fredag den 15. marts 2013

Ingen blufærdighed på K2


Donnaen og jeg nåede at besøge Gemalen mange gange, mens han var indlagt på K2.

Vi kom på alle mulige og umulige forskellige tidspunkter og fik på godt og ondt et vist indblik i dagligdagen på stuen.

Når vi kom om morgenen, inden Donnaen skulle i skole, var det ikke altid, at sygeplejerskerne var færdige med deres morgenrutiner med patienterne, og så måtte vi pænt vente udenfor. Men ellers var der - bortset fra i morfar-pausen over middag - altid fri adgang.

Hvilket jo var dejligt for os.

Men måske en plage for de indlagte?

Især for dem nærmest døren, som vi så af gode grunde skulle forbi, hver gang vi skulle se til Gemalen, der havde vinduespladsen til venstre.

Det var nemlig en fire-sengs-stue. Hvilket, jeg synes, virker noget gammeldags.

Til gengæld var det ikke gammeldags, at de fire senge var befolket af to kvinder og to mænd. Det, synes jeg, faktisk er meget moderne. På den grænseoverskridende måde ...

Bevares, der var skærme, der kunne rulles rundt om sengene og afskærme for indkig, når sygeplejerskerne arbejdede med patienterne. Men skulle de to mobile patienter på toilettet eller lignende, måtte de jo kravle ud og ind af sengene til fri beskuelse. Ligesom de to immobile på grund af varme og/eller ubehag tit sad eller lå med dynen halvt eller trekvart rullet væk.

Og bevares, man ser da ikke (meget) mere end i badeland. Forskellen er bare, at i badeland kommer man frivilligt. Og i badeland er man rask. Og man behøver ikke at flashe store væskende forbindinger over betændte kropsdele.

Altså, jeg tager ikke skade af synet. Og selv om Donnaen rullede lidt med øjnene, så er det for hende kun sundt at opleve, at folk generelt ikke ser ud som dem, der deltager i Divaer i Junglen.

Men jeg har ondt af patienterne. 

Ikke af Gemalen, der har en fortid som orienteringsløber og som på den baggrund kan en masse røverhistorier om frilufts-brusebade i de svenske skove ...

Men de andre. Der alle var betragteligt ældre end mig. Og ikke opvokset i de frisindede 70'ere. 


Jeg synes ikke, det er helt i orden.





PS: Jeg ved ikke, om min mor nåede at grue for, hvor hun havnede, da hun blev indlagt med sin brækkede albue. Bagefter var hun i hvert fald godt tilfreds med, at hun 'kun' havde ligget på stue med to andre ældre damer.

PPS: Hvis nu Gemalen og min mor havde hørt til samme sygehus. Og hvis nu de var blevet indlagt samtidigt. kunne de principielt have ligget på samme stue. Nøj, hvor ville de have hadet det. Begge to.


23 kommentarer:

Lene sagde ...

Tænk jeg troede ikke det var så udbredt. Hos os er det ikke sket. Vi har så også besøgstider, fordi vi holder meget i hævd, at patienter har brug for hvile. Men hvis patienten kan forlade stuen, kan man sætte sig udenfor afdelingen. Og så har vi heldigvis kun én stue, der kan laves til en firesengsstue, normalt er det en tresengsstue.
jeg ville være rigtig ked af at skulle ligge på en stue med både mænd og kvinder :-)

Madame sagde ...

Uha, det kommer også helt bag på mig, at mænd og kvinder ligger på samme stue. Da jeg for nylig besøgte min gamle moster på hospitalet, lå hun ude på gangen og skulle vise sin nyopererede hofte frem til lægen, mens folk gik forbi.
Man skal holde sig langt væk fra sygehuse, hvis man kan :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Jeg aner ikke, om det er udbredt, men det var altså vilkårene her. Og patienterne blev ikke spurgt. Nu har I også nogle 'tungere' patienter på jeres afdeling, så jeg kan godt forstå, at I holder besøgstiderne i hævd. På den anden side kan det godt virke som et afrikansk gedemarked, når folk så vælter ind til besøgstid. Det ville jeg også være ret træt af :-)

Madame: At ligge på gangen er dog det allerværste. Så nedværdigende for din stakkels gamle moster. Ja, man må passe på sig selv og holde sig mest muligt langt borte :-)

randiglensbo.dk sagde ...

For mig et det temmelig grænseoverskridende bare at ligge på en hospitalsstue sammen med 3 vildfremmede kvinder - det har jeg da prøvet nogle gange. Men at blande mænd og kvinder på samme stue, det er da lige i overkanten - jeg ville ikke bryde mig om at skulle ligge på hospitalet på de vilkår.

Randi

overleveren sagde ...

Indrømmet - jeg ville dælme osse være ked af at ligge på en blandet stue, men jeg tror måske det kommer lidt an på hvad det er for en slags afdeling. Og det er måske lettere med skadede albuer og ankler end mave-tarm problemstillinger.

Inge sagde ...

For mig ville det være en udfordring bare at ligge på en 4-sengs stue.. Jeg har ikke behov for at komme så tæt på fremmede mennesker.. :-)
Uha gemalen på samme stue som sin svigermor.. Det ville nok kun være let for dig og Donnaen.. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Ja, det er i sig selv voldsomt bare at skulle ligge på stue med andre af samme køn. Næh vel?

Overlever: Du har selvfølgelig ret, at det er nemmere, hvis dynen ikke skal alt for meget til side ;-) Men bare det at skulle ud af sengen i sit hospitals-outfit og så bevæge sig ud på toilettet medbringende eventuelle stativer med dræn-poser og andet 'spændende' må altså også være en udfordring.

Inge: Jeg har slet ikke tænkt på, hvor let det ville have været for Donnaen og mig :-) Gemalen kommer fint ud af det med sin svigermor og omvendt, men netop at skulle vrikke ind og ud af sengen i hospitals-outfit overfor hinanden, ville de dælme ikke have brudt sig om!

Lene sagde ...

Her ville man nok ikke have mænd og kvinder på samme stue, men til gengæld ville man have hele familien med, HELE dagen og også om natten ;-)

NonnasBlog sagde ...

Jeg tror ikke, at det er så almindeligt på danske hospitaler at blande mænd og kvinder på stuerne, men hvis alternativet er at ligge på gangen, kan man godt forestille sig, at mange ville vælge den blandede stue.
Næh, da jeg lå på hospitalet på Mallorca, lå vi på et tidspunkt på en lang gang, mænd og kvinder imellem hinanden. Alle uden en trevl på kroppen og kun med et lagen over sig. Det kalder jeg grænseoverskridende, i mere end én forstand :-)! Og det varede i 14 dage! God weekend!

Ellen sagde ...

Ret symbolsk, at K2 (også) er verdens næsthøjeste bjerg ...
Firesengsstuer tror jeg er ganske almindeligt, men jeg har heldigvis endnu til gode at opleve, at man blander kønnene!
Det kunne måske have været meget sjovt på en lejrskole for 100 år siden, da vi var unge og fulde af sjov, men ikke på et hospital. Dictum!

Anonym sagde ...

iguder ,, kald mig gammeldags , men en fire sengs stue er grufuld , men at den også er med blandede køn , nu må de sgu stoppe,,,, ser det for mig Donnaens far og mormor på samme stue ,,,,,,,Nej så tror jeg faktisk jeg hellere ville ligge ude på gangen ,,,

Kisser sagde ...

Uhørt at blande kønnene på samme stue.
Min salig mand var indlagt på Riget for en del år siden. Han blev placeret på en 2-sengsstue, hvor den anden var en ældre muslimsk kvinde, som gik helt i panik. Hun kunne ikke dansk. Det kunne jeg!! Min mand havde ikke talens brug længere. Der gik kun ganske kort tid, så havde de fundet en anden stue til ham og beklagede den store fejltagelse!!!

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Det må da være hyggeligt, emn også ret anstrengende at være indlagt, hvis man har HELE familien til at vimse omkring sygesengen HELE tiden!

Nonna: Det er pudsigt, at du kommenterer lige Efter Lene, der bor fast på Mallorca. Ud fra hvad hun skriver, må det have været ret enestående, det du oplevede. Det lyder vildt grænseoverskridende! Jeg bliver helt nysgerrig; måske er der potentiale til et blogindlæg om det?? Og god weekend også til dig :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: He he, det havde jeg slet ikke tænkt på. Ja, på en lejrskole. Ellers ikke. Nemlig nej :-)

Jonna: Du er vist ikke mere gammeldags end de fleste af os ;-) Ja, det kunne have været et kønt syn!! At ligge på gangen synes jeg - trods alt - må være værre.

Kisser: Jamen, det var da også en fejltagelse af dimensioner, når damen ovenikøbet var muslim. Godt, du fik din mand flyttet - forhåbentlig før hendes pårørende dukkede op??

Mia Folkmann sagde ...

Jeg synes bestemt heller ikke, at det er i orden. Jeg har lige været med min mor på skadestuen: "Åh, træk lige bukserne ned så vi kan se på benet". Jo tak, min mor er en ældre dame på 78, der ikke har lyst til at smide tøjet på en stue med 7 andre mennesker af begge køn!

Jeg siger som Madame - man skal holde sig langt væk fra sygehuse, hvis man på nogen måde kan!

PS. Jeg kom til at slette din kommentar hos mig i dag, fordi jeg skulle slette nogle spam meddelelser. Undskyld, undskyld - det var ikke meningen... :-)

Susanne sagde ...

Det kan da ikke passe, vel? Jeg synes ellers, at jeg er rimelig frisindet, men det er altså ikke i orden at blande herrer og fruer på stuerne. Man skal godt nok være frisk for at være syg. eller noget i den retning.

Stegemüller sagde ...

Selv om jeg betragter mig selv som rimeligt frisindet, ville jeg nu heller ikke bryde mig om at ligge på en blandet stue. Det kunne måske gå, hvis man var rask, men slet ikke hvis man er syg. Det er vigtigt at have bare lidt privatliv.

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Ej altså, det skulle hun da forhåbentlig ikke, din mor? Hvor uværdigt! Næh, kan man holde sig væk, er det så absolut at foretrække. Men sådan går det jo ikke altid.

Det gjorde du da vel ikke - fy! ;-)

Susanne: Jeps, det passer. Og ikke noget med at spørge, om det kunne gå an. Ja, ret så frisk ;-)

Stegemüller: Næh, vel? Man kunne selvfølgelig be' om at have rullevæggene trukket for hele tiden, men de er jo heller ikke spændende at ligge og glo på. Og man slipper jo ikke for at skulle forbi de andre, når man skal i bad eller på toilettet.

Moster Tulle sagde ...

Tja...jeg har jo for ganske nylig haft fornøjelsen af at ligge på en 6-sengsstue med både mænd og kvinder OG fri besøgstid.

Jeg synes det er grænseoverskridende at ligge sammen med 5 fremmede, uanset om de er mænd eller kvinder, men vil dog, trods alt, foretrække, at det kun havde været kvinder. Omvendt vil jeg hellere ligge inde på en mixet stue end på gangen.

Som patient syntes jeg at de der frie besøgstider er noget F. har skabt. Folk vælter ind og ud, sidder og snakker, glor, taler i mobiltelefon og man er jo trods alt indlagt, fordi man er syg. Jeg har de gange, jeg har været indlagt oplevet, at andre fik besøg kl. 7 om morgenen og kl. 23 om aftenenen, begge dele er helt ude i hampen i min verden.

Men det er pressede tider i "verdens bedste sundhedssystem" - stakkels patienter og stakkels personale.

Kong Mor sagde ...

Rædsomt.. At blande. Og dele. Jeg kan lige se min gamle moster på 93 på en firesengsstue.. med to mænd - hun ville hade hvert sekund..

Fruen i Midten sagde ...

Moster Tulle: 6 sengs stue med mixede patienter. DET var voldsomt :-( Frie besøgstider på så store stuer er nødvendigvis værre end på de mindre, og jeg giver dig ret i, at det er helt ude i hampen at komme på besøg på de yder-tidspunkter, du nævner. Personalet burde virkeligt have smidt de besøgende ud med besked på at komme tilbage på et mere civiliseret tidspunkt.

Kong Mor: Ja ikke. Vi ville synes, det var slemt. Men for de gamle damer vil det bare være totalt nedværdigende og ydmygende. Jeg håbet virkelig, at vores mødre og gamle mostre og tanter aldrig skal opleve det.

Annemor sagde ...

Hups da. Kjønnsblanding i sykerommet? Det var da som bare ...
Jeg vet ikke om jeg hadde likt det nei. Jeg har mer enn nok med å overleve sammen med uvante andre på sykehus.At man på det som kaller intensivavdelinger har ulike kjønn er en ting, der er de jo "tapet fats! til allverdens dingser og slanger, men i en vanlig ...? Nope, nei takk, ellers takk.
Man skal være frisk og sterk for å ligge på sykehus, forstår jeg :)
klem :)
Mormor

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, hvis man er syg nok, er man sikkert ligeglad. Men ellers, nej tak. Det kræver sin mand eller kvinde at ligge på sygehus! Klem tilbage :-)