onsdag den 4. januar 2017

Pebernødderevanche


Egentlig havde jeg parkeret pebernødder og øvrige julekager i kategorien mindre vigtigt for den gode julestemning.

Måske vidste jeg godt, at den parkering ikke nødvendigvis holdt hele vejen igennem.

Men jeg havde alligevel undervurderet, hvilken - tydeligvis - central rolle pebernødder spiller for Gemalen, når det drejer sig om at nå fornemmelsen af 'rigtig' jul.

Pyt med mangelfuld julepyntning og pyt med en hel del andre ting. Men pebernødder!! Uden dem er det helt sikkert ikke rigtig jul.

Så allerede på vej hjem fra Sjælland begyndte Gemalen:

- Synes du ikke, at det egentlig er lidt ringe, at du slet ikke har bagt pebernødder?

Jo, vel var det da lidt ringe, men jeg mente nok, at jeg var lovlig undskyldt, for jeg havde altså haft en del andre ting at tænke på.

Den argumentation holdt ikke en meter:

- Du kunne da bare have givet dig til at bage, mente Gemalen. Så havde du været tvunget til at koncentrere dig om det i stedet for alle dine bekymringer.

Øh, javel ja. Det var da i hvert fald et synspunkt.

Enden af det blev - selvfølgelig - at allerede inden juledag var omme, havde jeg bagt pebernødder, og Gemalen var godt tilfreds.

Nu var jeg så kommet i gang, så dagen efter bagte jeg også vaniljedimser. "-dimser", fordi de er uden hul i midten og derfor ikke så godt kan kaldes -kranse.

Oven på det kunne jeg så meget passende bage brunkager af den dejpølse, jeg havde fået af min mor. Desværre var den ikke sådan lige at finde. Jeg ledte både højt og lavt, men væk var den, og jeg anklagede både Gemalen og Donnaen for at have flyttet den, hvilket de begge benægtede.

Kamelen blev ikke anklaget for noget, for jeg var heldigvis overbevist om, at dejpølsen aldrig var nået længere end til kælderen, hvortil Kamelen ikke har adgang. På sin vis ville det også være uretfærdigt at anklage Kamelen for dejpølse-tyveri, for selv om hun er absolut altædende, så har hun - 7-9-13 - aldrig snuppet lækkerier fra hverken komfur, eller køkken- og spisebord.

Jeg mente, jeg bare havde lagt dejpølsen på oven på fryseren, men da Gemalen også bruger fryserlåget til cykel-tøj og sportstasker, var der en vis risiko for, at dejpølsen ved et uheld var blevet skubbet ned bag fryseren, så både Gemalen og jeg lå på maven hen over fryseren og lyste med lommelygter ned bag ved uden at finde andet end støv, spindelvæv og en enkelt klemme.

Det faldt os ikke ind at kigge ned i selve fryseren, og det var dumt, for der fandt jeg flere dage senere dejpølsen, men da havde Donnaen i mellemtid købt brunkager i supermarkedet, så pølsen ligger der endnu. Om brunkagedej overhovedet kan tåle at blive frosset ned, aner jeg ikke, men det finder jeg nok ud af, når vi om en uges tid eller to har gumlet os ned til bunden af de nu kun halvfyldte kagedåser.


Og nej, ingen af os har lagt dejpølsen ned i fryseren. Den er tilsyneladende selv hoppet ...

Gammelt pebernødde-billede,
but who cares?

11 kommentarer:

www.skøreliv.dk sagde ...

Brunkagedejen kan sagtens fryses! :-)
Jeg fristes til at spørge om hvorfor gemalen ikke bare selv gik i gang med de dersens pebernødder?....
Men jeg gi'r jer helt ret uanset; pebernødder er virkelig helt essentielt i forhold til at få den forkromede julestemning i hus! ❤️

Birgitte B sagde ...

Ja hvorfor bagte manden dog ikke selv ;) men så er det jo godt, at du er en god husmor frue og har bagt flere slags. Jeg nåede ikke at bage småkager i december. Måske det kommer når det bliver jul igen? Kh Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Maude: Godt at vide, det med brunkagedejen. Altså, Gemalen begiver sig jo ikke af med at bage. Det ligger fuldstændig uden for, hvad han mener, han skal beskæftige sig med. Til gengæld har han luge justeret dæktrykket på min bil :-)

Birgitte: Ja da. Til næste jul har vi begge helt styr på julekagerne. Eller også har vi ikke, og så bliver det jul alligevel. Vi har jo lige bevist det :-)

Mette sagde ...

ha ha ha ha selv hoppet i fryseren:) Åh, frue you make me laugh:) Aner heller ikke om sådan dej tåler frys men regner med du giver besked:)

Ellen sagde ...

Underligt ... her i huset har vi også ting, der selv kan flytte sig. Jeg tror ikke, det kan være telekinese. Autokinese, måske?

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Den må selv være hoppet, hvis ikke vi har nisser i huset. Og det tror jeg ikke, vi har. Trods alt. Maude skriver heldigvis, at brunkagedej godt kan tåle en tur i fryseren :-)

Ellen: Altid rart at vide, at andre også af og til bliver udsat for uforklarlige fænomener. Om de så hedder autokinese eller ej :-)

Lene sagde ...

Godt at dejen kan fryses, for jeg har nemlig to brunkageportioner i fryseren :-) Og pebernødder skal man have til jul, og i år vil jeg huske at bage dem først i december, sikke de penge jeg så sparer på hjemmebragte småkager :-)
Det der med uforklarlige fænomener i huset kender jeg alt til, og det mærkelige er at gemalen altid kan forklare det, for jeg er jo disponeret for demens! :-)

monicastage sagde ...

ah pebernødder. jeg lavede en portion, og var kreativ og dyppede nogle i hvid chokolade og nogle i mørk chokolade. Tog med på arbejde til stor fryd for kollegaer. Men derhjemme er er det kun mig som mæsker mig i denslags. De to andre er mere sådan thanks but no thanks.. Til gengæld ser man mig i hyppig trafik forbi kagedåserne.. puh.. det går jo ikke.. så selv om jeg er vild med din indstilling "nu er dåsen tom, så må der fyldes op", så mangler jeg vægtige argumenter for at kaste mig på den vogn.. når det nu kun er mig der æder. som i grov. suk...

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Så skal I også have brunkager til kaffen her i januar :-) Her i huset er vi heldigvis lige gode om ikke at kunne finde ting (der er demens til begge sider i familien, så vi er nok lige disponerede, hvis det skulle komme dertil).

Monica: Ej, det må du da næsten ikke skrive. Der er visse ting, det er bedst slet ikke at vide noget om. Heldigvis kan vi ikke lide hvid chokolade, og mørk chokolade er nærmest sundt, så måske kan det forsvares at prøve? ;-)

/ks sagde ...

Dælme smart med selvhoppende dejpølser!

Fruen i Midten sagde ...

KS: Dælme usmart ville jeg nu sige. De siger jo ikke, hvor de hopper hen ...