Da jeg søndag klokken seks kørte efter jordbær, var vejen pæn og fin, og at jeg ingen jordbær fik, kommer ikke historien ved, men ærgerligt var det.
Men da jeg ved nitiden gik tur med Kamelen, var der pludselig et hul. Ude midt på vejen. Vores lille villavej.
Først var jeg lidt i tvivl. Det havde jo været meget varmt, så måske så jeg syner?
Men den var god nok. Der var hul i vejen. Et stykke asfalt på størrelse med et meget stort grydelåg var forsvundet, sunket ned i et hul, der var lidt større end en stor murerspand.
Det var så sært, at jeg trak Gemalen ud for at se det, og vi blev hurtigt enige om, at det var vi faktisk nødt til at gøre ved. Lige med det samme. Selv om klokken var aften, og det ovenikøbet var søndag. Vi kunne anstændig vis ikke bare gå i seng og risikere, at nogen kørte galt, fordi de fik et forhjul i hullet.
Men hvem ringer man lige til en søndag aften for at belemre dem med, at der er huller i ens vej?
Der er jo ikke - umiddelbart - en døgnbemandet hotline til kommunens afdeling for Park & Vej, så vi besluttede os for at ringe til politiet. Ikke 112, for så højdramatisk syntes vi alligevel ikke, det var, men 114 måtte være det rigtige valg, mente vi.
Hvad der sker på en hverdag mellem 10 og 14, ved jeg ikke. Men en søndag aften, bliver man først bedt om at indtaste sit postnummer og ryger så videre til en telefonsluse, der fortæller en, at man ved røveri og andre akutte ting skal ringe 112. Godt så, men det ville vi jo netop ikke. Desuden kunne man vælge mellem at taste x for at blive viderestillet til en specifik medarbejder (som man altså på en eller anden måde skulle kende i forvejen) eller taste y for at høre politiets åbningstider. Mere kunne man ikke vælge i mellem ...
På det tidspunkt tabte Kamelen og jeg tålmodigheden og overlod til Gemalen at ringe 112.
Det virkede til gengæld. Og efter ganske kort tid var det lykkedes at jage den meget lokale indsatsleder (han bor 1½ vej væk) væk fra terrassen og hen om hjørnet, hvor Gemalen pligtskyldigt stod og dirigerede den ikke-eksisterende trafik.
Han, altså Gemalen, fik ros for sin indsats (hvilket var lidt unfair, for det var jo Kamelens og mit hul ...), og så ringende han, altså indsatslederen, til Park & Vej, for i modsætning til os havde han den direkte linje til det kommunale hul-beredskab. Og så ville der straks blive gjort 'noget', for sådan et hul i vejen kunne man ikke have til at stå uafmærket natten over.
Nu havde Gemalen gjort, hvad han kunne og gik i seng. Det samme gjorde jeg, og mens jeg børstede tænder, hørte jeg pludselig temmelig meget larm fra vejen, og jeg tænkte, at nu gjorde nogen nok 'noget'. Og ganske rigtigt kunne jeg tidligt mandag morgen konstatere, at der var lagt en stor køreplade hen over hullet og placeret en orange advarselsstander oven på.
Det var - syntes jeg - forbløffende hurtig udrykning, og endnu mere forbløffet blev jeg, da der allerede klokken halv ni var folk i gang med at besigtige hullet og gøre ikke bare 'noget' men 'noget mere'. Sidst på dagen kunne jeg konstatere, at køreplade og advarselstander var tilbage på plads. 'Noget mere' har tilsyneladende i første omgang været at stoppe flis i hullet.
Hvorfor ved jeg ikke, og jeg ved heller ikke, om man nu bare afventer, at der kommer en mand forbi med en spand asfalt, eller om der skal gøres 'noget endnu mere'? Men jeg synes, det var rart at konstatere, at der faktisk lynhurtigt var hul igennem til det kommunale system.
Til gengæld ringer jeg nok aldrig mere 114.
