mandag den 19. september 2016

Fakler i sneglefart


Vi har været på udflugt med fin middag og overnatning og det hele.

Nej ikke nu, mens Donnaen har hjernerystelse, men en gang tilbage i august.

Gode venner, som vi ser alt for sjældent, er ivrige brugere af spot deals til kroer og hoteller over hele landet, og det blev besluttet, at vi skulle slå to fluer med et smæk og tage med dem til et af deres favoritsteder, Fakkelgården, der ligger med udsigt over Flensborg Fjord. Så kunne vi både hygge og afprøve konceptet.

Vi ankom til et noget grumset vejr, men bestemte os alligevel for at sætte os ud på terrassen for at nyde den formidable udsigt over fjorden, mens vi gjorde kål på de to halve flasker champagne, der havde ligget og ventet i køleskabet på værelserne. Vejret var med os, og efter 17 regndråber, der fik andre gæster til at trække indendørs, klarede det op og blev strålende solskin.

Efter at have siddet og bagt et par timer kunne vi godt mærke, at vi var nødt til at komme ud og røre os lidt før aftenens middag. Så vi kørte en lille tur, ned til Kollund Havn, hvis ellers man kan kalde den lille plads i vandkanten for en havn, og så gik vi en tur på Gendarmstien.

Jeg håber virkelig, at gendarmerne i sin tid var i bedre form end vi, for stien var ret kuperet, og det varede ikke så forfærdeligt længe, før man kunne spore en vis træthed blandt deltagerne. Måske ikke mindst fordi vi blev mere og mere klar over, at vi måtte samme vej tilbage.

Tilbage på hotellet aftalte vi at mødes til en drink før middagen. Vejret var stadig skønt, og vi kunne sidde i haven med bare en let trøje.

Vi fik vores drinks med tilhørende sjove snacks, og en tjener kom ud og fortalte meget udførligt om menuen, så vi kunne kloge i at vælge den helt rigtige vin. Til almindelig overraskelse bestod menuen af fisk, fisk, kalv og dessert, men pyt, det var der vel tænkt over?

Da drinksene var drukket og snack-kurven støvsuget, forventede vi egentlig, at tjeneren ville komme ud og hente os ind til vores bord. Det skete så ikke, og vi gik selv ind og blev, efter lidt ventetid, sat til bords i restauranten på første sal ved et bord med den allerflotteste udsigt over fjorden.

Første fisk kom. En ret ordinær laks. Men vi var sultne, og den gled hurtigt ned, og så ventede vi spændt på den næste fisk.

Og ventede. Og kiggede på blishøns på fjorden. Og ventede lidt mere.

Fisk nummer to kom, og jeg kan ikke huske, hvilken det var - #blivernokaldrigmadblogger - men kun, at det ganske særlige ved denne ret, ifølge tjeneren, var den ost, der indgik i retten som prikken over i'et. Vi var fire, der syntes, at vi fik ost med fisk og ikke omvendt, for osten dominerede totalt, hvilket ikke er helt godt, når man ikke er voldsomt pjattet med ost.

Nu var det tid til kalv. Men nu blev til ret meget senere. Hvorfor betjeningen var så langsommelig, fandt vi aldrig ud af, men der var umådeligt god tid til at kigge på solnedgangen over fjorden. Det var meget smukt, og der var nogle spændende spejlinger, når solen ramte glasfacader (går vi ud fra, at det var) på den tyske side af fjorden og sendte gyldne reflekser ud over vandet. Og heldigvis var vi jo i godt selskab, så ventetiden forløb sådan set smertefrit, men arme den, der måtte have siddet der med sin irriterende svigerfamilie ...

Desserten var en nyfortolkning af rødgrød. Hed det sig.

Vi ventede spændt.

Og så ventede vi lidt længere. Nogen gik på toilettet. Og kom tilbage. Og så ventede vi noget mere. Solen var gået ned, og Flensborg Fjord lå mørk hen. Der var stadig masser af verdenssituation at klare, men vi syntes alligevel, at serveringstempoet lå usædvanligt langt fra det ønskelige niveau. Og også fra det sædvanlige niveau, kunne vores venner fortælle. De havde faktisk aldrig oplevet noget lignende.

Langt om længe kom desserten.

Sjældent er jeg - og de andre for den sags skyld - blevet så skuffede. For rødgrødsfortolkningen viste sig at være alt andet end rødgrød. Der var lækre bær og vistnok en lækker sorbet - #bliverheltsikkertaldrigmadblogger, og så var der chokoladeis. Af hvid chokolade. Som jeg virkelig ikke kan lide. Heller ikke is-versionen. Det kunne de andre heller ikke.

Tjeneren var nu blevet skiftet ud med en virkelig sød og snakkesalig kvindelig tjener, som dog ikke kunne friste med kaffe efter middagen. Vi var rigeligt mætte, og klokken var mange, så vi gad faktisk ikke, men valgte at sige god nat og gå på hovedet i seng.

Næste morgen var udsigten grå. Først tåget og siden begyndte det også at regne, så vi glædede os endnu en gang over vores vejr-held dagen før og gik ned til morgenmaden, der ikke som så ofte var buffet, men en fast morgenmenu, der blev serveret ved bordet. Med mindre jeg en dag bliver alvorligt gangbesværet, tror jeg ikke, at jeg nogen sinde vil synes, at det er det helt rigtige koncept. For selv om jeg fik Gemalens såkaldte havregrød, og han fik mit vagtelspejlæg, så ville jeg altså hellere selv have valgt.

Hurtigt blev det tid til at sige farvel og sætte kurs tilbage mod henholdsvis Midtjylland og Østdanmark.

Dommen er tre fakler og to snegle.

Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi mødes på den måde, men næste gang tager vi nok et andet sted hen ...

Udsigten fejlede ikke noget.

13 kommentarer:

@ sagde ...

Åh nej altså .... hahahahaha sikke en oplevelse. Mistænker dig faktisk lidt for, kun at gennemleve sligt for at kunne fortælle os andre om det. Så tak for at du ofrer dig! Håber Donnaen er i bedring ♡

www.skøreliv.dk sagde ...

Ja, et andet sted hen med jer! Jeg har fået et weekendophold til en valgfri storby af Mand til min fødselsdag, og da Svigermor hører det falder hendes bud omgående; Harzen! Var det noget? Ej, det tror jeg ikke.

Ellen sagde ...

Støn og suk. Det med langsommere end sneglefart har vi også prøvet, men det var bare John og mig, så vi klagede over det - på en pæn måde, men vi lod dem ikke i tvivl om, at vi absolut ikke syntes det var i orden, at der gik en time mellem retterne.
Havde vi været i gode venners selskab og havde masser at tale om, havde vi nok heller ikke følt tiden lige så lang, men det er stadig ikke acceptabelt.

Mette sagde ...

Må, men i det mindste fik I hygget med jeres venner:) jeg ville gerne have spist din hvide chokoladeis:)

Lene sagde ...

Nu snuppede Mette isen denne gang, jeg er klar næste gang :-) Og sneglefartsmad er ikke slow food konceptet

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Haha :-) Ja, sådan lidt for fædrelandets skyld - eller noget ... Tak, nu begynder Donnaen at have det lidt bedre :-)

Monster-mor: Oh, et weekend-ophold. Det bliver lækkert! Altså nu er Harzen jo ikke en by, og der findes vel ikke en egentlig storby i miles omkreds. Men bortset fra den slags smådetaljer er Goslar en aldeles dejlig by :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Ja, det var lidt støn og suk. Vores tålmodighed havde nok heller ikke været af samme kaliber, hvis vi havde været alene afsted. Nu gik det fint nok, men nej, det var ikke godt nok.

Mette: Det gjorde vi, og du får min hvide chokoladeis næste gang :-)

Lene: Jeps, så får du isen, hvis der nogensinde opstår en tredje gang, hvilket jeg virkelig ikke satser på. Hehe, det er selvfølgelig det, de har taget fejl af. Hvor kunne jeg ikke regne det ud? :-)

Birgitte B sagde ...

Åh jeg hader virkelig sådanne oplevelser, for man føler sig en smule til grin. Og jeg har virkelig meget lidt tålmodighed med sådan noget... Nå, men det gælder om næste gang at finde det helt rigtige sted med god mad til enhver smag og ordentlig service. Håber det lykkes. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Ja, man kan godt komme til at spekulere på, om de mon spiller ludo ude i køkkenet ;-) Næste gang bliver bare så godt. Er jeg sikker på :-)

Inge sagde ...

Øv hvor træls, det er ikke i orden at vente så længe så man tror man er glemt.
Vi har været på Fakkelgården og havde slet ikke den oplevelse, godt at I var i godt selskab, så glemmer man nogle gange hvor lang tid der går mellem retterne. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Nej, det var absolut heller ikke den oplevelse vores venner havde fra tidligere besøg, så det var forhåbentlig bare en enlig svale. Men så skulle de måske have sagt, at de manglede tjenere (eller hvad der nu var i vejen). Godt selskab er altid godt. Også når man skal vente :-)

Anonym sagde ...

hm. så er man da fri for at tage derhen! også jer!
Vi var på Dyvig Badehotel i sommer - og det var fantastisk! Mødte så nogen der havde haft en meget lidt fantastisk oplevelse der - så enten var vi heldige eller så var de andre uheldige..
Får vi så udbredt vor mening på trustpilot el.l ? til andres gavn ?
jeg gør nok ikke...

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Jeg vælger at tro på, at vi var uheldige (lige som dem, I mødte), og at det er den gode oplevelse, der er normen :-) Næh, det gør jeg så heller ikke ...