fredag den 14. august 2015

Hjemture


Efter den guidede rundvisning på Neuschwanstein kan man forsøge at møve sig ud på slottets balkon og falde i svime over den totalt vidunderlige udsigt. Og efter indkøb af diverse tingeltangel i souvenirbutikken, kan man gå ad stien op til Marien-Brücke og se ned på slottet og videre ud over dalen. Igen en totalt vidunderlig udsigt. Det er fra denne bro,  at nok 90 procent af alle billeder af slottet er taget. Største udfordring er at undgå at blive skubbet til og/eller at tabe sit kamera ned i kløften, hvor man med garanti ikke behøver at lede efter det.

Nu havde vi god tid og snuppede en hestevogn, som i roligt tempo klip-klappede sig ned til byen igen. 

Her var der langt flere mennesker, end da vi kom, og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi ikke skulle se mere. Hverken slottet Hohenschwangau, hvor Ludwigs far havde resideret, og Ludwig var opvokset, eller museet for de bayerske konger.

I stedet for at køre samme vej hjem til Oberammergau, valgt vi en sydligere rute, der på en kort strækning gik gennem Østrig. Det blev en smuk, smuk tur. Masser af bjerge og den fineste turkisgrønne sø, Plansee. Vi kom også forbi afkørslen til Schloss Linderhof, et andet af Ludwigs mange slotte. Men selv om jeg egentlig gerne ville set det - vistnok meget smukke og i forhold til Neuschwanstein helt anderledes - slot, var jeg så brugt i knolden, at jeg helt uden brok lod Gemalen passere.

Tilbage i Oberammergau gik vi på jagt efter en sen frokost. Først hos en vældig sød bagerdame, bagefter hos en slagterdame, der dårligt kunne skjule sin irritation over vores vægelsind og sære ønsker om tre skiver af én slags pølse og fem skiver af en anden. Det må være hårdt at være ekspedient i sådan en turist-overrendt by, hvis man ikke kan lide turister ...

Derefter var det tid at slå mave, og da der var Tour de France i fjernsynet, som Gemalen endelig havde fået til at virke, skete der ikke mere, før løbet var slut, og sulten igen meldte sig.

Efter først italiensk og derefter mexicansk mad ville vi gerne have god, solid og lokal kost, så vi gik hen på en restaurant, vi fik anbefalet af vores vært. Udmærket sted, hvor man havde travlt. Vi var heldige, at et par var ved at gå, da vi kom ind, så vi kunne overtage deres bord. Jeg har glemt, hvad vi fik at spise, men ikke overraskelsen over, at vi ikke kunne betale med kort, da vi fik regningen. Den nærmeste bank lå mindre end to minutters gang væk, vejret var godt, og det var stadig lyst, så kein Problem. Bare tankevækkende. Også at regningen bare var en lille håndskreven lap uden hverken nummer eller navn. Nu havde vi alle steder i både Tjekkiet og hidtil i Bayern kunnet betale maskinudskrevne restaurant-regninger med kort, og så støder man pludselig på sådanne lemfældigheder. Ret sjovt faktisk i det ellers så velordnede Bayern.

Næste morgen var det tidligt op og pakke, spise morgenmad, afregne og sætte kurs mod nord. På den måde fik vi ikke set ret meget af Oberammergau og de nærmeste omgivelser, men til gengæld ved vi præcis, hvor vi gerne vil bo, hvis vi kommer forbi en anden gang, enten på gennemrejse eller bare fordi.

Turen hjem gik fuldstændig problemfrit. Vi havde vores hyr med at forklare Ruth, at vi altså ikke ville ind og køre på Autobahn hverken i eller omkring München. Men ellers samarbejdede hun upåklageligt. Også selv om vi flere gange undervejs skiftede mening med hensyn til rutevalg. Først ville vi over Potsdam, men så ville vi ramme lige i myldretiden, og så ville vi hellere over Magdeburg. Senere kunne vi høre, at der var voldsomme køer omkring Magdeburg, og så ville vi alligevel over Potsdam.

På et tidspunkt var Ruth enig med radioen om en kø, og vi valgte at dreje fra og køre et lille stykke på små veje for at køre op igen på en næsten tom Autobahn. Lidt heldig må man gerne være. Ret heldig var også en ældre herre i en af de små byer, vi ved denne frakørsel kørte igennem. Den ældre herre valgte nemlig til både vores og andre trafikanters forbløffelse at svinge til venstre i en rundkørsel. Heldigvis var trafikken langsom og begrænset, så vi kunne nøjes med at måbe og gnide øjnene en ekstra gang.

Ellers ingen stop, køer eller uheld. 

Og da vi kom hjem, stod huset, planterne hang og dynerne ventede.

Landsbyidyl i Oberammergau.

10 kommentarer:

Liv ☆ sagde ...

Kan nu godt forstå Ruth. Det er da heller ikke til at have med jer at gøre :o)
Dejligt at i trods alt fik karetturen nedad, når nu det ikke lykkedes opad. Så skulle i vel heller ikke følges med en hel landsby søde kinesere? Og åh nej med manden i rundkørslen ... Det er så svært at være forberedt på den slags. Og kamelen blev glad for at se jer?

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Ja, sommetider er vores forhold lidt anstrengt ;-) Nej, der var vist ikke en eneste kineser (kan det nu passe?) med hestevognen ned. Til gengæld var der dobbelt så mange nede i byen i forhold til før opturen. Mit indtryk er ikke, at det er landsbykinesere, men jeg kan jo tage fejl ;-) Ja, åh nej. Det kan man ikke forberede sig på. Bare glæde sig over, at det altså gik godt. Kamelen blev lyksalig - men først næste dag :-)

M.S. sagde ...

Ja, stakkels Ruth at I sådan skifter mening:) Vi har været i en Ikea i Essen der ikke tog visakort??? Hverken en lille by eller noget. Det undrede mig - troede visa var sådan verdenskendt. Det samme er sket på et på tankstationer i Tyskland. Tilgengæld tog de Mastercard begge steder. Lidt mærkeligt.

Ellen sagde ...

Sommetider må man forbavses over, hvor tæt U-landene er på lille Danmark ... jeg har også oplevet, at man ikke tager selv de mest gængse betalingskort. Ret irriterende. Især når der ikke er en automat to minutter væk ...
Sjovt med alle de kinesere, I nærmest var omringet af - vi så ingen i Bretagne. Det gjorde ærlig talt ikke noget ... ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Holder du nu også med Ruth? ;-) Det virker bare så sært, når man pludselig oplever ikke at kunne bruge kort. Og så IKEA!

Ellen: Faktisk var vi mindst lige så overraskede over den ikke-maskinudskrevne regning ... Kineserne så vi kun ved/i Neuschwanstein. Ellers ikke. Jo, nogle få i Prag. Men ellers ingen. Overhovedet. Neuschwanstein må være en del af must see-listen for kinesere, der gør Europa. Jeg har ikke noget imod kinesere, men er der nok af dem, fylder de jo :-)

Annette sagde ...

Velkommen hjem fra ferie!
Jeg er temmelig misundelig over, at du har været på Neuschwanstein, det slot har jeg altid drømt om at se. 2 gange har vi holdt ved slottet og set den kilometerlange kø af turister der ventede på at komme indenfor og har opgivet. Men måske en gang det lykkes, hvis vi er lige så forudseende og bestiller billet hjemmefra.

Min medfødte nysgerrighed fik mig naturligvis til at hoppe lidt tilbage i dine indlæg fra det forløbne år og jeg kan (nu) nikke genkendende og grinende tilbage til din beskrivelse af hvilken bilfarve du ikke ville have. Min tidligere svigerfar solgte biler og hver e n e s t e gang vi skulle have ny bil, blev jeg spurgt hvilken farve jeg gerne ville have. Hver e n e s t e gang endte det med en anden farve, fordi de lige havde sådan en stående og der havde tonsvis af ekstra udstyr og den ville vi kunne få til samme pris som en uden alt ekstraudstyret og uden ventetid osv. osv. osv. Jeg forstår dig, men på den anden side set, så lang tid dyret starter hver gang uden røde lygter og lamper, så går det jo nok.

Fruen i Midten sagde ...

Annette: Tak :-) Vi var heller aldrig kommet til at besøge slottet, hvis vi havde skullet stå i den almindelige kø for at få billetter! Selvfølgelig er farven på bilen ret ligegyldig, og i virkeligheden er det lettere idiotisk, at Gemalen altid liige skal spørge, for i 9 ud af 10 tilfælde får jeg alligevel ikke min vilje. Senest har jeg villet have en rød bil, og selvfølgelig fik vi en hvid :-)

Laika sagde ...

Det lyder som om det har været en dejlig ferie :-)

Lene sagde ...

I får oplevet noget, og du er god til at booke hjemmefra. Det slot gad jeg også godt se og selvfølgelig med hestevognstur :-)

Fruen i Midten sagde ...

Laika: Det var det også :-)

Lene: Jeg er ved at lære at få booket på de meget besøgte steder, så jeg ikke skal gå ud af mit gode skind over ikke at kunne komme ind. Det er også absolut seværdigt, og hestevognsturen ganske hyggelig :-) Husk at booke i god tid! ;-)