Krise

Der er krise i den lille familie.

Krise som er uegnet til bloggen, men som i den grad er ved at tage pippet fra os alle tre. Alle er helt hudløse, og en enkel forkert bemærkning kan skabe kaskader af ukvemsord, der richoterer mellem væggene, inden de afløses af tårer.

Vi sover dårligt, spiser dårligt, og jeg kan i øjeblikket betegnes som decideret undervægtig, hvilket ikke just giver overskud til at tackle situationen.

Men vi prøver.

Vi prøver at få professionel hjælp. Selv om det er svært. Og tager tid.

Men det skal nok lykkes.

For det skal det.

Imens ligger bloggen brak.

Pas på jer selv så længe.

Juleferiesmulder og et nytårsforsæt

Så forsvandt 2017 i krudtrøgstågerne, juleferien er et overstået kapitel, og hverdagen indfandt sig klokken nul fem tredive i morges.

Det var godt nok tidligt.

Selv Kamelen var lidt overrasket omend ganske tilfreds med at blive vækket så tidligt.

Efter morgenmad gik vi ud på vores sædvanlige morgentur, men den manglende trafik og de mange mørke vinduer viste, at ude i den virkelige verden er hverdagen ikke slået helt igennem endnu. Så vi kunne gå i vores egne tanker og fundere over, hvad søren der skete, da juleferien fløj forbi?

For den er jo nærmest kun lige startet, og hvordan gik det lige med al den afslapning, der skulle nydes,

alle de bøger, der skulle læses,

projekter, der skulle klares,

kager, der skulle bages,

spil, der skulle spilles og

hyggelige julebreve, der skulle skrives??

Det gik ikke særligt godt. Mildest talt.

Jeg læste stort set ikke. Der blev ikke sat hak ved et eneste projekt. Jeg bagte kager, men ikke så mange som planlagt. De fleste blev først bagt i juledagene, og lige nu kommer jeg i tanke om, at der stadig står en halv portion pebernøddedej og venter på at blive bagt. Det er anden portion, men alligevel. Vi spillede ikke spil. Jeg havde ellers købt et nyt spil, men blev så træt, da jeg forsøgte at læse reglerne, at jeg helt opgav og gik i seng.

Og så var der lige julebrevet, der endte med at blive en nytårshilsen. Godt for mig, at der findes internet, og at det ikke længere er en lille smule uciviliseret at sende sine hilsener via denne kanal i stedet for det sendrægtige postvæsen.

Heldigvis var det ikke fordi nogen af os blev syge, eller der skete ubehagelige ting, som umuliggjorde ferienydningen. Vi var heller ikke udsat for invasion eller invaderede selv andre i særlig høj grad. Næh, det var bare som om juleferien smuldrede mellem fingrene på mig.

Træls.

Hvis ikke det var fordi, der nu ligger en helt ny og ubrugt kalender lige til at fylde med to do-lister, noter og kommende gøremål. Jeg tænker, at hvis jeg sørger for ikke blot at skrive alle de stort set uopnåelige projekter ind, men også fylder pænt op med helt almindelige to do-ting, så bliver der helt sikkert noget at hakke af, og jeg kan igen få en fornemmelse af at have nogenlunde styr på det meste.

Sådan må det være.

Det kan vel godt bruges som nytårsforsæt?

Dagen derpå ...