onsdag den 12. oktober 2016

Så fin så fin, men ikke for de allermest sarte


Da jeg selvfølgelig godt var klar over, at jeg ikke kunne nå at se hele Vilnius på en halv dag, havde jeg gjort mig de hæderligste anstrengelser for at finde ud af, hvad jeg absolut ville og måtte se, og hvad jeg måske iøvrigt kunne nå på en god dag.

Det var bare ikke gået særlig godt, men jeg tænkte, at jeg da i det mindste kunne prøve at planlægge en rute, mens jeg sad i toget. Det projekt strandede på en blanding af vægelsind og absolut manglende koncentration, da jeg jo havde ret travlt med at opleve undervejs.

Så da jeg hoppede af toget i Vilnius skete der egentlig bare det, at jeg i høj grad fulgte strømmen mod centrum af den gamle bydel.

Det første, jeg så, var en opdateret version af "Dødskysset" fra Berlinmuren. Her var det Putin, der kyssede med Trump. En ret ubehagelig tanke.

Så kom jeg forbi en stor bygning, hvor folk gik ud og ind på en måde, der indikerede, at det kunne man bare gøre. Så det gjorde jeg også. Og kom ind i nogle overdækkede torvehaller, og dem måtte jeg selvfølgelig lige kigge nærmere på. Der var en afdeling med en masse tøj, og så var der afdelinger for brød og kager, for grøntsager og blomster og til sidst en afdeling for kød og slagtervarer.

Der var et kæmpe udbud, og jeg må - hvad jeg også helst vil - have blended tilpas godt ind i mængden, for de mange damer bag diskene lovpriste gerne deres varer over for mig. På flydende litauisk. Desværre var jeg ikke i byen efter lækre bøffer til ingen penge eller mange kilo grøntsager til stort set heller ingenting, og desværre forstod jeg jo ikke et suk, men måtte nøjes med at smile og slå beklagende ud med armene.

Ude igen oplevede jeg, at markedet fortsatte på mere interimistiske vilkår ned ad gaden, idet en række kvinder havde taget opstilling langs fortovet med grøntsager og blomster til salg. Her var ikke tale om big business, men kun om måske to spande med buketter og en bærepose med æbler. Jeg kom til at tænke på, om de små koner fra toget måske var ude i samme ærinde?

Jeg passerede gennem den eneste tilbageværende byport, Gates of Dawn, som jeg nok - ved jeg nu - burde have set nærmere på, da det tilhørende kapel huser et meget kendt, guldbeklædt maleri af den Hellige Jomfru Maria.

I stedet gik jeg videre og drejede til højre ind i den ortodokse kirke Church of the Holy Spirit. Den var overvældende. Grøn. Overvældende grøn. Den var egentlig også meget, meget flot, men af en eller anden grund - som kunne være et par store, guidede rejseselskaber - orkede jeg ikke rigtigt at kigge den ordentligt efter i sømmene, men gik hurtigt igen og fortsatte ind mod centrum.

På vejen mødte jeg et meget stort politi-opbud og nåede både at tænke "statsbesøg?" og "ulykke?", før jeg forsigtigt spurgte og fik at vide, at man da bare hyggede sig med at fejre "politiets dag".

Det var svært betryggende, og jeg fortsatte glad ad snævre gader, til jeg nåede den store, åbne plads foran katedralen. På en kølig efterårsdag er det ikke et sted, man gider opholde sig længe, men jeg nåede dog at kaste et blik på rytterstatuen. Eller rytterstatue er det vel ikke, for den ærværdige storfyrste Gediminas sidder ikke på sin hest, men står foran den og ser temmelig krigerisk ud.

Selve katedralen er stor og hvid og bygget i klassicistisk stil med høje søjler, der gør, at den ligner en mellemting mellem et græsk tempel og Københavns Byret.

Meget mere interessant er klokketårnet, der står lidt fra selve kirken, som man ellers mest ser det i Italien. Klokketårnet er tussegammelt og har oprindeligt været en del af en ringmur omkring den allerældste del af byen, inden det blev opgraderet til klokketårn. Nu er det renoveret, og man kan købe sig en billet med adgang til udsigten 52 meter oppe. 


Trapperne er ikke for tøsedrenge, men virkeligt stejle, og dertil kommer, at tårnet jo er et klokketårn, så er man ikke forberedt, risikerer man at dratte ned af bare chok,  hvis klokkerne pludselig bimler og bamler lige ud for en. Jeg skulle ikke nyde noget og tjekkede omhyggeligt, at jeg kunne komme op og ned igen mellem kvarterslagene. Og vel oppe kunne jeg glæde mig over den fine udsigt over de nærmeste omgivelser. Især kom de store statuer på toppen af katedralens facade rigtigt til deres ret set fra denne vinkel.

Turen ned var ikke mindre udfordrende, og jeg følte mig som en meget gammel tante, da jeg alvorligt overvejede at vende mig om og gå baglæns ned. Så vidt kom det dog ikke.

Nede i jordhøjde kunne jeg mærke, at det ville være smart snart at finde et toilet. Så jeg spurgte billetdamen, der venligt forklarede mig, hvor det nærmeste offentlige toilet befandt sig.

.. Og derefter tilføjede, at jeg alternativt kunne gå lidt op ad hovedstrøget, til stormagasinet GO9, hvor jeg ville kunne finde kundetoiletter i kælderetagen.

Jeg mente nok, jeg kunne forstå en halvkvædet vise og satte kurs mod stormagasinet, der lignede ethvert vestligt stormagasin og fuldt ud kunne matche Magasin eller Salling. I kælderen var der de typiske caféer, juicebarer og små spisesteder.

Og toiletter. Fine toiletter.

Med en spand ved siden af til papiret ...

Tilfældigvis havde jeg læst om netop det fænomen. Ikke i min sædvanlige bibel fra Lonely Planet, men i en - iøvrigt rigtig god - folder om Vilnius, jeg havde snuppet på det første hotel. Derfor kom det ikke som den helt store overraskelse. Bare som en lille en; for jeg havde nok ikke forventet at opleve det netop i et lækkert stormagasin.

Men sådan var det. Og til stormagasinets helt store ros skal siges, at alt virkede vel-rengjort og velduftende, så min frokostsult var absolut intakt, da jeg bagefter gik ud og fandt mig en café med lækre, lune tærte-slices, spicy cappuccino og store, forførende cookies.

Her sad jeg en halv time, mens jeg stillede sulten, hvilede fødderne og konstaterede, at det vist netop havde ringet ud fra sidste time på de nærtliggende skoler.


Udsigt fra klokketårnet mod Gediminas Tower.

8 kommentarer:

www.skøreliv.dk sagde ...

Spændende toiletbesøg!.... Med hensyn til det klokketårn, så var jeg utvivlsomt drattet ned undervejs. Er virkelig ikke god til det med højder. Gys!!

Fruen i Midten sagde ...

Monster-mor: Meget spændende ;-) Sådan er der jo nogen, der har det. Jeg havde ikke fået Donnaen med op. Jeg har det fint med højder, så længe der er godt med rækværk og gelændre. De der fritstående klippeafsatser, hvor der ikke er noget, der spærrer for at styrte i afgrunden er jeg til gengæld ikke så vild med.

Mette sagde ...

Altså du beskriver det så fantastisk:) Det er lidt som selv at være der. Tak for endnu en tur rundt i endnu en by jeg ville ønske jeg kunne 'gå' rundt i:o)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Tak :-) Altså, Kaunas er desværre slet ikke for dårligt gående, men Vilnius er faktisk forholdsvis fremkommelig. Når man lige ser bort fra klokketårn og deslige, selvfølgelig :-)

@ sagde ...

Er noget paf over at du ikke havde fået lagt en fast rute, med lige netop dine seværdige sights på vejen. Jamen altså da, Midterfrue. Og ingen forudbestilte billetter eller guidede ture. Det er lidt af et sidespor du er inde på her. Tsk tsk. Men sikke en skøn oplevelse du havde med blot at følge strømmen - og pyha at det var en 'politiets dag' og ikke alt mulig andet alvorlig-agtigt. Glæder mig til at høre hvordan du kom retur til Gemalen.

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Jeg var heller ikke helt tilfreds med mig selv, men må jo indrømme, at det gik endda ;-) Til mit forsvar vil jeg pointere, at jeg havde set efter men ikke fundet seværdigheder, der krævede forudbestilling. Jeg kommer retur uden problemer af nogen art - bortset fra trætte fødder - i næste indlæg :-)

Birgitte B sagde ...

Sikke meget du kom omkring trods manglende planlægning af rute :) kh Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Vilnius er simpelthen så proppet med ting at kigge på, at man slet ikke kan undgå at opleve en hel masse :-)