onsdag den 19. juli 2017

Fredeligt og udramatisk


Det var så den ferie.

Det eneste, der er tilbage, er bon'er og vasketøj og - selvfølgelig - en masse gode oplevelser, der  forhåbentlig er godt lagret i hukommelseskortet på øverste etage.

Det blev en ret fredelig ferie, hvor pulsen for mit vedkommende kun sjældent kom særlig højt op, og hvor der var dage, hvor jeg stort set ikke foretog mig andet end at spise, læse og sove.

Ikke en eneste gang var vi ved at komme for sent, og ikke en eneste gang oplevede vi noget virkeligt hårrejsende.

På et tidspunkt troede vi godt nok, at der måtte være sket et eller andet forfærdeligt, da vi på motorvejen mellem Hamburg og Berlin så en næsten uendelig strøm af politibiler på vej mod vest. Men så gik det op for os, at der nok snarere var tale om forberedelser til det dengang forestående G20-topmøde i Hamburg.

Iøvrigt oplevede vi kun moderat motorvejsbøvl på udturen. Vi var dog også helt utroligt heldige, da det lykkedes Gemalen at sno bilen ud mellem to holdende lastbiler og ud af en frakørsel i sidste sekund, inden motorvejen proppede helt til med en gigantisk kø, der - kunne 
vi et øjeblik senere se, da vi kiggede ned på den fra en bro - strakte sig, så langt øjet rakte.

Første etape af ferien foregik i Plzen, hvor Gemalen skulle køre mtb-o-løb, og hvor vi boede i den samme udmærkede pension som for henholdsvis to og otte år siden. Det er et ret genialt sted i forhold til Gemalen og de andre mountainbikeres behov. Der er en aflåst gård, hvor bilerne kan stå, og man behøver derfor ikke bekymre sig om hverken sin bil eller de cykler, man måske har stående på bommen bag på. Og desuden stillede værtsparret også et stort - om natten aflåst - rum til rådighed for alle cyklerne. Iøvrigt er der bænke i gården, hvor man kan sætte sig og få en kop kaffe og en sludder med de andre. Og dem var der - når der ikke var løb - nok af, for næsten alle de gamle, garvede mountainbikere fra Danmark havde valgt at indlogere sig netop der.

Vi ankom planmæssigt ved seks-halvsyv-tiden, jeg fik lov selv at vælge værelse og valgte mit favoritværelse i gavlen. Vi fik slæbt vores bagage op, gik tre gange rundt om os selv og derefter ud i byen for at finde noget aftensmad. Og allerede ved den allerførste fortovsrestaurant sad tre af de øvrige danskere og vinkede, og så kunne vi jo lige så godt sætte os der og lade feriestemningen ramme os.


Lidt af Plzen set fra oven.

7 kommentarer:

/ks sagde ...

Hold da op. Det er da helt nye toner ift. dine sædvanlige ferieberetninger. Ingen kommen-næsten-for-sent?! Eller cykler der ikke kan være i bilen? Det lyder godt nok ganske fredeligt og udramatisk. Var maden god?

Fruen i Midten sagde ...

KS: Absolut helt nye toner :-) Jep, god og rigelig. Og med masser af sovs og (oftest) dumplings. Ikke at jeg er den helt store fan af kogt franskbrød, men en gang i mellem er det fint nok til mig.

Ellen sagde ...

Jeg tror, man VIRkelig må være gået i feriemode, hvis man kan sige, at dumplings er okay - så er man laid back i forholdsvis høj potens :-)
Men dejligt at læse, at I havde en god og ikke-puls-øgende ferie ... jeg regner dog med, at vi hører lidt mere om den?

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Haha, jeg tilhører muligvis en minoritet, når jeg ikke står helt af på dumplings? ;-) Jaja, det gør I selvfølgelig :-)

Mia Folkmann sagde ...

Fruen i Midten: Fredelige, udramatiske ferier er meget... FERIEagtige, er de ikke? Jeg kan i hvert fald godt trænge til den slags ind i mellem. Selv om jeg også synes, at det kan være ret sjovt, når man piler rundt og oplever hele tiden. Men hver ting til sin tid... ;-)

Birgitte B sagde ...

Fredelig ferie?!! Den er ny, men helt sikkert tiltrængt ;-) velkommen hjem. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Jo, de er netop meget ferieagtige ;-) Og skønne. En gang i mellem :-)

Birgitte: Helt, helt ny og helt sikkert tiltrængt, ja. Tak :-)