mandag den 7. juli 2014

Kill Bill-e?


Måske troede fragtmanden, at han kunne forskrække mig, da han for nylig  spurgte:

- Er det en, jeg skal tage med, eller er det en I vil beholde?

- Den skal vi beholde, svarede Fruen halvvejs med ryggen til. I den tro, at fragtmanden snakkede om en stor kasse, der stod pænt skubbet til side lige inden for porten på Verdensfirmaets lager.

- Det var nu ikke kassen, jeg mente, men den dér, sagde fragtmanden 
med et smørret grin og pegede på et velvoksent insekt, der sad på gulvet mellem to udgående kasser og vippede med sine helt enormt lange følehorn.

- Øh, den fætter tror jeg, vi beholder, afgjorde jeg.

Lukkede porten og overlod straks aben - altså insektet - og dets videre skæbne til en kollega. For godt nok har jeg kun insekto-fobi i ganske mild grad, men der er jo ingen grund til at gå til yderligheder og selv røre ved mere kravl end højst nødvendigt ...

Mænd er jo heldigvis altid parate til at udføre heroiske handlinger, så billen blev behørigt beundret og lempet udenfor. Og vi var enige om, at nu havde vi (læs: kollegaen) gjort en god gerning og sikkert reddet en eller anden truet dyreart fra snarlig udryddelse.

- Eller også er det en eller anden invasiv satan, funderede kollegaen.

- ??

- Ja, har du måske nogensinde set en magen til? fremturede han.

Næh, det havde jeg jo ikke.

Men kunne jeg lade det blive ved det? Nej, det kunne jeg ikke. Nu var kimen lagt. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvad det var for et krapyl, vi havde haft besøg af.

Eller prøve.

For det var langt sværere, end jeg havde regnet med.

Faktisk bliver jeg jævnligt overrasket over, at det ikke er alt, som lader sig google. Bare sådan.

'Krapyl med lange antenner' gav mærkværdigvis ikke brugbare hits, så jeg var nødt til at finde på noget mere konstruktivt. Nu kan jeg ikke længere huske, hvad jeg søgte på, men på et tidspunkt faldt jeg over en gammel artikel om en enkelt asiatisk citrustræbuk, som havde skabt vældig stort postyr og efterladt en haveejer et træ fattigere, efter at Plantedirektoratet simpelthen havde fjernet det træ, som omtalte buk havde befundet sig på. Fordi det var en væmmelig invasiv karl, der i løbet af nul komma niks ville kunne udrette anseelig skade.

Og den lignede jo. Eller gjorde den? Det var ikke sådan helt ligetil at afgøre. Slægtskabet var dog tydeligt. De lange følehorn var ikke til at tage fejl af. Men dækskjoldet (dæk-vingerne - hvad ved jeg - oversiden af kræet, ikk?) var måske kun næsten magen til.

Så nu havde vi måske eller måske alligevel ikke at gøre med et rigtig ledt krapyl. Eller rettere; vi havde det jo ikke, for vi havde sat det udenfor, og det var måske helt utilgiveligt. Tænk, hvis nu alle de midtjyske skove blev ædt af grimme biller, og det alene var vores skyld?

Og hvad gør man så?

At ringe 112 eller 114 virkede en anelse drastisk, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at ringe til en ven. Problemet var bare, at jeg ikke rigtigt kunne komme i tanke om en eneste person med bare den ringeste forstand på biller og andet kravl. Intet lys på den indre lystavle, ingen små klokker, der bimlede.

Et eller andet sted burde der dog nok sidde nogen, der kunne fortælle mig what to do. Eller som selv kunne have en interesse i sagen, altså billen. Mente jeg.

Så jeg googlede og googlede. Og blev ikke klogere. Imens nærmede klokken sig 16.00, og det er ret tit deadline i mange sammenhænge. Således også her. Fruen tog en rask beslutning. Gik ud og fandt krapylet, som mærkværdigt nok stadig sad og overvejede situationen lige uden for porten.

Og så døde det!

En pludselig død under Fruens sandalsål. Ja, der var altså køkkenrulle i mellem, for Fruen er ikke meget for krapyl-snask under sålerne, hvis det kan undgås.

Better safe than sorry.

Eller noget?

Jeg vidste jo stadig ikke, hvad det var for et krapyl. Hvilket virkelig irriterede mig. Både det og så det, at jeg ikke - bare sådan lige - kunne finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til et muligt invasivt utyske.

Den slags kan godt gøre mig en lille smule stædig.

Derfor brugte jeg de næste par dage en anseelig bunke arbejdstid (shhh - sig det ikke til nogen!) på at google videre rundt. Jeg var forbi rigtigt mange sider og endte i rigtigt mange blindgyder. Fordi der blev henvist til sider, der ikke længere eksisterede. Ligesom Plantedirektoratet ikke længere hedder sådan, men i stedet NaturErhvervstyrelsen, hvorfor alle gamle sider åbenbart er skrottet. Grrrr!

Men det skulle jo ikke stoppe stædig Frue. Så da jeg flere gange havde været forbi Haveselskabets hjemmeside, besluttede jeg, at det måtte være dem, det skulle 'gå ud over'. Altså ringede jeg, forelagde mit ærinde og blev stillet igennem til venlig dame, der til min forbløffelse punkt et; ikke grinede, punkt to; faktisk havde et bud på, hvordan jeg skulle komme videre. Da det jo, trods alt, ikke var noget, de selv tog sig af.

Hvorfor jeg ringede til meget venlig herre på et institut under Københavns Universitet. Som straks viste behørig interesse for min bille. Han var dog lidt skuffet over, at jeg havde ombragt bæstet, men hvis jeg havde et billede, ville han da gerne have det tilsendt og give mig et svar.

For en gangs skyld havde jeg været så kvik, at jeg havde taget et billede, så det mailede jeg flux.

Og så begyndte der endelig at ske noget.

Venlig herre meddelte mig hurtigt, at vi ikke havde haft besøg af en asiatisk citrustræbuk. Heldigvis. For så slap vi for folk i rumdragter, der ville forsøge at splitte vores lager ad for at finde ud af, hvor den kom fra, og om den havde familien med. I stedet mente venlig herre fra KU, at det nok var en anden træbuk. En Monochamus – M. galloprovincialis, som - har jeg sidenhen googlet mig til, for det kunne jeg nemlig godt - kun æder dødt eller døende træ.

Der stod også noget mere, men det gad jeg ikke rigtigt prøve at forstå. Pointen var dog klar: Billen kunne hermed nedklassificeres fra ekstremt led invasiv satan til bare at indgå i kategorien led invasiv satan. Og da jeg ikke er savværksejer, kunne jeg nu igen sove roligt om natten.

Samme venlige herre fra KU skrev også, at han havde sendt billedet videre til en billekurator på Statens Naturhistoriske Museum, som på sin side havde videresendt til ferierende inspektør under Direktoratet for FødevareErhverv, og at jeg muligvis ville høre fra sidstnævnte, når han kom tilbage fra ferie.

Det har jeg ikke gjort endnu, men sommerferien er jo også kun lige startet, så i mellemtiden nøjes jeg med at fundere over, at man kan være noget så eksotisk som billekurator!

Jeg aner ikke, hvad sådan en laver - ud over at beskæftige sig med biller altså. Og jeg er ret sikker på, at der ikke er gået en billekurator tabt i mig. Ligesom jeg er overbevist om, at det næppe heller er den vej Donnaen vil gå, når hun skal vælge erhverv og karriere. Men omvendt kan jeg godt - nu hvor Donnaen snart skal i erhvervspraktik og videre igennem skolesystemet - sukke lidt over, hvor mange spændende, sære, anderledes og ualmindelige ting, hun aldrig kommer til at vælge. Alene på grund af manglende viden. Hendes, vores og diverse praktik- og uddannelsesvejlederes. Det er egentlig lidt skræmmende.

Nå, men derom in another afsnit. Måske. Det her var bare en bille-historie. Her opereres nemlig ikke med agurketid, men med billetid ...


17 kommentarer:

Øglemor sagde ...

Haha, fantastisk historie. Er imponeret over din grundighed (stædighed?) Og meget sejt, at du fik svar på dit spørgsmål (og at der ikke var tale om den über-lede invasive art). Tilbage er der kun at spørge om, hvorvidt I opbevarer dødt eller døende træ på lageret i Verdensfirmaet, eller hvorfor billen var havnet dér? ;-)

randiglensbo.dk sagde ...

For filan da Frue, hvor kan jeg godt li' at du sådan bider dig fast og bliver ved, indtil du har fået en forklaring. Det er jeg vild med! Elsker sådan nogle historier :-)

Fruen i Midten sagde ...

Øglemor: Og så skrev jeg endda ikke (men det gjorde jeg så i sidste indlæg), at du poppede op som hit, da jeg googlede 'krapyler med lange antenner' ;-) Hehe, det eneste døende træ, vi har, er en palme ude i køkkenet. Aner ikke, hvor den er kommet fra.

Randi: Tak :-)

Ellen sagde ...

Jeg nød også din billehistorie - og din dejlige stædighed! Godt, at den havde en forholdsvis lykkelig slutning - bare ikke for billen, selvfølgelig, men jeg er helt enig i better safe than sorry-ideologien.
Jeg har meget ofte haft brug for, at man kunne billedgoogle på en anden måde, end man kan nu - fx ved at uploade et billede, hvilket du jo ville have kunnet gøre, og så se, hvad det var man havde uploadet. Men det kan man måske også? Jeg har i givet fald ikke fundet ud af hvordan, og det har du så heller ikke ... ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Tak :-) Ja, det ville da være genialt; man uploader et billede, og - vips! - så fortæller Google en, hvad man har gang i. Hvis man kan det, så vil jeg MEGET gerne vide hvordan!

Mette sagde ...

Billedet kunne jeg godt ha været foruden, da jeg ikke er fan af noget som helst kryb overhovedet. Er dog meget imponeret over din stædighed med hensyn til, at finde ud af krybets identitet:)

@ sagde ...

Hørt til M.S.'s allerførste sætning!

Men ... er helt vild imponeret over din innovative karakter, som putter et stykke køkkenrulle mellem sko og krapyl. Det er dælen-dytme-smart. Har altid selv kæmpet med efterfølgende snask i dæksporet. Men det er hermed slut! Tak!

Lene sagde ...

Hold da op for en historie, du er godt nok vedholdende :-) Billen var nok død ved første blik her, biller og insekter er ikke på like-listen her ;-)

Bettys blog sagde ...

Sikke da en sindsoprivende situation, du var havnet i. Mens jeg læste, tænkte jeg "hvorfor skal vi ikke se et billede?"
Så tak for billeddokumentation ;-)
Den ser noget voldsom ud. Godt, du døde den.
Jeg har et par gange med god erfaring benyttet mig af Naturstyrelsens brevkasse, da jeg stod med et fremmed naturfænomen.
Man stiller sit spørgsmål og vedhefter et billede, og et par dage efter får man svar.
Ventetiden kan godt føles lang ;-). Så det ville være smart med en her og nu google-tjeneste.
Men på den anden side, hvis den ville være lige så upålidelig som oversættelserne, så er der ikke noget ved det.

Anonym sagde ...

He he.. nej grimme invasive arter skal vi bestemt ikke nyde noget af.. kan nogle grimme historier om vietnamesiske edderkopper i en kælder under et butikscenter - med stort restauranttorv.. hvor sir jeg ikke :-)

Har i øvrigt billed-googlet din bille.. og det er nok meget godt du ikke gjorde forsøget for vupti var min skærm fuld af edderkopper og bestemt ikke af biller. Men gjorde det nu heller ikke særligt effektivt...

Men tak for en god historie.. den trængte jeg til.

Anonym sagde ...

tusind tak for en god og meget underholdende historie. kh Marianne

Pia sagde ...

Herlig historie. Jeg har heller ikke megen viden, for ikke at sige absolut ingen, om entomologi, men din historie fik mig til endnu engang at forsøge at finde ud af hvilket mærkeligt insekt jeg selv har skudt. Lidt om det snart.

Til dit spørgsmål om regn i sidste indlæg, så NEJ vi har endnu ikke fået en eneste dråbe vand.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Jeg overvejede at bruge et billede med kun følehornene, men det syntes jeg faktisk selv var lidt for uhyggeligt! Tak :-)

Liv: Arh, pjat med dig (sagde Fruen, der selv er ved at gå i gulvet, hvis der pludselig toner billeder med slanger frem på skærmen). Jamen selv tak :-) Det er bare for klamt bagefter at skulle rense skosåler for insektrester.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Du er undskyldt. Landmanden er jo svært afhængig af krapylfrie marker :-)

Betty: Selv tak, men som du kan se af ovenstående kommentarer, er ikke alle lige vilde med billeddokumentation ;-) Naturstyrelsens brevkasse har jeg ikke hørt om før. Tak for info. Mht Google kunne det da være smart, men du har nok ret; underlige oversættelser ville sikkert kunne fremmane nogle endog meget interessante arter ...

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Addwr, nu vil jeg ikke kunne sidde roligt på et restauranttorv i et storcenter - ever ;-) Selv tak, har godt lagt mærke til, at du har været lidt fraværende på det sidste (forsinket tillykke med fødselsdagen iøvrigt). Lad nu være med at knokle livet helt af dig selv!

Marianne: Velkommen forbi :-) Tak og selv tak.

Pia: Ja, lad os endelig få flere mærkelige insekter på skærmen :-) Stadig ingen regn - det er da utroligt!!

Annette sagde ...

Jeg bliver helt stresset, når jeg læser om aktivitetsniveauet i det midtjyske.
Først cykeluheld, er dine blå mærker efterhånden ved at få normalfarve? Så husbonds sygehusbesøg og nu jagten på et finde ud af, hvad det var for et kræ I havde fået på besøg. Adrrrr i øvrigt. Jeg har i den grad nydt din stædighed for at finde kræets oprindelse og hvor stor skade den kan finde på at udrette, skønt ☺.

Når jeg spørger min søde veninde der bor i Voel, om der sker noget i det midtjyske, så siger hun som regel, nej der sker aldrig noget spændende her. Det kan da i hvert fald modbevises i dine seneste indlæg ☺.

Fruen i Midten sagde ...

Annette: Mon dog, du plejer nu selv at holde et ret højt aktivitetsniveau. det er bare fordi, du er kommet lidt bagud med at læse ;-) Ja, mine blå mærker er kun skygger af sig selv - bogstavelig talt. Spændende og spændende, det er nok et spørgsmål om temperament. Sig lige til, hvis du en dag skal forbi Voel, ikk'!