tirsdag den 12. august 2014

Feberafslutning


Hvordan det gik til, ved jeg ikke.

Og det var bestemt heller ikke planen at afslutte skoleferien på den måde.

Faktisk havde jeg lige fredag eftermiddag skrevet en liste på 87 punkter - cirka - over ting, der skulle nås i weekenden, inden skolen begyndte igen.

Men nogen må vel have pustet på mig.

Eller ligefrem nyst på mig.

I hvert fald vågnede jeg lørdag morgen med en ubehagelig fornemmelse i svælget.

Hvorefter jeg indtog en masse c-vitaminer og en skefuld levertran til morgenmaden og håbede, at jeg kunne ignorere fornemmelsen væk.

Det kunne jeg ikke.

Ved middagstid var enhver tvivl væk. Jeg ville helt sikkert blive forkølet.

Men det kunne sikkert nå at være nogenlunde ovre til mandag.

Herefter gik det bare ned ad bakke, og efter en Kamel-luftetur om eftermiddagen trak jeg i nødbremsen, overlod aftensmad og verdenssituation til Gemalen og Donnaen 
og gik i seng. 

Og der blev jeg liggende.

Hele søndagen.

Indtil jeg søndag aften følte mig som medvirkende i en gammel amerikansk film.
Hvor helten ligger feberhed hen, mens heltinden trofast sidder ved sengekanten og dupper heltens svedige pande med kølige klude, mens hun venter (og håber) på, at feberen snart vil toppe og falde igen. Forskellen var bare, at her var der ingen trofaste helte eller heltinder. Hverken Gemalen eller Donnaen skulle nyde noget og holdt en pæn sikkerhedsafstand. Skulle nogen duppes nogen steder, måtte hun (sgu) selv sørge for det.

Mandag morgen var det værste overstået, og da Donnaen var sendt i skole, gik jeg i bad. Hvilket jeg også trængte voldsomt til efter at have ligget og lumret i halvandet døgn. Hvorefter jeg var så træt, at jeg var parat til at gå i seng igen ...

Og også gjorde. Nu dog så relativt frisk, at jeg både kunne læse og fornøje mig med at se hele serien Herskab og Tjenestefolk fra ende til anden på Ipaden.

I dag går det bedre. Jeg er stadig oppe her flere timer efter mit bad, og en mindre morfar efter frokosten burde være nok til at holde mig kørende resten af dagen.

I morgen tager jeg nok på arbejde. Eller i hvert fald i overmorgen.

Og det var så det.

Satser jeg på.

Og mens jeg så bander af irritation over på den måde at være sendt i brædderne af en dum - og temmelig led - forkølelse, burde jeg måske i stedet glæde mig over at bo i en ende af verden, hvor en smule feber og snot bare er, hvad det er - en smule feber og snot. Og ikke en uhyggelig, dødbringende sygdom, som potentielt ville kunne tage livet af både mig, mine nærmeste og tre fjerdedele af byens indbyggere.

Min liste med de 87 punkter er der heller ingen, der kan vil tage fra mig ...

Så alt i alt er det nok ikke så slemt.


15 kommentarer:

M.S. sagde ...

Jamen go' bedring med dig:) håber du har ret i, at det var det. Ja, vi er heldige vi bor et sted, hvor det 'bare' er en forkølelse.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Tak :-) Jeg har ret, basta! Ja ikke, jeg kan blive helt dårlig over at se nyhedsindslag om ebola. Det er så uhyggeligt!

BedstesBlog sagde ...

Det er i nødens stund, man skal kende sine venner _ tænk engang, at ingen ville duppe din feberhede pande ;-)
Det er da rigtigt nok, at der findes langt alvorligere ting, men sådan en omgang feber og snot er da slemt nok, mens det står på.
Godt, at du er ovre det værste - fortsat god bedring!

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Ja, de er nogle kønne nogen, ikke? Og u-taktiske, for måske er det deres tur næste gang ;-) Vel er feber og snot træls, mens det står på. Meget endda. Men man slipper da heldigvis for også at være bange for at skulle dø af det. Det, synes jeg, gør altså en forskel. Tak.

Inge sagde ...

God bedring, hils familien og sig det er deres pligt at duppe feberhede pander på syge fruer.. :-)

Ebola er en dybt skræmmende sygdom, en forkølelse er kun træls ikke dødelig, vi lever et godt sted i verden.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Tak :-) Jeg siger til dem, at Inge siger selv - det skal nok hjælpe ;-) Dybt skræmmende. Og ja, vi lever et godt sted.

Ellen sagde ...

Typisk mænd. Ikke børn, synes jeg - C har altid været flink til at servicere mig under sygdom, mens jeg har oplevet (ikke John), at manden kunne spørge, hvad vi skulle have til aftensmad. Jeg lå med influenza og feber på 40,5! Havde jeg haft kræfter til det, havde jeg slået ham! Jeg måtte nøjes med at bede ham om at rende og hoppe ...
Håber du er på mærkerne igen.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Donnaen er sin fars datter ... Men de har skam sørget for både indkøb og madlavning - i flere dage :-) Tak, jeg er nogenlunde kampklar igen.

Lene sagde ...

God bedring, og den med at måtte klare sig selv når man for en gangs skyld er sendt til tælling, kender jeg ;-)

Stegemüller sagde ...

En forkølelse med masser af snot og holde-sengen kan såmænd være slem nok, men du gør ret i at tænke på andre mennesker rundt om i verden. Ebolaepidemien er så frygtlig, og den farer bare frem, og folk kan bare vente på at dø. Jeg kan ikke forstå, at de ikke sender en hel masse af den amerikanske uprøvede kur til Vestafrika; den er uprøvet, men den kan redde liv, hvorfor skal det være forbeholdt amerikanerne?

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Tak :-) Og øv, tror jeg. Det er ikke lige til at finde ud af, om det er godt eller skidt at vide, at man ikke er ene om at måtte klare sig selv i sin usselhed ;-)

Stegemüller: Nu ser det jo faktisk også ud til, at amerikanernes ikke helt færdigt-testede vaccine bliver sendt til Afrika. Så må man håbe, den hjælper. Men der er vist ikke så meget at gøre godt med, altså rent kvantitativt. Og så er der jo lige det etiske aspekt, at det nok ville medføre et ramaskrig, hvis man kunne mistænke nogen for at ville bruge de syge afrikanere som gratis prøvekaniner. Men nu er man vist blevet enige om, at det er bedre at forsøge med en vaccine, der ikke er gennemstestet end slet ikke at gøre noget.

Liv (pladstilverden) sagde ...

Arj hvad? Jeg tror da nok lige at du har overtrådt en fem- til syvogtredive paragraffer i ferieloven der. Vidste du ikke at det er forbudt at blive syg i sin ferie? Forbudt! Pas du på at feriepolitiet ikke kommer efter dig. Og så lad lige være med det en anden gang. Sygedage hører arbejdspladsen til. Siger det bare!

Pia sagde ...

Det er godt nok mange, mange år siden jeg har været snottet, men jeg kan trods alt godt huske hvordan det var - nemlig ikke særlig sjovt.
Den der fridag, man ufrivilligt får, den er ikke til meget gavn.
Godt du er ved at være ovenpå igen, og så kan man jo håbe du har lagt et godt immunforsvar, og bliver snotfri resten af året :-)

Annette sagde ...

Håber, at du er fit for fight igen eller at du i hvert fald er godt på vej. Synd, at der ikke var nogle til at pusle lidt omkring dig.

Igen, igen, igen er jeg bagud med bloglæsningen, jeg fatter det ikke, for der er så meget spændende at læse. Men nu, her kl. 03.29 midt om natten læses der blogs (nej, jeg kunne ikke sove og efter at have vendt og drejet mig i laaaang tid og fået lagenet krøllet sammen til noget, der var rigtig træls).


Det er ikke særlig høfligt, jeg ved det godt, men jeg har grinet højt (ikke så højt, jeg skulle nødig vække husbond) over jeres ferietur til Sverige. Pokkers, så uheldige I var med indkvarteringen, men heldigvis lykkedes det hele til sidst.

Skønt, at det også lykkedes at møde Ellen og John, jeg er helt sikker på, at der er blevet vendt mange emner i løbet af de par timer.

Jeg siger til, hvis vi skal forbi Voel ☺.

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Jo, det vidste jeg faktisk godt. Derfor var jeg jo også nødt til at bruge de første arbejdsdage på stadig at være syg. Heldigvis kom snotteriet først efter, at vi var kommet hjem. Ellers havde det jo været ren katastrofe. Nu håber jeg at slippe med en advarsel ;-)

Pia: Hvordan bærer du dig ad med stort set aldrig at være syg? Er der noget, vi andre kan lære?? Hmm, jeg håber, du har ret. Jeg har altid tænkt, at en tidlig forkølelse var det samme som alt for tidligt at begynde at tære på den hen over sommeren oplagrede sundhed. Jeg kan bedre li' din udlægning :-)

Annette: Jeg er nogenlunde fit igen, men desværre hverken host- eller snotfri endnu. Det kommer nok. Du er velkommen til at grine - sålænge du ikke vækker din husbond ;-) Det var nemlig skønt. Og ja, det må du endelig, altså sige til!