mandag den 23. april 2012

Lille Øv og Store Øv


Lille Øv og Store Øv.
 
Det er os, Pigebarnet og hendes mor.
 
Man kan nok diskutere, hvem der er den store, og hvem der er den lille. For vi er ret øv-agtige begge to.
 
For det var jo i morgen, at Gemalen og jeg skulle have været til staden og have ført os frem. Og overnattet på fancy-pansy hotel. Hvilket Fruen i høj grad havde set frem til.
 
Men det bliver der ikke noget af. Ikke noget Bella Sky til Fruen i denne omgang.
 
For Gemalen er slet ikke blevet sig selv efter sin operation. Han er stadig skidt og plaget af en masse kedelige eftervirkninger. Og det er meget svært at finde ud af, om lægerne både før, under og efter har glemt at fortælle ham om det med småt. Eller om han er særlig hårdt ramt? (Og eventuelt burde genindlægges?)
 
I hvert fald skal vi ingen steder.
 
Så, udover at være noget mere bekymret, end jeg først troede, jeg skulle være, så er jeg altså også temmelig skuffet.
 
 
Pigebarnet derimod var ved at gå midt over, på langs, da vi måtte erkende, at hun ikke skulle passes af Mormor i det lille døgn, vi ville have været væk.
 
Så hun lavede en scene af den anden verden. Den verden, der udelukkende er befolket af hormonelt forskruede, navlebeskuende næsten-teenagetøser ...
 
Argh!
 
At se sine egne (grimmeste) frustrationer blæst ud for fuld skrue af en 12-årig er ikke kønt. Slet ikke.
 
Heldigvis meldte Mormor ind med en hygge-eftermiddag. Og Pigebarnet lod sig formilde. Sådan da.
 
For det er altså noget øv.
 
Og det synes vi andre sådan set også.
 
Øv øv.

12 kommentarer:

Kong Mor sagde ...

Det er SÅ frustrerende at sætte næsen op efter noget og så bliver det ikke til noget. I må lave noget intensiv forkælelse når nu ikke det kan være anderledes.
Spis noget lækker takeaway - køb en god film - en masse slik og bare hyg jer!
Det lyder bare ikke godt at han måske skal ind igen..

Rejen sagde ...

Øv og øv, håber at gemalen slipper for genindlæggelse og at I kan tage afsted en anden dag...Mon ikke præteenageren kommer over det, når hun får lidt hygge med Mormor alligevel..

Madame sagde ...

Det var sødt af Mormor at tilbyde en hygge-eftermiddag, der kunne formilde Pigebarnet. Jeg håber, Gemalen snart er frisk igen og slipper for at blive genindlagt.

Inge sagde ...

Øv øv på alles vegne.. God bedring til gemalen, og god dag til jer alle.

Fruen i Midten sagde ...

KongMor: Ja, vi bliver simpelthen nødt til at finde på noget som kompensation!

Reje: Ja, det håber jeg også, at han slipper for. Det er pt kun mig, der har tænkt tanken. Lægen siger, han skal se tiden an :-(

Pigebarnet bliver nok god igen, men det var slemt, mens det stod på!

Madame: Ja, det er pænt af Mormor. Der krydses fingre for godt vejr.

Og ja, jeg håber også på snarlig bedring. Det er lige pt temmelig TRÆLS :-(

Inge: Tak skal du ha'. Også god dag til dig :-)

Frøskuffen sagde ...

Øv hvor ærgeligt for jer alle. Kan I ikke begrænse skaden og lade pigebarnet få sin overnatning hos mormor alligevel ?

Fruen i Midten sagde ...

Frøskuffe: Hej og velkommen forbi :-)

Ja, det er på alle måder ærgeligt :-(

Mormor skulle overnatte hos os, så Pigebarnet kunne passe sin skole, så nej den overnatning må vente til en anden god gang.

Kirsten sagde ...

Ja det er da også bare øv i alle retninger. Det største øv må vel i sagens natur gå til Gemalen - det er jo ikke så rart at der er noget som ikke er helt ok. Er der nogen af de kære medicinmænd der har en anelse om hvorfor? De har vel ikke glemt noget inden i ham?
Præ-teenagere! Har lige præcis den størrelse derhjemme, 12 år i juni. Så: Min dybeste medfølelse...

Ellen sagde ...

Ja - stort ØV, men en lidt større bekymring, måske? Det lyder da ikke helt godt med ham ... vil helst ikke høre nogen historier om lægesjusk, vel?
Pøjpøj med ham.
Og præ-barnet: husk, at det hele kun er en overgang ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Kirsten: Ja, det er selvfølgelig Gemalen, det er øv for. Vi andre er jo bare nogle små egoister :-/

Lægen, hans egen, hælder til hævelser og evt. bivirkninger ved penicillin ...

Og 12-årige, de er en fest!

Ellen: Tak. Jeg håber virkelig, at den lægesjusk, der er tale om, udelukkende går på mangelfuld information.

En overgang, ja men hvor længe? Vi andre skal jo helst stå distancen ...

Anonym sagde ...

Ærede frue. Jeg tror, vi alle har brug for at lufte vores indre 12-årige, når vi er skuffede og samtidig bekymrede. De bedste ønsker for gemalen - og for en fremtidig alene-weekend.

Fruen i Midten sagde ...

Fru Gad: Du har muligvis ret, men det bliver det ikke kønnere af! Og tak :-)