Prøveklud

Ting skal læres, da de færreste er født med at kunne alting.

Og når man skal lære noget, er man som oftest nødt til at øve sig.

Visse ting kan man øve sig i bag lukkede døre, og en dag kan man dem bare. Andre ting øver man sig på i samvær med andre, og selv om det ind i mellem kan føles lidt dumt - som når ens hjerne og tunge på bare 5-6 uger fuldstændig har glemt, hvordan man taler tysk - så går det som regel alligevel.

Dertil kommer så de ting, som man kun kan lære ved at øve sig 'på nogen'.

Det gælder både negleteknikere og - gys! - hjernekirurger.

Sådan må det nødvendigvis være, og derfor bør man jo også være positiv og sige selvfølgelig, hvis man bliver spurgt, om det er i orden at blive behandlet af en, der er under oplæring.

Men derfor kan men vel godt tillade sig i sit stille sind at ønske, at det var alle de andre, der blev øvet på?

Det gjorde jeg i hvert fald lidt i morges, hvor jeg havde en tid hos lægen.

Eller det var det så netop ikke, for det er sådan, at sygeplejerskerne i lægehuset, hvor vi kommer, for nyligt har overtaget nogle af de mindre komplicerede tests. Herunder screening for livmoderhalskræft, som var lige præcis det, jeg havde fået indkaldelse til.

Altså forholdsvis banalt (selv om jeg som vel 95 procent af den kvindelige befolkning hader underlivsundersøgelser). Ikke noget med hjernekirurgi for begyndere.

Så jeg tænkte Pyt, hvor svært kan det være?

Også selv om sygeplejersken gjorde en del ud af at fortælle, at hun stadig ikke var så øvet og derfor i nogle tilfælde måtte give op og kalde på en af lægerne.

Hun virkede dog rimeligt overbevisende, så jeg følte mig i rimeligt trygge hænder og var fortrøstningsfuld. Det ville jo kun tage et øjeblik.

Da det øjeblik var gået, lød det imidlertid:

- Øhm, jeg tror lige, jeg tager et andet instrument.

Og et øjeblik senere igen:

- Nå øv, jeg bliver altså nødt til at kalde på en af lægerne. Er det okay med dig?

Det måtte det jo nødvendigvis være. For hvad var alternativet? At skulle gå igen med uforrettet sag havde jeg overhovedet ikke lyst til.

Altså sagde jeg ja, og altså lå jeg et øjeblik efter - for ulåst dør, med nøgent underliv og hævet halvanden meter op fra gulvet - og kiggede op i loftet, mens jeg spekulerede over, dels hvor lang tid der ville gå, før en af lægerne havde tid - de måtte jo formodes alle at have patienter - dels hvilken læge der ville komme. Der er to kvindelige læger og to mandlige læger i lægehuset. Min faste læge er en mand, så han ville selvfølgelig være okay. De to kvindelige ville også være okay, men den sidste, mandlige, læge kender jeg overhovedet ikke, så han ville faktisk ikke være helt okay.

Men det havde jeg glemt at sige, inden sygeplejersken forsvandt ud af døren. Iøvrigt ville jeg jo gerne havde det overstået.

Til min absolutte tilfredshed var det min egen læge, der få minutter senere kom ind gennem døren.

Og efter endnu et øjeblik var det overstået.

Troede jeg.

For sygeplejersken skulle jo lære det, så lægen ville godt lige vise hende, hvordan han tacklede besværlige livmoderhalse som min.

Hvilket betød, at han gentog hele processen. L-a-n-g-s-o-m-t. Mens han pædagogisk forklarede, hvordan han gjorde først sådan og derefter sådan for til sidst at kunne sådan og sådan.

Først derefter fik jeg lov at slippe og blev pumpet ned på gulvet igen.

Nu går der heldigvis fem år før næste indkaldelse, og til den tid har sygeplejersken nok fået taget på det.

Udsalg på den irriterende måde

Nu er det februar, og dermed stort set slut med alverdens udsalg.

Heldigvis.

Skrev hun virkelig heldigvis?

Mærkeligt tilfælde.

Nu er det jo slet ikke, fordi Fruen ikke kan lide tilbud, udsalg og alt, hvad der ligner. Faktisk tværtimod. Der er da ikke noget bedre end at gøre et kup. Købe noget lækkert til en rigtig god pris. Eller købe noget, som man skal bruge, nedsat til det halve.

Der er bare det ved det, at jeg ind i mellem føler mig trukket så meget rundt i manegen, at fornøjelsen fordufter og erstattes af irritation og en kedelig fornemmelse af at blive snydt.

Det er et nymodens internet-fænomen, og det skyldes primært de cirka 27.000 tilbudsmails fra diverse firmaer, jeg lader ramme min indbakke. Mails, som i udsalgssæsonen dumper ind stort set dagligt med nye tilbud på nedsatte varer, nye nedsatte varer og endnu flere nye nedsatte varer.

Meget fint, for så er der jo til sidst et kæmpeudbud af nedsatte varer fra den pågældende butik.

Skulle man tro.

Men sådan er det jo ikke. Noget når at blive udsolgt, før andre ting bliver sat ned. Eller overhovedet bliver gjort tilgængelige på nettet.

For eksempel kom min yndlingssæbe, med duft af lavendel, på udsalg. Og hvis jeg købte tre kunne det også betale sig i forhold til fragten, som var ganske dyr i netop den web-butik. Donnaens yndlingsduft er rose, men den var slet ikke at finde, så jeg nøjedes med lavendel. Og et pænt tilskud til postens fortsatte drift.

Dagen efter - eller var det måske to dage senere? - kom der en mail med nye nedsatte varer. Nu var Donnaens yndlingssæbe pludselig både tilgængelig og nedsat, og så måtte jeg jo købe tre af den også. Og samtidig lægge en pænt tilskud til postens fortsatte drift ...

Hvor sjovt er det lige?

Måske er jeg særligt nem at irritere, jeg ved det ikke, men i hvert fald blev jeg så sur, at jeg har slettet den efterfølgende strøm af udsalgsmails fra den samme webbutik uden overhovedet at kigge på dem. 

Ha, så kan de lære det! - Prøver jeg at bilde mig selv ind.

Og hvis det endda så bare var i januar til det traditionelle udsalg.

Men det er det jo slet ikke.

Op til jul var det endnu værre. Med helt umuligt mange butikker, der havde dagstilbud på dit og dat. Den ene dag var der 50 procents rabat på dit, og den anden dag var der 40 procents rabat på dat, men ikke længere på dit. Og så fremdeles.

Hvis jeg skulle have udnyttet det optimalt, ville det have været en fuldtidsbeskæftigelse, fordi der skulle tjekkes og (måske) bestilles hver eneste dag i den sidste måned op til jul. Og til sidst ville jeg skulle akut-bestille de ting, som mod forventning aldrig kom på tilbud. Det havde jeg ikke helt tid til, da jeg også har et job og en familie at passe, så i stedet måtte jeg et par gange konstatere, at nu var der sørme tilbud på lige netop det, som jeg havde købt til fuld pris ganske få dage forinden.

Og hvor sjovt er det så?

Tid til at bøvle med at returnere fuld-pris produkterne og i stedet købe nedsat havde jeg ikke just. December går hurtigt nok endda uden den slags tidskrævende bonus-øvelser.

Helt firkantet kunne man så hævde, at jeg da bare kunne afmelde alle mine tilbudsmails. Droppe alle tanker om at købe billigt ind. Og iøvrigt holde helt op med at handle på nettet og i stedet bevæge mig ud i det virkelige liv.

Meeen.

Det kommer nok ikke til at ske. For det er altså dejlig nemt bare at købe ind på nettet og så hente alle sine indkøb et par dage senere i kundeservice i det lokale supermarked. Og det er altså virkelig dejligt at udnytte de gode tilbud.

Jeg vil bare ikke skulle føle mig taget ved næsen to dage senere.

Så nu prøver jeg at regne ud i, hvordan jeg skal undgå det fremover. Det kommer nok til at koste et par webbutik-bekendtskaber. 

Det må jeg prøve at bære. 

Spørgsmålet er vel så bare, om webbutikkerne også kan undvære mig ...