Lille Øv og Store Øv

Lille Øv og Store Øv.

 

Det er os, Pigebarnet og hendes mor.

 

Man kan nok diskutere, hvem der er den store, og hvem der er den lille. For vi er ret øv-agtige begge to.

 

For det var jo i morgen, at Gemalen og jeg skulle have været til staden og have ført os frem. Og overnattet på fancy-pansy hotel. Hvilket Fruen i høj grad havde set frem til.

 

Men det bliver der ikke noget af. Ikke noget Bella Sky til Fruen i denne omgang.

 

For Gemalen er slet ikke blevet sig selv efter sin operation. Han er stadig skidt og plaget af en masse kedelige eftervirkninger. Og det er meget svært at finde ud af, om lægerne både før, under og efter har glemt at fortælle ham om det med småt. Eller om han er særlig hårdt ramt? (Og eventuelt burde genindlægges?)

 

I hvert fald skal vi ingen steder.

 

Så, udover at være noget mere bekymret, end jeg først troede, jeg skulle være, så er jeg altså også temmelig skuffet.

 

Men det har jeg jo allerede været én gang, hvor jeg bagefter blev ret træt af mig selv. Så i denne omgang prøver jeg at beherske mig.

 

Pigebarnet derimod var ved at gå midt over, på langs, da vi måtte erkende, at hun ikke skulle passes af Mormor i det lille døgn, vi ville have været væk.

 

Så hun lavede en scene af den anden verden. Den verden, der udelukkende er befolket af hormonelt forskruede, navlebeskuende næsten-teenagetøser ...

 

Argh!

 

At se sine egne (grimmeste) frustrationer blæst ud for fuld skrue af en 12-årig er ikke kønt. Slet ikke.

 

Heldigvis meldte Mormor ind med en hygge-eftermiddag. Og Pigebarnet lod sig formilde. Sådan da.

 

For det er altså noget øv.

 

Og det synes vi andre sådan set også.

 

Øv øv.