Mumitrolde på morgentur

Tidligt her til morgen kunne man opleve adskillige mumitrolde lufte deres hunde.

Eller sådan så det i hvert fald ud.

I virkeligheden var det bare de sædvanlige hundeluftere på morgentur. Eller bare var vi jo netop ikke, men indhyllet til ukendelighed i adskillige ekstra tøjlag for at holde til strabadserne, nu den arktiske kulde havde ramt det midtjyske.

Jeg har været i gang med at tælle lag. Det blev til 3 på underkroppen (jens lynere, lange bukser og overtræksbukser) og ikke mindre end fem på overkroppen. Plus selvfølgelig hue og både halsedisse og tørklæde, uldne sokker og termostøvler.

Bortset fra en noget hæmmet bevægelsesevne virkede det meget godt. Det er kun fingrene, jeg ikke kan holde varmen i. Trods store forede arbejdshandsker frøs jeg hurtigt fingrene, så de gjorde ondt, og blev derfor en lille smule skruphysterisk, da Kamelen for syvhundredeogsyttende gang stoppede op for liige at snuse en særlig spændende duft ind.

Jeg prøvede at forklare Kamelen, at det var alt for koldt til at stå stille, men den tossede hund var aldeles upåvirket. Hun er ganske vist også ret velpolstret for tiden. Hvilket - vil jeg gerne pointere - ikke skyldes overfodring med julelækkerier, men gement æblerov.

Hvorfor det altså kan konkluderes, at æbler feder. I hvert fald når der er tale om 3-4-5 æbler om dagen. Oven i den almindelige madration. Nu ligger der heldigvis næsten ingen æbler mere nogen steder (Kamelen har jo ædt dem), og om et øjeblik holder det op med at være så koldt og bliver forår igen, så vi kan røre os lidt mere uden at dø af kulde i processen.

Tænk, om et halvt år vil mine lufte-udfordringer forhåbentlig bestå i at finde fortovsfliser i skygge og undgå at blive ædt af myg, hvis vi går i skoven.

Det bliver nu dejligt.

Egen udgave af Find Holger
med Kamelen en gang i efteråret.

Pebernødderevanche

Egentlig havde jeg parkeret pebernødder og øvrige julekager i kategorien mindre vigtigt for den gode julestemning.

Måske vidste jeg godt, at den parkering ikke nødvendigvis holdt hele vejen igennem.

Men jeg havde alligevel undervurderet, hvilken - tydeligvis - central rolle pebernødder spiller for Gemalen, når det drejer sig om at nå fornemmelsen af 'rigtig' jul.

Pyt med mangelfuld julepyntning og pyt med en hel del andre ting. Men pebernødder!! Uden dem er det helt sikkert ikke rigtig jul.

Så allerede på vej hjem fra Sjælland begyndte Gemalen:

- Synes du ikke, at det egentlig er lidt ringe, at du slet ikke har bagt pebernødder?

Jo, vel var det da lidt ringe, men jeg mente nok, at jeg var lovlig undskyldt, for jeg havde altså haft en del andre ting at tænke på.

Den argumentation holdt ikke en meter:

- Du kunne da bare have givet dig til at bage, mente Gemalen. Så havde du været tvunget til at koncentrere dig om det i stedet for alle dine bekymringer.

Øh, javel ja. Det var da i hvert fald et synspunkt.

Enden af det blev - selvfølgelig - at allerede inden juledag var omme, havde jeg bagt pebernødder, og Gemalen var godt tilfreds.

Nu var jeg så kommet i gang, så dagen efter bagte jeg også vaniljedimser. "-dimser", fordi de er uden hul i midten og derfor ikke så godt kan kaldes -kranse.

Oven på det kunne jeg så meget passende bage brunkager af den dejpølse, jeg havde fået af min mor. Desværre var den ikke sådan lige at finde. Jeg ledte både højt og lavt, men væk var den, og jeg anklagede både Gemalen og Donnaen for at have flyttet den, hvilket de begge benægtede.

Kamelen blev ikke anklaget for noget, for jeg var heldigvis overbevist om, at dejpølsen aldrig var nået længere end til kælderen, hvortil Kamelen ikke har adgang. På sin vis ville det også være uretfærdigt at anklage Kamelen for dejpølse-tyveri, for selv om hun er absolut altædende, så har hun - 7-9-13 - aldrig snuppet lækkerier fra hverken komfur, eller køkken- og spisebord.

Jeg mente, jeg bare havde lagt dejpølsen på oven på fryseren, men da Gemalen også bruger fryserlåget til cykel-tøj og sportstasker, var der en vis risiko for, at dejpølsen ved et uheld var blevet skubbet ned bag fryseren, så både Gemalen og jeg lå på maven hen over fryseren og lyste med lommelygter ned bag ved uden at finde andet end støv, spindelvæv og en enkelt klemme.

Det faldt os ikke ind at kigge ned i selve fryseren, og det var dumt, for der fandt jeg flere dage senere dejpølsen, men da havde Donnaen i mellemtid købt brunkager i supermarkedet, så pølsen ligger der endnu. Om brunkagedej overhovedet kan tåle at blive frosset ned, aner jeg ikke, men det finder jeg nok ud af, når vi om en uges tid eller to har gumlet os ned til bunden af de nu kun halvfyldte kagedåser.

Og nej, ingen af os har lagt dejpølsen ned i fryseren. Den er tilsyneladende selv hoppet ...

Gammelt pebernødde-billede,
but who cares?