fredag den 11. august 2017

Tæt på himlen på flere måder


Vi havde en dag mere i Rozmberk, som i sig selv er lidt en hel del for lille til at bruge ret mange timer på, så mens Gemalen cyklede sig en tur, prøvede jeg at lægge en plan, der helt overordnet gik ud på at køre op langs floden i stedet for ned som dagen før. Mere specifikt havde jeg kig på et kloster og et tårn, og så kunne vi jo altid se, om vi kunne nå mere.

Først klosteret, som ligger i en lille by, Vyssi Brod, cirka ti minutters kørsel hjemmefra. Byen er ganske lille, og klosteret omvendt temmelig stort med en imponerende kirke, så det var ikke svært at finde. Det viste sig, at man kun kunne se kirken i forbindelse med en guided rundvisning, som startede cirka tre et halvt minut senere. Alt det fandt jeg først ud af, da jeg stod inde i den lille souvenirbutik, der også solgte billetter. I mellemtiden havde Gemalen gjort sig usynlig, så jeg tog en rask beslutning om, at han sagtens kunne undvære både rundvisning og mig i en times tid, og så fik jeg en billet og en audioguide på engelsk, da rundvisningen foregik på tjekkisk.

- De gik dén vej, pegede Gemalen beredvilligt, da jeg kom styrtende ud og absolut ikke kunne øjne nogen guided tur nogen steder.

Og sådan nåede jeg lige at komme med indenfor, før guiden lukkede - og låste - kirkedøren og begyndte at tale.

Audioguiden var en model, der afveg fra, hvad jeg ellers har været udsat for, på den måde at den virkede ved at skulle have fysisk kontakt - rød dut mod rød dut - med de forskellige kontaktposter rundt omkring i kirken og i de efterfølgende rum. Det var lidt tungt. Først skulle jeg - og de andre - finde ud af det. Dernæst skulle vi spotte kontaktstederne, og så skulle vi stå i kø for at skabe kontakten, som nogle steder drillede meget. Det betød, at audioguide-brugerne kom lidt ud af sync med den øvrige flok og hele tiden sakkede agterud for at få mest muligt med.

Desværre måtte vi ikke tage billeder. Hvorfor er det nu lige, at man nogle steder ikke må det, mens man andre steder gerne må?? Og selv om jeg forleden påstod, at jeg ofte glemmer at tage billeder, så må jeg lige i dette tilfælde indrømme, at der er nogle ting, jeg simpelthen ikke kan huske fra den rundtur, og det ærgrer mig en del.

Allermest ærgrer det mig, at jeg ikke fik et billede af altertavlen. Ikke fordi den var specielt smuk. Selv om det var den vistnok. Men fordi den var under restaurering, og det så helt fantastisk ud. For det første havde man bygget et stillads af bambus, hvilket jeg ellers kun har set i Asien. Men måske var det nemmere at bygge fleksibelt på den måde? For det andet var altertavlen så høj, at stilladset bestod af seks eller syv etager. Det var i sig selv imponerende. Og for det tredie blev der arbejdet på de fleste etager samtidigt, hvilket gav et myreflittigt indtryk. For det fjerde ville det danske arbejdstilsyn næppe have sagt god for sikkerheden, men det er så en hel anden snak.

Jeg kan ikke huske ret mange detaljer om klosteret og kirken, men historien om selve stedet er ret fin. Legenden fortæller nemlig, at en af de lokale riddere - en borgherre fra Rozmberk selvfølgelig - var ved at drukne i Vlatava og i sin kvide lover Vorherre at bygge ham et kloster, hvis bare han må blive reddet. Det hører Vorherre og redder den arme ridder, som til gengæld fluks grundlægger et cistercienserkloster på stedet.

Mindre sjov var forklaringen på samlingen af kirkefigurer - den slags mandshøje figurer af engle eller helgener, man for eksempel ofte ser flankere overgangen fra kirkeskib til kor - i en af salene i klosteret. I stedet for at stå i de kirker, hvor de hørte til, var de blevet reddet, den gang Jerntæppet blev rullet ud, og en lang række kirker stod i vejen ... Ak ja.

Da jeg kom ud igen, havde det regnet lidt, og Gemalen var fortrukket til bilen, hvor han omgående var faldet i søvn. Nu var han så nødt til at vågne, for Fruen ville videre.

Vi fulgte stadig floden, men kørte nu mere mod vest end mod syd.

Jeg ville finde et tårn i en skov ...

Jeg var stødt på billeder og beskrivelse i en folder, der lå i pensionen, men der var hverken navn eller præcis adresse, og trods ihærdig googling havde jeg ikke været i stand til at finde noget som helst om det. Siden har jeg fundet billeder på google maps, men det er for nyt til at være med på selve kortet, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad det hedder. Så jeg vidste bare sådan lidt upræcist, at tårnet skulle ligge oppe i skoven til højre for sø og vej, når vi kom til Lipno. Og så håbede jeg ellers bare, at der var skiltet til tårnet, som jo - var jeg overbevist om - var lidt af en attraktion.

Der tog jeg så fejl, med skiltningen altså, men faktisk fik vi et glimt af tårnet, og så kørte Gemalen op gennem byen og videre ad små skovveje, til vi nåede en parkeringsplads og ikke måtte køre længere. Og så måtte vi jo gå. Nede mellem træerne kunne vi ikke se noget tårn, så det var  lidt spændende, om vi overhovedet havde valgt den rigtige vej.

Det havde vi. Vi kom ud i et åbent område med lifte og et par skipister, og vi var nu ganske tæt på tårnet. Gemalen mente, han havde rørt sig nok, så jeg tog turen alene op. Og op og rundt. Og op og rundt. Tårnet er en helt åben konstruktion, hvor man går hele vejen op i en ikke særlig stejl spiral. Det var ret sjovt. I starten kigger man direkte ind i trætoppene, men kommer så ovenud og kan se ud over landskabet, som er betagende flot. Grønne marker, mørkere skove, bjerge i baggrunden, lidt by og en kæmpestor sø, som er det smukke resultat af en opdæmning af Vlatava en gang i 1950'erne.

Helt oppe blæste det en halv pelikan, og det var ikke helt let at stå stille nok til at tage billeder. Iøvrigt er det svært overhovedet at tage billeder, der yder udsigten retfærdighed. Men stå og glo kan man jo altid. Lige indtil jeg fik øje på nogle ret sorte skyer, der kom rullende fra vest. Så tog jeg benene på nakken og skyndte mig ned. Jeg kunne være kommet hurtigere ned ved at tage den rutschebane, der er i centrum af tårnet, men det var jeg desværre for meget kylling til.

Regnen nåede os, da vi var næsten tilbage ved bilen, men så fandt vi en lille sti helt inde under træerne og undgik at blive våde. Yderligere planer om at se på den lille by og søen blev droppet, og vi kørte hjem ad små veje. Gemalen var nu allerede så stedkendt, at han drejede fra landevejen og kørte ad småveje gennem landskabet.

Det blev turen ikke ringere af.

Uretfærdigt billede af en mageløs udsigt.

8 kommentarer:

Ellen sagde ...

Jeg lægger især mærke til, at eventyr og religiøse fabler minder påfaldende meget om hinanden. Det siger i mine øjne en del om både eventyr og religion :-)
Det der tårn lyder spændende - men du skulle nu have prøvet at tage rutsjebanen ned, synes jeg ...

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Gode historier er vel ofte gjort af det samme stof 😉 Ja, jeg skulle da så. Hvis nu du havde været med, kunne du have vist mig hvordan 😉

Pia sagde ...

Det er altid spændende at jagte det ukendte, og noget kan lyde så mærkeligt at man er nødt til at få sin nysgerrighed styrret. Det tårn hører til den kategori, som vi også ville have gået efter. Billeder yder sjældent. Oplevelserne retfærdighed, men det er med til at huske hvordan det var, og os, der måske ikke har oplevet det, giver det et fint indblik, så ikke alt er overladt til fantasien. Udsigten fra tårnet er uden tvivl fabelagtig.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: I er i hvert fald selv virkelig gode til at finde både særprægede og overraskende oplevelser 🙂 Og har man tid nok, er der jo ingen grund til ikke lige at undersøge tingene lidt nøjere. Ja, billeder fungerer - bliver jeg mere og mere klar over - som en fin hukommelses-støtte for en selv.

/ks sagde ...

Årh hvad. Jeg havde med glæde vist dig hvordan den rutschetur skulle gennemføres. Tænk sig at du lod dén oplevelse gå dig forbi. Tsk tsk.
Cool med det der stillads. Det lyder ret vildt - men det er vel for sent at køre helt derned nu, for at nå at opleve det?! Eller tænker du at det var et langtidsprojekt?

Fruen i Midten sagde ...

KS: Ej, så var det godt nok ærgerligt, at du ikke var med ;-) Starter du Kalaha nu, når du det sagtens. Faktisk tror jeg, der er gode muligheder for at opleve det længe, for selv om der var aktivitet på flere etager på én gang, så virkede det ikke just som om der blev arbejdet på akkord. Sådan noget restaureringsarbejde er vel noget værre pille-arbejde, hvor man er nødt til at være både virkelig grundig og virklelig forsigtig for ikke at spolere mere end man gavner?

Birgitte B sagde ...

Sejt nok med rutchebane. Den er vist tilbygget ;-) kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Ret sejt må man sige! Den er helt sikkert en integreret del af den oprindelige konstruktion, hvor kreative sjæle har udnyttet muligheden for at skabe noget sjovt, når man nu alligevel skulle bygge noget solidt i midten til at bære det hele :-)