torsdag den 25. august 2016

Da Hitler blev væk i tågen


Første aften i Salzburg gik vi ind til byen og daskede lidt rundt. Vi var kommet hjemmefra uden andet end en sweater, og på et tidspunkt kunne vi godt fornemme, at det vist var en dårlig ide. Det begyndte at rumle, og lige pludselig stod det ned i stænger.

Heldigvis var det spisetid, heldigvis stod vi lige ud for en restaurant. Den viste sig at bestå af en halvcirkulær søjlegang ud til en gårdhave. Om der bare to minutter tidligere havde siddet gæster i gårdhaven, ved jeg ikke. Det gjorde der i hvert fald ikke nu, så vi var heldige, at der stadig var et bord ledigt i søjlegangen.

Vores bord var et af dem, der stod ud mod gårdhaven, og selv om vi sad i ly for regnen, var det lidt fugtigt. Mere slemt blev det dog, da et nedløbsrør gav op og nærmest skiltes ad, så vandet stod ud i et imponerende springvand. Så måtte vi hale i bordet for at få det trukket ind på det tørre. Det lykkedes fint, men de stakkels tjenere blev mere og mere udfordrede, da passagerne mellem bordene rundt omkring blev mindre og mindre og til sidst næsten ikke-eksisterende.

Da vi havde spist, var regnen stilnet af, og vi kunne gå hjem uden at blive gennemblødte.

Næste morgen hang skyerne lavt, men det var tørvejr, og mens Gemalen tog ud for at cykle, gik Donnaen og jeg ind til byen og over til Schloss Mirabell, der ligger på den anden side af floden. Ikke så meget for at se på slottet, som en fyrstelig biskop en gang byggede til sin elskerinde og deres fælles 15 børn.

Imponerende hvad man den gang kunne tillade sig, hvis man var magtfuld nok.

- Nein Lieblings-Schatze, vi kan ikke blive gift. Jeg er jo biskop, så det går sandelig ikke. Men jeg kan da - sådan helt diskret - bygge et fint slot til dig og vores unger. Hvad siger du til det?


Vi var mere interesserede i slotshaven, som i sin tid dannede baggrundskulisse, da Julie Andrews dansede rundt med alle von Trapp-børnene og sang do-re-mi i Sound of Music. Fin have, men i virkeligheden syntes jeg, det mest spændende var udsigten ind mod byen og op til den gamle fæstning, som lå og tilsyneladende tårnede sig op for enden af parkens midterakse.

Tilbage i Altstadt fandt vi huset, hvor Mozart var født og vokset op. Og vi fandt især ud af, hvorfor vi var gået lige forbi aftenen før uden at bemærke det. Der var - Oh ve! Oh helligbrøde! - et SparMarkt i stueetagen, og kun hvis man kigger op (fordi man undres over, at så mange mennesker kan være interesserede i et supermarked), ser man teksten på husets facade.

Efter en sen frokost tog vi ud for at se Kehlsteinhaus, nok bedre kendt som Ørnereden, Hitlers bjerghytte og/eller sommerresidens.

Det blev en alternativ oplevelse.

Vejret var dårligt, men vi havde jo før oplevet, at det ikke nødvendigvis også ville være tilfældet, hvis man kom lidt op i højderne.

Man ankommer til et billetcenter og en stor busholdeplads, for det sidste meget stejle stykke op ad bjerget foregår i busser, specielt udviklet til formålet.

Det småregnede, men der var mange mennesker og ingen slinger i valsen, da vi fik billetter og blev henvist til Bus 2. Bussen blev fyldt helt op, og afsted gik det. Det var ikke for sarte sjæle. Der var smalt og stejlt, og man kom ind i mellem lige lovlig tæt på kanten. 

Op kom vi og gik så ind gennem en tunnel til en elevator langt inde i bjerget. Den var flot. Altså elevatoren. Beklædt med messing og kæmpestor, så Herr Hitler og hans eventuelle gæster kunne blive løftet standsmæssigt op og ned.

Så var vi endelig helt oppe. Det regnede, men vi havde denne gang husket paraplyerne og varmere tøj, så vi kiggede os omkring og så - lige ud i en sky!

Der var absolut nul udsigt.

Nu havde vi brugt en hel del tid og en pæn sjat penge på at komme så langt, og så var det som at kigge ind i en hvid væg.

Det var så dumt, at det var sjovt.

Så kunne vi lige så godt gå indenfor. Huset er ikke et museum, men en café, og vi skyndte os at bestille den lækreste kage på menukortet. Den var udsolgt, så vi måtte nøjes med en anden. Jeg ville gerne have café latte eller cappuccino, men den slags fancyheder havde de ikke. Man kunne få kaffe eller kakao. Eller man kunne lade helt være. Fik vi indtryk af. Tjenerens attitude var jævnt arrogant, og det kombineret med hans mærkværdige dialekt medvirkede kun til at forstærke komikken.

Turen tilbage var endnu mindre for de pyldrede, for nu gik det stejlt nedad, og vi blev enige om at satse på, at bremserne var noget af det, der var specialkonstrueret til netop disse busser.

Vel nede kunne vi bare konstatere, at det nazi-museum - eller dokumentationscenter, som det kaldes - der ligger ved billetcentret, var lukket 10 minutter tidligere ...

Hvem der havde udtænkt det så smart, vides ikke, men så behøvede vi ikke at diskutere, om vi skulle se det. Og dagen efter blev jeg stemt ned, da jeg foreslog, at vi tog derud igen.

Så vi trillede hjem og lod Louis stå for aftenunderholdningen.


Okay, man kunne se det nærmeste træ ...

11 kommentarer:

@ sagde ...

Åh altså. Hahahahaha - fantastisk rejse for at stå i en sky! I looooooove it.
Sjovt som vejr altid har en stor plads i ferieanekdoter - men jeres sommerferie er også oplevet i et ret stort register vejrforskelligheder (hedder det nu. bum). SparMarkt? For real??!

Lene sagde ...

Ærgerligt med det vejr, det er en fantastisk nervepirrende tur i bus og udsigten deroppefra er ganske enkelt flot. Museet var vi ikke inde på. Jeg har aldrig været i Salzburg, jeg gad godt danse rundt i parken og synge doremi :-)

www.skøreliv.dk sagde ...

Jeg besøgte ørnereden en gang for mange år siden på en ferie med mine forældre. Katastrofal ferie, i øvrigt, men det er en mindre detalje! Jeg mindes mest af alt, at min mor pænt hurtigt kom op nede fra bunkeren, hun har sikkert også siddet i en sky til vi kom tilbage!...
I får godt nok oplevet noget!

Ellen sagde ...

Jeg elsker dine beskrivelser af jeres ferieoplevelser - også de oplevelser, hvor I ikke oplever noget - alt har underholdningsværdi, hvis man er så god til at beskrive som du er :-D
Der er åbenbart en del Sound of Music i Salzburg-området. Charlotte - eller rettere Anna - har danset på fontænen, hvor Julie Andrews også dansede.

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Det var virkelig ret meget 'åh altså' :-) Vejret er jo ofte ret afgørende for, hvad vi oplever, så det er vel forståeligt nok. Jep, for real!

Lene: Ja, det var lidt ærgerligt, og vi vidste jo, at udsigten er fantastisk. Du må da til Salzburg og danse og synge :-)

Fruen i Midten sagde ...

Monster-Mor: Ups for katastrofal ferie. Vi ved ikke helt, hvad vi gik glip af med det museum, men det er vist ikke for de mest tyndhudede? He he, Ellen skriver da netop, at vi ingenting oplever ;-)

Ellen: Tak :-) Ja, Salzburg er indbegrebet af Sound of Music (eller omvendt?). Der er masser af must see-steder, hvis man er inkarneret fan, og man kan komme på dagture med bus, hvor man udelukkende oplever locations fra filmen. Vist nok især populært blandt amerikanere. Godt, Anna får noget kultur ind på kontoen :-)

Birgitte B sagde ...

Ej ok en nitte med den udsigt. Har prøvet at køre i bus i bjergene. Ovenikøbet i mørke. Ikke den fedeste oplevelse. Kh Birgitte

Pia sagde ...

Lidt ærgerligt at turen endte i tågerne. Det var det samme der skete for os på Madeira, men det er, som du skriver, også en oplevelse.
Til trods for, at vi kører ret meget i bjerge, så bryder jeg mig faktisk ikke om den slags op- og nedture. Jeg vil dog gerne opleve noget, så jeg synes ikke jeg har noget valg. Jeg hader allermest opturen, når jeg sidder yderst til lodret fald.

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Næh, det der buskørsel i bjerge kan vist hyle mange lidt ud af den. Jeg er heller ikke den store fan. Heldigvis er der jo langt mellem uheldene (hvis man lige ser bort fra alle de busser, der desværre triller ned af bjergsiderne på de lidt mere eksotiske destinationer).

Pia: Ha ha, jeg burde have sendt jer en tanke, da jeg stod og gloede ud i ingenting, for I kender da virkelig fornemmelsen :-) Omtalte bustur var ikke noget problem, men jeg er heller ikke begejstret for buskørsel i bjerge. Hvad angår bilkørsel er Gemalen efterhånden blevet god til at tage hensyn til mig, men ind i mellem bliver jeg alligevel skruphysterisk. Det skete dog ikke i år.

Mette sagde ...

Åh, armen kæreste sikke I da få oplevet noget. Træls udsigten var en sky men godt I kunne se det sjove i det:) Jeg tro ikke jeg ville ha' turdet de der busturer op og ned. Håber også maden var dejlig når nu I måtte flytte bordet hele tiden grundet regnen:) Ha' en dejlig weekend:o)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Altså, man ved jo ikke nødvendigvis på forhånd, hvad man begiver sig ud i, når man sætter sig ind i sådan en bus. Og er man først kommet op, skal man jo nødvendigvis også ned igen. Det kan så være både godt og skidt, afhængigt af hvor slemt man synes det er. Helt ærligt, så kan jeg ikke huske, hvad jeg fik at spise. Tror, det var noget med kylling ... Tak. Den var fin, og jeg kan se, I havde tørvejr til fødseldagsfesten. Det var da dejligt :-)