var superromantisk. Alene tanken om så mange langstilkede, røde roser kan vel også gøre de fleste kvinder bare lidt bløde i knæene?

Da Gemal og giftermål flere år senere kom ind i billedet, fik jeg behændigt formidlet budskabet om, at jeg godt kunne tænke mig noget tilsvarende.

Og det har virket fint lige siden.

Sidste år gik det godt nok lidt i ged, men da var vi på vej på ferie, så det var som det skulle være.

Men i år!

Mandag morgen vågnede Gemalen op og vidste udmærket, at det var vores bryllupsdag. Men han skulle skynde sig ud af døren og til møde i den anden ende af landet og ville først komme hjem næste dag.

Lidt op ad formiddagen ringende han og fortalte, at blomsterhandleren ikke havde villet åbne for ham. Så derfor.

Godt så - bare ærgeligt.

I går, sidst på dagen fik jeg så pludselig en stor, flot buket roser leveret til døren.

Meget, meget fint. Og meget, meget sødt.

Bortset fra. At roserne ikke var røde. Eller langstilkede. Og antallet var forkert.

Og så duede det jo slet ikke.

Hvilket den utaknemmelige Frue havde noget svært ved at skjule.

Nu har jeg så cirka 11 en halv måned til at regne ud, hvordan jeg - på bedste diplomatiske vis - får Gemalen tilbage på ret kurs ...

Forkerte klæ'r

 

Der findes ikke dårligt vejr

- kun forkerte klæ'r

 

.. er der nogen, der siger.

 

Nå. Det er så det, jeg har i øjeblikket. Udelukkende helt forkert tøj.

 

Eller også kan jeg bare ikke finde ud af at klæde mig på mere?

 

Det var det flotte højtryk med tilhørende blå himmel og solskin, der var ved at tage pippet fra mig.

 

Og det er jo ikke fordi, jeg har noget imod helt fantastisk godt vejr med rekordvarme marts-dage. For det har jeg ikke. Absolut ikke.

 

Men tøjet, det er en udfordring.

 

Om morgenen er det virkelig koldt med næsten-frost grader og havgus helt ind i det midtjyske. Og da jeg er en frossenpind, synes jeg ikke, jeg kan undvære hverken handsker eller tørklæde, og egentlig heller ikke støvler på min meget korte cykeltur til arbejde.

 

Efter et par timer kommer solen, og temperaturen bliver meget sommeragtig på kontoret, hvor indeklima er et fremmedord.

 

Så Fruen får det varmt. For nu at udtrykke det diplomatisk ...

 

Og affører sig så mange lag som det anstændigvis er muligt. Hvilket slet ikke er nok. Støvlerne forbandes langt væk.

 

Når kontordagen endelig er omme, stoppes handsker og tørklæde i cykelkurven, og så prøver jeg at gætte, hvad der er mindst slemt: At smelte i vinterjakken eller fryse uden?

 

Det bliver jeg træt af efter et par dage og beslutter optimistisk, at jeg godt kan overleve i lidt mindre varmt tøj om morgenen. Så væk med vinterjakke, handsker og støvler og på med mellemtings-jakke og sko.

 

Jeg klarede det, men det var slet ikke sjovt i de otte-et-halvt minut, det varede.

 

Nu skifter vejret. Himlen gråner, det blæser op, og temperaturen er landet på ordinære 11 grader.

 

Det er slet ikke sjovt, men jeg kan bedre finde ud af det ...

Død over birketræerne

 

Hvad jeg ikke fortalte om min weekend i haven var, at jeg til en afveksling ikke hørte en eneste løvsuger.

 

Hvilket nok især skyldtes, at naboen fik fældet træer. Af to energiske, professionelle træ-dræbere.

 

Det virkede som en støjbarriere, som fuldstændig lukkede al anden larm ude.

 

Der var nemlig gang i to forskellige motorsave plus en flismaskine. Enten hvislede den lille tøse-motorsav, som var beregnet til ham, der sad oppe i træet. Eller også brølede den store motorsav, der omdannede al fældet træ til håndterbare stykker. Holdt motorsavene pause, var det kun fordi flismaskinen skulle fodres til niveauet lige under kvælning ...

 

Normalt er jeg ikke meget for træ-fældning.

 

Synes tit, det tager overhånd. Det var især slemt på vores 'gamle' vej, hvor en enkelt nabos træfældnings-projekt havde det med at gribe om sig. Alle hjemmeværende mænd blev hidkaldt af lyden (og udsigten til efterfølgende ølpause). Men det var aldrig nok at fælde bare et træ. Nix. I løbet af ingen tid bredte massakren sig til adskillige haver, hvor ingen træer over to meter kunne vide sig sikre. Så røg gran, bøg og æbletræer.

 

En enkelt gang røg der også en luftledning. Og arbejdet blev sat på stand by, til energi-selskabet havde været ude med stigevogn og hovedrystende miner.

 

Men vores nuværende nabo skal ikke høre et eneste ondt ord om sin træfældning fra min side.

 

For det var birketræer, det gik ud over.

 

Og jeg har et ret anstrengt forhold til træsorten birk. Som jeg mener burde være forbeholdt svenskere i Sverige. Eller endnu bedre; finner i Finland. Altså ikke fordi jeg har noget i mod hverken svenskere eller finner. Jeg synes bare, at det er hos dem, birketræerne hører til ...

 

Birketræer har nydelige stammer, men så det også sagt.

 

Resten af træet sviner.

 

Først med pollen. Som, ud over at lægge sig i gule plamager hvor det kommer frem, også lægger sig i mine luftveje. Så jeg nyser og sprutter, gnider øjne og tørrer næse.

 

Heldigvis er det ret hurtigt overstået. Men for at føje spot til skade, er raklerne nu så tørre, at de begynder at drysse. Og flyve rundt. I ugevis kan man se birkefnuller blæse rundt i luften på deres vej til åbne døre, vinduer og sprækker, hvor de straks suser ind og lægger sig over alt, på alt og i alt. Det ligger på køkkengulvet og i vindueskarmen. Det sidder i håret og det rene vasketøj. Og det lander i store mængder i det kaffekrus, som jeg har taget med ud i haven.

 

På et tidspunkt hen på sommeren begynder det at stilne af, men så går der kun et øjeblik, før bladene visner, blæser rundt og lægger sig i alle krogene, i carporten og helt inde i skuret. Og birkeblade er små og dumme og ikke til at rive sammen.

 

Til sidst bliver det vinter og blæsevejr, og af en eller anden grund får det birketræerne til at smide alle de små kviste ned på min plæne. Hvor jeg i øjeblikket går og river og samler op i store mængder.

 

Jep, jeg er ret pas på birketræer.

 

Og derfor var det helt i orden med mig, at naboen fik fældet et par stykker eller tre af slagsen. Også selvom det larmede. Og savsmulden føg os om ørerne og landede i kaffen. Endda hvis jeg ender med selv at skulle feje op efter projektet i min egen indkørsel (jeg afventer stadig, om naboen virkelig ikke gør det), vil det være okay med mig, for det vil være sidste gang, jeg skal rydde op efter netop de træer.

 

Ha! Tag den, dumme birketræer!

 

***

 

Og til beroligelse for birketræs-elskerne, skal det lige tilføjes, at naboen stadig har hovedparten af sine birketræer stående, hvor de hele tiden har stået. Den anden nabo har mindst ti træer. Og så er der dem på kommunens stykke omme bagved. Plus alle de andre. Midtjylland bliver næppe birketræs-frit område lige straks ...

 

Langt ned ...

 

Krudt, ukrudt eller ligefrem tidsler?

 

Sådan en skøn forårs-weekend i haven gør mig ganske flad.

 

Al den friske luft er jeg jo slet ikke vant til ...

 

Meget af tiden er foregået med måsen i vejret i et forsøg på at skille skidt fra kanel i staudebedet.

 

Og i år er jeg nødt til at bruge briller for at have bare en lille chance. Det er jeg ret træt af, for jeg glemmer ind til videre konsekvent at tage dem med ud. Altså brillerne.

 

Men det er nødvendigt med briller, og nogle gange er det faktisk slet ikke nok. Så kigger jeg undrende på det grønne, der titter op, og spekulerer som gal på, om det bare er ukrudt, eller om det monstro kan være en lille selvsået staude eller ditto sommerblomst.

 

Efterhånden har jeg dog lært, at der er visse gennemgående træk ved både krudt og ukrudt. Er det noget, der er stort set umuligt at få op, er det garanteret ukrudt. Er det omvendt noget, der slipper jorden meget nemt, er det næsten altid - ups - noget, der skulle have haft lov til at blive stående.

 

De selvsåede stauder og sommerblomster får nemlig lov at blive stående stort set lige, hvor de vil.

 

Det bliver mit bed ret kaotisk af, men det er helt i orden med mig.

 

Ind til videre i hvert fald.

 

For det kan da godt være, at jeg en dag bliver træt af lupiner, som er dem, der breder sig mest hysterisk. Og morgenfruerne, som bare skal såes én gang, og så har man dem forever.

 

Men hellere det end et tidselbed ...

 

Sådan et var jeg ved at anlægge mig for nogle år siden, da jeg prøvede at omdanne matriklen fra byggetomt til have.

 

Fordi.

 

Fordi jeg havde en enkelt, mægtig flot tidsel. Og så skulle jeg liiige se, hvor stor den kunne blive.

 

Og det var dumt.

 

For den kunne blive meget stor. Og førend den var færdig med at vokse, var de første blomster allerede gået i frø. Og førend jeg fik den høstet og fjernet, havde den smidt cirka en million frø, som alle kom op i løbet af nul komma ingen tid. Og igen året efter. Og igen igen.

 

Den fejl gentager jeg ikke.

 

Nu pudser jeg brillerne, og så er der no mercy.

 

 

Lille, sød og uskyldig ser den ud, men jeg ved bedre ... (Ja, jeg havde altså ikke lige nogen fotogene tidsler ved hånden).

 

Kan ikke være mig selv bekendt

 

Noget, jeg virkelig hader, er at være utilfreds med noget, som jeg dybest set overhovedet ikke kan tillade mig at være utilfreds med ...

 

Som fx nu idag:

 

Gemalen var taget tidligt afsted og kørt til forundersøgelse på et af regionens fjerneste hospitaler. (Ja, vi gør lidt i hospitaler lige pt). Bare et lille indgreb, der skulle eksekveres i morgen.

 

Men så fik jeg pludselig en sms, at operationen var udskudt til ultimo april. Og at Gemalen derfor ville aflyse deltagelse i et bestyrelsesmøde.

 

Og da var det Fruen gik i et ucharmerende mig-mode.

 

For den allerførste tanke var, at ØV det var bestyrelsesmødet med efterfølgende middag med påhæng og deraf følgende overnatning på spritnyt, fancy hotel.

 

Skulle jeg nu virkelig gå glip af det?

 

Det sad jeg så og skumlede lidt en hel del over.

 

Et par timer senere ringede Gemalen.

 

Der var opstået et eller andet akut, så en hel masse operationer måtte udskydes.

 

- Og så har jeg iøvrigt fået at vide, at jeg ikke må cykle i en HEL måned efterfølgende, tilføjede han med lille, flad stemme.

 

- Jamen, lægen sagde da.. begyndte jeg.

 

- Ja, svarede Gemalen, men da de så hørte, hvor MEGET jeg cykler, ændrede de det til en HEL måned.

 

Da Gemalen er cykel-freak i særklasse, er det en katastrofe af de mellem-svære. Sæsonen begynder om et lille øjeblik, og ikke alene vil Gemalen ikke kunne deltage i de første løb, han kan ikke en gang træne ...

 

Pludselig kunne jeg mærke mine alt for små mig-mode-sko klemme noget så grusomt.

 

***

 

For lidt siden meddelte Gemalen endda, at han har fået flyttet operationen, så han kan deltage i sit bestyrelsesmøde - og Fruen se frem til spritnyt, fancy hotel.

 

Mine sko er nu mindst 10 størrelser for små ...

 

3L - forår i provinsen

 

Oh forår!

 

Jeg ææælsker foråret.

 

Dagene bliver lysere og længere. Solen skinner. Fuglene fløjter. Alting pibler og gror, og luften er frisk og forårsagtig.

 

Og jeg drømmer om at sidde med en kop kaffe i en lun krog og bare nyde det hele.

 

Helt perfekt.

 

Sådan er det i hvert fald inde i mit hoved.

 

Hvert år.

 

Og det er egentlig lidt overraskende, for erfaringen burde fortælle mig, at det kun er en meget lille del af sandheden om foråret.

 

Den lyserøde del ...

 

Virkeligheden er i meget højere grad præget af de tre store L'er.

 

Første L står for Lugt. Lugten af forår.

 

Hvor man på en skøn solskinsdag går ud af sin hoveddør og trækker vejret dybt.

 

Og straks bliver mindet om, at man bor i provinsen. Tæt på byskiltet og det åbne land. Hvorfra der kommer en umiskendelig brise af landlivets glæder.

 

- Her lugter landligt, ville min mor sige.

 

- Hvorfor lugter her af lort? spørger Pigebarnet forurettet.

 

Oh forår!

 

Heldigvis går det ret hurtigt over igen.

 

Ikke som med andet L. L for Lyd. Eller L for Larm.

 

Ved første forårstegn vælter enhver provinsbo med hus og have udenfor. For nu skal der ske noget.

 

Og det går ikke stille af. Motorsave og løvsugere brøler om kap. Og fra ringvejen høres de hidsige accelerationer fra glade motorcyklister, der endelig igen har fået asfalt under hjulene. (Og åbenbart ikke skal i haven).

 

Oh forår!

 

Sidste L er mit yndlings-L. L for Losseplads. (Genbrugsplads lyder bedre, I know, men så forsvinder L-ideen jo).

 

Hvert år, samtidig med overgangen til sommertid, åbner lossepladsen igen om søndagen.

 

Og det er intet mindre end fantastisk.

 

For det betyder, at alt det have- og andet affald, man i sin iver har produceret lørdag, kan man nu komme af med. Med det samme. Og det gør man så. Ligesom alle de andre. Og hele søndagen er der derfor et sandt kaos på lossepladsen. Bakkende trailere, uheldigt parkerede biler og emsige, meget travle orange mænd, der styrter rundt og prøver at forhindre, at nogen formaster sig til bare at hive alt deres skrammel i 'stort brændbart'.

 

Oh forår!

 

Jeg ææælsker foråret. Det gør jeg virkelig.

 

Og i en uge med to torsdage vil jeg sætte mig i en solskins-krog i haven med min kaffe og bare nyde den friske luft og fuglenes fløjt ...

 

 

 

 

 

Fru Brok - og hvad der videre hændte

 

Når man som Fru Brok er voldsomt nysgerrig, er det lidt en udfordring at sidde i en sygeseng på en stue med tre ukendte damer.

 

Hvorfor ligger de der, og hvor meget kan man tillade sig at spørge dem om?

 

Det var nogle meget søde og venlige koner, men derfor var det jo ikke sikkert, at det var i orden at krydsforhøre dem.

 

Damen i sengen over for mig sprang rundt i grad, der forbløffede mig.  I løbet at nul komma ingen tid havde hun været i bad og var iført sit civile tøj, mens hun svingede rundt med sin weekendkuffert.

 

Et øjeblik efter fik vi alle forklaringen. En ung læge kom ind og fortalte, at scanningen havde vist galdesten. Blev det et tilbagevendende problem, skulle hun overveje operation. Indtil videre skulle hun nok lige holde lidt øje med, hvad hun spiste.

 

Aha, så var det derfor. Hun var slet ikke blevet skåret i. Så kunne hun jo sagtens hoppe rundt.

 

Dermed var der gået hul på bylden, og hun fortalte, hvordan hun havde været til fødselsdag. Havde spist lagkage og havde fået så ondt, at hun var blevet indlagt ba-buh og med blå blink. Faktisk havde det heller ikke været en succes forrige gang, hun spiste lagkage, så måske var der noget med de der lagkager.

 

Vi andre havde selvfølgelig straks meget ondt af hende, for det ville unægteligt være trist at skulle gå en lagkageløs fremtid i møde ...

 

Min nabo meldte ind med, at hun faktisk netop var blevet opereret for galdesten. Planlagt og efter bogen. Og så snakkede de to videre, mens jeg fik besøg af Gemalen og Pigebarnet.

 

Efter den almindelige gensynsglæde, opstod der ret hurtigt lige så almindelig utilfredshed med, at jeg ikke vidste, om jeg kunne komme med hjem. Men der var ikke noget at gøre. Lægen var forsvundet igen, og vi var stadig tre, der ventede på stuegang.

 

Pladsmangel sendte familien ud på gangen til nogle stole i et lille indhak. Selvom Pigebarnet var voldsomt utilfreds med sin mors påklædning. Stadig operationsskjorte, hospitalsunderhylere, charmerende operationsstrømper, røde støvler og trøje. Men uden besked gad jeg ikke at gå i bad og bøvle med omklædning. Pigebarnet overvejede kort, om hun skulle melde sig ud af familen ...

 

Endelig kom overlægen.

 

Jeg kom på plads i sengen, og familien blev smidt ud.

 

Tre patienter.

 

Tre minutter.

 

- Gå hjem, gå hjem, gå hjem.

 

Og det gjorde vi så.

 

Siden har jeg googlet brok og fundet ud af, at det, jeg fejlede, er ret sjældent og har et meget fint navn 'femoralhernie'. Også kendt som lårbrok, der til gengæld ikke lyder særlig smart. Det rammer især kvinder, der er lidt ældre, overvægtige og har været gennem flere fødsler. Står der.

 

Hmm.

 

Det er altså ikke mig. Jeg er helt uden for kategori. Og åbenbart bare lidt svag i sammenføjningerne.

Fru Brok på hospitalet

Klokken lige godt midnat fløj døren til stue 19 på K11 op, lyset blev tændt, og Fru Brok blev skramlet ind på plads blandt tre sovende kvinder.

 

Altså, de sov så ikke mere. Den ene satte sig op i sengen med et spjæt, spurgte forskrækket, hvad der foregik, kom i tanke om, hvor hun var og lagde sig pænt ned igen. En anden vendte sig bare om og sov videre, mens den tredie benyttede lejligheden til at trisse en tur ud på toilettet.

 

Så blev lyset dæmpet, gardinerne rullet for, og en sygeplejerske stod parat til at tage imod.

 

Nu var det hele jo godt overstået. Alle mine ting var blevet bragt op. Og hvis jeg ikke havde kvalme, så ville jeg måske have noget at spise?

 

Det ville jeg godt, men allerførst ville jeg gerne have min mobil, så jeg kunne ringe til Gemalen. Han var blevet hjemme, da ingen af os mente, at det ville gøre Pigebarnet godt at blive trukket rundt på et hospital midt om natten.

 

Et øjeblik efter kom sygeplejersken tilbage:

 

- Dine værdigenstande er desværre ved en fejl ikke kommet herop, men er i stedet bragt ned til Centralsekretariatet. Og der er altså lukket nu.

 

Nå.

 

Vi blev så enige om, at Gemalen nok selv ville ringe til hospitalet, når han ingenting hørte.

 

Det gjorde han også.

 

Så mens jeg var igang med at indtage et let natmåltid, der nærmest havde karakter af et komplet morgenmåltid plus et æble, kom sygeplejersken ind igen og fortalte, at nu havde hun snakket med Gemalen og fortalt ham, at jeg havde det godt.

 

Alt vel, og så sov jeg. Og først vågnede igen, da de første morgen-skrammel-lyde startede ved sekstiden.

 

Straks efter indfandt den første sygeplejerske sig for at måle blodtryk og temperatur.

 

Derefter skete der ikke noget før klokken halv otte, hvor der var morgenmad, og de andre damer vågnede op og sagde pænt goddag.

 

Morgenmaden skulle man selv hente. Fint nok. Pænt nej tak til øllebrød og havregød. Ikke fordi jeg har noget imod nogen af delene. Men det skal altså ikke være hospitalsudgaven. Så hellere A38 og rugbrød med syltetøj. Og juice. Og kaffe, som levede helt op til fordommene og smagte forfærdeligt.

 

Derefter slog jeg en klo i den første sygeplejerske, der nærmede sig. Det var den her mobil, jeg godt ville have fat i.

 

Et øjeblik efter kom hun tilbage:

 

- Den ligger altså nede i Centralsekretariatet, og det er ret bøvlet, hvis jeg skal hente den for dig. Med fuldmagt og sådan, forklarede hun. Og her er ret travlt, så kan du ikke bare selv hente den?

 

Det tænkte jeg lidt over.

 

Det var jo gået meget godt med at hente en bakke med morgenmad helt ovre på den anden side af gangen, så jeg kunne vel også klare at finde ud til elevatorerne, køre ned på 2. sal, finde vej hen til Centralsekretariatet og hente mine ting?

 

Som tænkt så gjort.

 

På det tidspunkt var jeg stadig iført operationsskjorte, hospitals-underhylere og de charmerende operationsstrømper. Morgenkåben hang hjemme i skabet. Men jeg havde da en fleece-trøje. Og mine røde støvler ...

 

Og så afsted.

 

Vel nede på 2. sal havde jeg absolut ingen ide om, hvor jeg så skulle hen, så jeg var nødt til at spørge mig for. Heldigvis var jeg på rette vej. Hen ad en gang, til højre gennem en dør og så hen ad en ny gang og til venstre. Så var jeg der.

 

Hvad jeg ikke havde regnet ud på forhånd var, at Central-sekretariatet samtidig var Modtagelse. Der hvor man henvendte sig, når man kom ind med sin lille søn, der ikke kunne støtte på det ene ben. Han sagde ikke noget, den lille dreng. Men det kan kun skyldes, at han enten havde for ondt i benet, eller at han var vældig godt opdraget. Hans mor sagde heller ingenting. Kneb bare munden sammen og så en anelse skræmt ud.

 

Jeg fik mine ting og skyndte mig tilbage. En lidt større dreng sad og hang på en stol. Han nåede lige at åbne munden, men lukkede den skyndsomt igen.

 

- Hvorfor ringede du ikke, klagede Gemalen i det øjeblik, jeg kom igennem til ham.

 

- Jamen, min telefon var jo arkiveret, og jeg kunne ikke få fat i den. Og sygeplejersken sagde, at du havde ringet og fået at vide, at jeg havde det godt, forsvarede jeg mig.

 

- Det kan godt være, men jeg bad dem jo om at få dig til at ringe, så jeg var oppe til klokken halv tre for at vente.

 

- Jamen ...

 

Vel tilbage på stue 19 kunne jeg konstatere, at der fra de to vinduespladser var den skønneste udsigt over søen.

 

- Ja, de siger jo, at det er byens bedste og dyreste udsigt sagde den ene vinduesdame stolt.

 

Derefter var der bare at kravle i seng igen og småsove eller småsludre sig gennem formiddagen til stuegang.

 

Fortsættelse følger.

Det ser hurtigt meget drabeligt ud!

Kvinder får da ikke brok

Først føltes det som om, Fruen havde slugt et helt pindsvin, og at at det nu på vej - baglæns - gennem hele systemet. Senere føltes det som om, pindsvinet havde medbragt våben. En sabel eller et sværd.

 

Det var slet ikke sjovt, så Fruen gik i seng.

 

Næste morgen var pindsvinet væk, men sablen var tilbage. Og en nærmere undersøgelse afslørede en lille bule i venstre lyske.

 

- Tror du, jeg har brok? spurgte jeg Gemalen.

 

- Det kunne godt føles sådan, men det er jo ikke noget, kvinder får, mente Gemalen. Det er nok en hævet lymfekirtel.

 

Det gjorde dog tilpas ondt til, at Fruen ringede til vagtlægen.

- Kvinder får jo ikke brok, meddelte lægen. Det er nok noget muskulært, som fortager sig igen. Er det ikke væk til mandag, kan du jo henvende dig til egen læge.

 

Det var lørdag morgen.

 

Mandag morgen var det ikke blevet meget bedre.

 

Afsted til egen læge.

- Det ligner godt nok brok, sagde lægen. Det er ellers sjældent noget, kvinder får. Måske er det bare en hævet lymfekirtel.

- Men jeg synes, du skal ses på af nogen med mere forstand på den slags. Jeg ringer lige til hospitalet,og så får du en henvisning. Så skal du bare tage derop med det samme.

 

Godt så. Først tilbage på arbejde og meddele, at nu tager man altså på sygehus. Så hjem til Gemalen med samme besked.

 

Og så afsted.

 

Formel indlæggelse med seng og det hele.

 

- Du må nok hellere faste, sagde sygeplejersken.

 

Efter lidt ventetid kom en ung, mandlig læge.

 

Og her var det så nødvendigt at glemme alt om almindelig sippethed eller blufærdighed.

 

- Jeg bliver jo nødt til at udelukke, at det ikke er noget indvendigt, sagde den unge mandlige læge, så jeg skal lige foretage en gynækologisk undersøgelse af dig.

Jeg tror, jeg havde mere ondt af ham end af mig selv.

Han meldte alt vel indvortes.

 

- Det er nok brok, men jeg er ikke helt sikker. Det er jo også ret sjældent, at kvinder får det. Så vi skal lige have dig scannet, og så kommer der en mere erfaren læge og kigger på dig.

Først kom den mere erfarne læge. Også mand.

 

- Ja, det er vist brok. Nu vil jeg prøve at presse den tilbage. Det kan man sommetider, og så slipper man for operation.

Og så pressede han, og Fruen gav sig.

 

- Du får lige lidt morfin, og så prøver jeg igen.

 

Morfinen var en meget ubehagelig oplevelse, men det gjorde da ikke så ondt, da han prøvede igen. Uden held.

- Nej, det kan jeg ikke, sagde lægen Nu skal vi have dig scannet, så vi kan se, hvad vi har med at gøre.

 

Afsted til scanning - og to nye, mandlige læger.

Først ultralyd.

- Det er svært at se, så vi skal lige have dig til CT-scanning også, forklarede den ældste.

 

Så CT-scanner.

Denne gang ingen kommentarer, men bare tilbage til stuen.

 

Sygeplejersken kom.

 

- Vi skal have gjort dig klar til operation, så jeg skal lige vaske din navle og fjerne lidt hår..

 

Derefter kom lægen.

 

- Ja, vi kan nu se, at du har en lille brok. Der sidder et stykke tyktarm fast, så vi laver en åben operation. Vi tør ikke nøjes med en kikkertoperation.

 

Et halvt døgn, fire læger - alle mandlige - to scanninger og en tredjedel intimbarbering senere kunne det slås fast, at kvinder altså også kan få brok.

Øv, tænkte Fruen og gav sig sin skæbne i vold.

Fortsættelse følger..

Pas, siger jeg bare

En er taget til New Zealand. En hel måned! En anden er på vej til Thailand.

Mens jeg bare sidder på min flade.

Og ikke kan ret meget andet, fordi brugt ferie og ingen penge er det eneste, vi har nok af.

Øv.

Men jeg kan dog sørge for at få forudsætningerne på plads.

Til hvis..

Og så er det jeg gerne lige vil vide, hvem det er, der har bestemt, at alle skal se grimme ud i deres pas?

Lagde 675 gode danske kroner nede i borgerservice, så jeg kan få fornyet mit pas. Nyt billede skulle der også til.

- Du skal sidde lige og se lige på mig, og du må ikke smile, sagde fotografen.

Det var lettere sagt end gjort, for ved siden af stod Pigebarnet og grinede og syntes, at hendes mor så dum ud.

Hvilket hun havde ganske ret i.

- Sådan er reglerne, sagde fotografen undskyldende. Tidligere måtte man godt sidde med siden til, og man måtte smile. Så var det jo lidt lettere at tage pæne billeder.

Denne lidet flatterende udmelding undlod jeg at kommentere..

Det er ikke nogen trøst, men i mit gamle pas så jeg også dum ud.

Nu ser jeg dum ud på en ny måde.

Og det skal jeg så gøre de næste ti år..

Suk.

Det burde handle om kvindekamp, men..

På sådan en halv-hellig kvindedag, burde man (læs: jeg) bruge bare en lille smule krudt på emnet.

 

Bare som en personlig refleksion over det der med kvinderne, tiden, forskellene, lighederne osv.

 

Problemet er bare, at så snart nogen nævner kvindernes kampdag, går min hjerne i hak og jeg suges ubehjælpeligt tilbage til mit første og eneste møde med en kvindebevægelse på barrikaderne.

 

Det foregik for cirka 100 år siden. Jeg gik i 2g, og klassen var på studietur. Til Rom.

 

Det var den 8. marts, og det var der ikke nogen, der havde skænket en tanke.

 

Men pludselig stødte vi ind i en demonstration med højtråbende, bannersvingende romerinder. Det var dengang, der var noget, der hed kvindekamp. Og kvinderne blev da også mødt af kampklædt politi.

 

Tyve unge, jyske underkæber landede simultant på tyve unge, jyske brystkasser.

 

Og der stod vi så og glanede, ind til den ene lærer kom så meget til sig selv, at han fik gennet os i den modsatte retning, inden situationen udviklede sig.

 

Den anden lærer så vi først igen om aftenen. Han havde totalt glemt alt omkring sig og var nysgerrigt styrtet efter demonstranterne.

 

Hvad der videre skete, fik vi aldrig at vide, og vi var også aldeles uinteresserede.

 

Vi havde mere alderssvarende intereresser såsom tøjbutikker, skobutikker og diskoteker og videre i den dur. Alt det sjove, som fyldte 95 procent af vores hoveder, mens der kun var 5 procents kapacitet til Peterskirken, Forum Romanum og Den Spanske Trappe og alle de andre fantastiske ting, som bør opleves i Rom.

 

Men vi havde det sjovt. Rigtig sjovt.

 

Derfor kan jeg heller ikke tænke på kvindernes internationale kampdag uden også straks at tænke på Rom, og på hvor sjovt vi havde det, dengang i 2g.

 

Og så sidder jeg pludselig der og gnækker gammelkoneagtigt.

 

Hvilket jo ikke har meget med kvindekamp at gøre..

Nemt - men for hvem?

 

I et lillebitte midtjysk firma som Verdensfirmaet lever visse fordomme i bedste velgående.

 

Blandt andet, at det offentlige er besværligt, bureaukratisk og i det hele taget lidt noget opreklameret pjank, som det absolut ville være bedre at være foruden.  

 

Jeg har lige fået fordommen bekræftet.

 

I en grad, så jeg var nødt til at overveje, om jeg skulle grine hysterisk, græde afmægtigt eller bare dunke hovedet ind i væggen, til jeg glemte, hvad jeg var utilfreds med.

 

Ind til videre har jeg valgt det første.

 

Meen, altså:

 

Det sker ret sjældent, at der i Verdensfirmaet er brug for at få lønrefusion fra det offentlige. Derfor føles det som en ny udfordring hver gang, da ingen kan huske, hvad vi gjorde sidst.

 

Så glæden var stor, da der gik mindre end et halvt år mellem, at to medarbejdere blev fædre, og firmaet skulle have lønrefusion i forbindelse med barselsorloven. Men ak, kort blev glæden, for selvfølgelig var systemet lavet om i mellemtiden.

 

Nu skal man gå ind på hjemmesiden NemRefusion og indberette. (Alene navnet NemRefusion bør vel gøre en lidt mistænksom??) Men for at gøre det, skal man have en medarbejdersignatur, som kan fåes ved henvendelse til DanID.

 

Det skulle være så nemt.

 

Det er det ikke.

 

Den digitale signatur blev bestilt til mig, Fruen i Midten. Og et par dage senere kom der et brev, om at jeg nu var oprettet, og at jeg, for at komme i gang, skulle følge vejledningen, der kom pr. mail.

 

Det kedelig var bare, at mailadressen var forkert registreret, og mailen derfor sendt ud i det blå.

 

Altså gik jeg ind på DanID's hjemmeside for at finde et telefonummer, så jeg kunne få løst problemet.

 

Men i DanID vil man vist helst være i fred, for det er umuligt at ringe dertil. Under fanen Support er der ganske vist et nummer, man kan ringe til.

 

Men når man så ringer, bliver man først mødt med en laaang besked om, at man kan finde råd og vejledning på hjemmesiden. (Det var så det, jeg lige havde opgivet). Dernæst kommer man ind i et slusesystem med en masse valgmuligheder, man først skal taste sig igennem. Til sidst ender man dog uvægerligt ved samme båndede besked, at man skal kontakte sin administrator eller skrive en mail. Det er muligt, at man kan omgå systemet og komme igennem til et rigtigt menneske. Jeg fandt bare ikke ud af det. 

 

Altså mail.

 

For at få lov til at maile skal man udfylde en hel masse først. Ud over firmanavn og CVR-nummer skal man også informere om computerens styresystem og browser. Lidt voldsomt, når man nu bare gerne vil i kontakt med nogen for at fortælle om en forkert mailadresse..

 

Klokken 16.00 tikker der en mail ind, hvor der stod - sådan cirka: 'Kære Frue i Midten, i dit firma er det Fruen i Midten, der administrerer medarbejdersignaturer. Du skal derfor henvende dig til hende for support.'

 

Uh uuh huhh. Da var det, jeg var lige ved at knalde hovedet ind i væggen.

 

I stedet grinede jeg bare hysterisk og skyndte mig hjem.

 

**

 

Retfærdigvis skal det nævnes, at der her til morgen er kommet en ny mail. Sendt af et rigtigt menneske. Og med et helt menneskeligt indhold, om at nu er fejlen rettet, og jeg bør kunne komme igang.

 

Det håber jeg så.

 

 

Derfor bestemmer føtex, hvad jeg læser..

En doven hund; det er, hvad jeg er. Tit spiller bekvemmeligheds-faktoren en lidt for stor rolle i det, jeg foretager mig.

Således også med bøger.

De skal helst være tilgængelige. Som i lette at få fat på.

Derfor er det skønt at bestille bøger hjem over nettet. Til levering i Verdensfirmaet, så jeg er helt sikker på ikke en gang at skulle på posthuset efter dem.

Men selvom bøgerne ikke nødvendigvis er dyre hver for sig, så er de jo heller ikke gratis. Og slet ikke, hvis man har købt sig en hel stabel..

For ikke at friste mig selv (og udfordre min økonomi) unødigt har jeg stoppet alle nyhedsbreve fra diverse net-boghandler. Sådan lidt ud fra devisen 'ude af øje - ude af sind'.

Det eneste sted, jeg derfor dagligt møder bøger, der tigger om at blive købt, er således i føtex. Her står bøgerne lige til at flå ned i vognen til mælk og vaskepulver. De er altid på tilbud. Nogen af dem i hvert fald. 50 kroner for en bog. Det er jo næsten gratis.

Nemt. Nemt.

Så er der lige det med udbuddet. Som måske nok kunne være større. Som i meget større. (Men det er jo et supermarked, hvad kan man forvente?). Det er ind til videre ikke lykkedes mig at spotte et eneste af Amrits mange gode forslag. Og jeg begyndte at spekulere på, om mit bogvalg skulle være bestemt af føtex' udbud.

Fanden heller vel!

Biblioteket altså.

Forleden aften, da Pigebarnet alligevel skulle sættes af til ballet lige ved siden af, marcherede jeg hen til skranken og ville gerne hjælpes. For jeg kunne jo ikke huske titlerne og endnu mindre forfatterne.

Biblioteksdamen - hun var altså ikke bibliotekar, er jeg sikker på - så lidt skeptisk på mig, og der var bestemt ingen klokke, der ringede ved min ufuldstændige forklaring.

- Hmm, tænkte jeg, måske låner de kun bøger ud, som også står på hylderne i føtex?

Det lykkedes dog den rare dame at finde de to bøger, som jeg havde efterspurgt.

- Jo jo, her er de, proklamerede hun stolt. Men de er udlånt.

Så jeg kom på venteliste.

Allerede næste formiddag tikkede der en mail ind, om at nu var begge bøger kommet hjem og stod til afhentning.

Men da havde jeg jo ikke tid til at hente dem.

Det havde jeg fredag. Først skulle jeg aflevere en pakke på posthuset, som lukkede klokken 5. Men biblioteket havde jo længe åbent, så det var ikke et problem, tænkte jeg.

Der tog jeg fejl, for biblioteket lukker allerede klokken 4 på fredage, mens det har længe åbent en hel masse andre dage. Det fandt jeg selvfølgelig først ud af, efter jeg havde parkeret og pænt betalt p-afgift og det hele.

Lørdag er der åbent to timer midt på dagen, så det skulle lige passes ind med 17 andre gøremål.

Men det lykkedes. Jeg fandt en parkeringsplads. 'Glemte' at betale p-afgift og stormede ind bevæbnet med reservationsnumre og sygesikringsbevis.

Og fandt bøgerne i en vældig fart.

Bare for at konstatere, at der var kø ved check-ud. Den ene scanner var i udu. Og de to personer før mig skulle begge låne to fulde bæreposer bøger.

Så det tog sin tid. Og jeg trippede.

Endelig blev det min tur. Hvorefter maskine fortæller mig, at pinkoden er forkert.

- Gu er den ej, hvæsede jeg indædt og prøvede igen.

Men maskinen var ubøjelig, så jeg måtte over til skranken efter hjælp.

Ventetiden brugte jeg til at regne på, hvor mange bøger jeg ville have kunnet købe for, hvad der svarede til en p-bøde.

Endelig min tur. Snakkesaglig dame, udstyrede mig med ny pinkode, forbarmede sig over mig og scannede mine bøger ind, så jeg ikke skulle tilbage i køen.

Og jeg spænede ud igen, som havde jeg stjålet førsteudgaven af borgmesterens erindringer.

Heldigvis ingen p-vagt i syne.

Nu er pulsen tilbage omkring normalt leje. Men det varer altså desværre nok et stykke tid, før jeg igen udfordrer mig selv og biblioteksvæsenet.

I mellemtiden må jeg se, om jeg kan finde noget spændende på hylderne hos føtex.