onsdag den 26. juli 2017

Die Knödelwerferin


En af dagene i Plzen skulle Gemalen ikke køre løb, og jeg øjnede straks chancen for at komme ud og se noget.

- Skal vi ikke køre til Bamberg?

- Til Bamberg?! Er du klar over, hvor langt, der er til Bamberg? spurgte Gemalen.

Det var jeg godt, men det var Gemalen ikke, og jeg håbede, at han bare ville sige ja uden at undersøge det. Det gjorde han ikke, og så kom vi ikke til Bamberg ...

Men køre en tur ville Gemalen godt, og så kørte vi ad landevejen mod syd. 

Og direkte ind i en kø. Der stod næsten bomstille. Den slags kan Gemalen ikke ret godt med, så da opstod en mulighed for at lave en u-vending, gjorde han det, og så kørte vi lidt ad nogle mindre veje, før vi kom tilbage til landevejen og fandt årsagen til køen: En varevogn var i forbindelse med et uheld braget ind i en el-mast, og nu lå og hang luftledningerne ud over vejen, mens diverse redningsfolk vist især afventede, at der kom nogen med det rette grej til at retablere ledningsnettet. Jeg var lige ved at blive sur over, at vi nu bare skulle holde i kø fra en anden vinkel, men heldigvis for os kom vi fra en lille stikvej med stort set ingen trafik, og vi fik derfor lov at kante os igennem med det samme.

Videre og stop i Klatovy, hvor vi pludselig godt kunne se, at vi havde været før, så da vi havde gået en tur på torvet og kigget lidt på det marked, der desværre kun var ved at blive sat op, kørte vi videre mod den tyske grænse og Bayerische Wald. Vi kørte på E53, altså en såkaldt Europavej, men det var bare en almindelig landevej. En ualmindelig snoet almindelig landevej faktisk. Vi kom langt ud på landet, derefter langt ind i den dybe skov og op i nogle ikke alt for høje bjerge. Meget smukt på den udramatiske måde, hvor man måske ikke siger 'wow!', men bare nyder turen.

Vi nåede grænsen, og selv om der var G20-topmøde i den anden ende af Tyskland, var der ikke et øje til at kontrollere, om vi kom i fredeligt ærinde.

Og så kørte vi til Deggendorf. Eller forsøgte. For pludselig var der et skilt om, at vejen var spærret, og vi kom ud på noget af en udflugt. På et tidspunkt mente Gemalen dog, at han godt kunne følge GPS'en igen, og det gjorde han så. Med det resultat at vi lidt senere kunne konstatere, at vi havde kørt i ring, og var tilbage ved det sted, hvor vejen blev spærret. Denne gang høstede Gemalen ikke bonuspoint for sine gode ideer ...

På den måde var vi nået at blive ret sultne, da vi endelig nåede Deggendorf, og så snart vi havde fundet ud af at betale for parkeringen, smækkede vi os ned i stolene på en fortovsrestaurant midt på torvet. Vi valgte hver sin tærte, og så havde jeg forventet at få en rund, dyb sag med fyld på en tærtebund af mørdej. Det fik vi overhovedet ikke. Vi fik noget, der var fladere end den fladeste pizza og ganske sprødt. Det smagte virkelig godt, og så var der jo ingen grund til at beklage sig over den overraskende variant af tærtefænomenet.

Da vi havde siddet lidt, kiggede Gemalen op mellem parasollerne og mente, at vi vist skulle skynde os, hvis vi skulle nå at se noget, før det begyndte at regne. Altså skyndte vi os afsted, for jeg ville gerne se statuen af die Knödelwerferin, som jeg havde læst om.

Sagen var nemlig, at den grimme kong Ottokar tilbage i tolvhundredeoghvidkål havde belejret byen, og på et tidspunkt var en spion blevet sendt afsted for at kravle over bymuren og se, om indbyggerne ikke efterhånden var så udmattede af sult og indspærring, at byen kunne indtages. Spionen blev imidlertid opdaget af en kone på vej med knödler til sin mand, og hun verfede resolut en knödel lige i synet på den stakkels spion, som mistede balancen og drattede ned i voldgraven. Da Ottokar og hans mænd på den måde erfarede, at indbyggerne stadig havde så meget mad, at de ligefrem kunne kaste med det, opgav de den videre belejring, og byen blev reddet.

Rigtig god historie, der både fortæller om kvindelig handlekraft og - ikke mindst - om slagskraften i knödler ...


Det tog lidt tid at finde statuen, for den stod ikke på selve torvet, men for enden af en sidegade. Og så var den slet ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Lidt som at se Den lille Havfrue for første gang. Men den var der, og vi så den, og vi skyndte os at gå tilbage igen, for nu begyndte det at dryppe. Tilbage på torvet ville jeg lige have et billede af en madonnafigur foran kirken. For at få det skulle jeg over gaden og ud midt på torvet. Gemalen valgte klogeligt at vente og godt for ham, for pludselig gav det vand, og mens han kunne gå ind under en markise, måtte jeg vente på et hul i trafikken, før jeg kunne komme tilbage igen.

Jeg ville gerne have set noget mere af byen, men vejret var dumt og klokken mange, så vi vendte næsen hjemad.

Vi valgte en lidt anden rute og kom til Furth im Wald, hvor man kan et eller andet med drager. Hvad fandt vi desværre aldrig ud af, for vi kom for sent, og det der drage-noget - som vi ikke vidste, hvad var - var allerede lukket. Det var lidt surt, men så kunne vi i stedet sætte os og få en kop kaffe og en kage på en café på torvet.

På vej tilbage til bilen var Gemalen dagens helt, da han 'reddede' en gammel dame, der bare ikke kunne hitte ud af at starte sin bil. Så det gjorde Gemalen, mens hun holdt hans paraplyer. Imens stod jeg og tænkte, at det egentlig var ret fint, at hun sådan overlod sine bilnøgler til en vildt fremmed. Ovenikøbet en udlænding. Verden er endnu ikke helt af lave.

Lidt skæv var den nu alligevel. Vi nåede grænseovergangen og fandt ud af, at det var en af de mere sleazy af slagsen. Først var der et par kasinoer, så en natklub, der hed 'Ladies Bar', men som vi var enige om nok nærmere var 'bare ladies'. Derefter et par huse, der tydeligvis var bordeller, og til sidst stod eller sad kvinderne langs vejen. Det er ikke just fordi vi ikke før har oplevet prostitution langs vejene, men det er første gang, at vi har set det koblet sammen med en grænseovergang, og vi kunne ikke regne ud, hvorfor lige netop denne - lille - grænseovergang skulle være noget særligt, på denne lidt kedelige måde?

Således beriget med diverse mageartede indtryk kørte vi hjem.

Ikke verdens bedste billede af die Knödelwerferin.

11 kommentarer:

/ks sagde ...

Ha. Elsker Frau Knödel. Fantastisk dame. Tak for beretningen. Meget lærerig.

Fruen i Midten sagde ...

KS: Helt sikkert en handlekraftig dame. Selv tak. Ja ikk', man kan blive majet klog på de mest forunderlige ting ved at læse med i blogland ;-)

/ks sagde ...

Fruen: Ja det er da dér jeg henter alle mine nyheder ;-) cirka.

Pia sagde ...

Endnu en ferie med nye og anderledes oplevelser.
De der lange køer af prostituerede, tæt på grænsen, har vi oplevet ved Teplice flere gange. Det er virkelig et særsyn.
Jeg har bemærket, at du nu har udskiftet det lille billede med et stort et. Det synes jeg er dejligt.

Fruen i Midten sagde ...

KS: Selvfølgelig er det det. Cirka ;-)

Pia: Jah, og de er jo oftest de sjoveste. Det er du jo selv et virkelig godt eksempel på :-) Måtte lige slå Teplice op. Vi har faktisk boet lige i nærheden for et par år siden, men jeg kan ikke huske, at vi så prostituerede i det område. Men der var mange vietnamesiske vejboder af tvivlsom karakter. Deres slags har jeg til gengæld ikke set andre steder.

Pia sagde ...

Alting forandrer sig jo, og sikkert også Teplice. Det er mere end 20 år siden, vi var der sidst, men sådan et syn glemmer man aldrig :-)

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Visse indtryk har det jo med at blive siddende, hvad enten man vil eller ej :-)

Lene sagde ...

Jeg har været i Bamberg, overnattede der på vej til motorcykelstævne. Husker det som en smuk by, jeg godt ville have haft mere tid til at udforske. Nåede kun aftensmad i den gamle bydel.
Men die Knödelwerferin lyder nu også af at være en klog kone at gæste :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Jeg tror nemlig, det er en usædvanlig smuk, gammel by. Ja, die Knödelwerferin har været en handlekraftig dame - der serverede robust mad for sin mand ;-)

Annemor sagde ...

Takk for en herlig historie. Prostituerte på geledd ved grenseoverganger eller bommer har jeg vært forskånet for.
Klem sendes sydover ❤

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Selv tak :-) Det er også en mærkelig oplevelse, som man ikke behøver at samle på ... Klem sendes retur :-)