mandag den 11. februar 2013

85 år og still going forbløffende strong


Den der fødselsdag sidste søndag ikk'?

Det var min moster, der fyldte 85 år.

Og gerne ville fejres.

Og som derfor inviterede til hyggelig komsammen.

Ved middagstid. Nok mest af hensyn til sig selv. Men selvfølgelig også af hensyn til de øvrige gæster, der for de flestes vedkommende også var godt oppe i årene. Faktisk var de fleste i selskabet så aldersstegne, at ikke bare Donnaen, men selv jeg var med til at trække gennemsnittet ned ...

Fødselaren selv var selskabets ældste.

Men hun er sin høje alder til trods stadig fuld af forbløffende meget foretagsomhed, og det er derfor ingen sag for hende at organisere en fødselsdag med knap 30 gæster. Det kræver selvfølgelig uddelegering, og deri er min moster ekspert. Det har hun vist altid været. Det er kombinationen af storesøster og spejder, der stadig ikke fornægter sig.

Spejder blev min moster som lille pige, og det fortsatte hun med, til hun fyldte 65. Spejder-tankegangen har altid præget min mosters måde at handle på. Det er ikke mange ting, hun har gjort primært for sin egen skyld. Og længe før, det blev almindelig populært at ville redde verden, gjorde hun det på sin egen måde. Hvilket betød, at hun i en ret moden alder pludselig var alenemor til to små afrikanske børn; min fætter og kusine.

Hvilket igen har betydet, at hun var næsten 75, før hun blev bedstemor første gang. Ikke desto mindre engagerer hun sig gerne i sine børnebørn og foretager sig dit og dat med dem. Et hit er at bage. Og dagen før fødselsdagen havde hun og Donnaens grankusine brugt hele aftenen på at bage. Typisk, men ret godt gået, hvis nogen spørger mig.

Nu er fødselsdagen godt overstået, og det er blevet hverdag, så min moster igen kan få tid til sine mange gøremål. Utallige er nemlig de ting, hun er engageret i på frivillig basis. Og ikke bare som udførende fodtusse; næh, hun er netop genvalgt til bestyrelsen for det lokale frivilligcenter, hvor utallige foreninger og frivillige grupper holder til. 

Og så videre.

Hvor jeg ville hen med alt dette? 

Bare udtrykke min glæde over, at udtrykket 'Det Grå Guld' holder hele vejen hjem, når det gælder min moster.



17 kommentarer:

Lene sagde ...

Sikke en dejlig historie, og så er den endda sand :-) hjertelig tillykke til din moster men også til I "unge" som har en god rollemodel blandt jer :-)

Ellen sagde ...

Hvor er det dejligt at læse, at din moster er så frisk - herligt livsbekræftende.
Tillykke med, at I har en som hende i familien :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Den er nemlig sand og ret fantastisk, når man tænker over den. Tak :-)

Ellen: Ja, det er ret skønt faktisk. Måske er der også håb for os andre så ;-) Og tak.

Carportognoia sagde ...

Se, det er sådan, det skal være! Nu plejer vi godt nok at dø i min familie, før vi overhovedet når at fylde 70 (...), men jeg satser alligevel stærkt på en mosteragtig alderdom. Tillykke til hende.

Madame sagde ...

Din moster er da et rigtigt livsstykke - tillykke med hende og også med at hun er en del af din familie.

overleveren sagde ...

Det er sådanne typer man kan leve højt på at høre om... dejligt at de findes og kan sende deres liv-givenhed ud i verden til os andre, der bare ind i mellem føler os lidt småtrætte.

Inge sagde ...

Hvor er det skønt at høre, at der er kvinder som din moster. Tillykke til hende og til jer der har hende i familien.

Pia sagde ...

Dejligt med gamle og aktive borgere i både familien og i samfundet. Heldigvis er der mange af slagsen, og nu har jeg jo ikke set din moster, men jeg forbavses ofte, når jeg hører om gevaldige aktive der har rundet de 80. Pensionister er langt fra gamle i vore dage. Denne historie bekræfter jo bare at alderen blot er et tal, så længe helbredet ikke spærrer ben. Godt gået af moster.

Stegemüller sagde ...

En fantastisk moster du har! Bare der var flere af den slags gamle mennesker, der virkelig kunne rykke noget, så havde meget nok set anderledes ud.

Jeg tror virkelig, at spejderbevægelsen sætter sit præg på dem der har været med i den. Flot at din moster pludselig havde to små i flokken.

Tillykke med moster!

Rejen sagde ...

Sikke en fantastisk kvinde din moster..;-D

Fruen i Midten sagde ...

Carportognoia: Ja, det synes jeg også, du skal satse på. Plus en væsentligt forhøjet gennemsnitslevealder i din familie :-) Tak.

Madame: Jep, hun er :-) Tak og tak.

Overlever: Min moster er skam også træt ind i mellem. Men så formår hun at hive sig selv op ved håret. Men ja, det er ret livgivende at kende (eller bare høre om) en som hende :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: De findes jo givetvis mange steder. En gang i mellem skal man bare 'opdage' dem :-) Tak og tak.

Pia: Der findes nemlig mange. Heldigvis, for de gør meget godt rundt omkring. Det kan være ret imponerende, hvad nogle gamle kan klare. Pensionsalderen har i hvert fald ikke noget med at være gammel at gøre. Det er nemlig godt gået :-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Hun er ret fantastisk på helt sin egen måde (hvilket vi nok ikke skønner helt nok på). Det tror jeg, du har ret i. Spejderbevægelsen gør (gjorde?) noget ved folk. Flot, meget specielt og enormt godt klaret. Tak :-)

Reje: Det er hun nemlig :-)

Annemor sagde ...

Noen klarer det utroligste. Vel overstått, til din moster.
Klem :)
Mormor

NonnasBlog sagde ...

En fantastisk moster, du har. Tillykke med hende! Hvor er det skønt at høre om aktive, ældre mennesker.
Vores (tr)oldemor er den ældste i vores familie (83), og hun er mentalt meget kvik. Hun har været en del syg, så hun kommer ikke så meget omkring, men man bliver i godt humør af at være sammen med hende. God tirsdag!

mig & ipsen sagde ...

skøn læsning,,,,,, dejligt,,,,,,,nyd det ,det er en gave at din moster er sådan et livstykke ❤
(jeg skal på hukommelsesklinikken med min mor på 84 i dag, det er jeg noget knuget over, men man vælger desværre ikke selv hvordan livet kommer til at forme sig , jeg bliver så glad når jeg ser og hører om åndsfriske gamle ....❤

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, nogle mennesker har heldigvis både vilje og kræfter til at overkomme rigtigt mange ting, selv om de er blevet temmeligt gamle. Tak og klem tilbage :-)

Nonna: Tak. Jeres (tr)oldemor lyder da også som en dejlig gammel dame :-)

Jonna: Du har ret; det er en gave med åndsfriske ældre. Jeg håber, jeres tur til hukommelsesklinikken var en god oplevelse. Gemalen har været der flere gange med Farmor, og det ER træls at nå dertil. Men som du skriver, det vælger man jo ikke selv.