Jule-lys-guirlande-virus

Donnaen er snottet. Eller også har hun influenza. Det er lidt svært at blive klog på. Men er garanteret 'bare' en virus, som også har lagt et par af veninderne ned.

Vi er andre er (7-9-13 og bank under bordet) ind til videre gået fri.

Til gengæld kan Fruen mærke, at en anden virus er ved at bide sig fast.

Julelysguirlandevirussen!

Hærger fortrinsvis i december, hvor den når sit absolutte toppunkt i uge 52. Når dog almindeligvis også en vis udbredelse allerede i november. Her tyder alt på, at virussen især trives godt ved lavtryk. Således ses ekstraordinært hurtige spredninger på mørke, overskyede og generelt triste novemberdage.

Nu er der ganske vist - oh skræk! - mindre end en måned til jul, men virussen begyndte så småt at angribe allerede for et par uger siden og greb for alvor om sig i den forgangne weekend.

Således kunne man - måske for første gang i danmarkshistorien? - på en og samme hundeluftetur opleve det usædvanlige fænomen, at mens nogen slog græs, var der andre, der hængte lysguirlander op.

I buske og træer, tagrender og altanudhæng.

Altså nogle steder.

For der er stor forskel på virussens udbredelse. Nogle veje ligger stadigvæk dunkle hen. En særlig tak til kommunen for at lege Dumbledore med hveranden lygtepæl klokken 21 nul dut. Mens forhaver, tagrender og udhæng glimter om kap på andre veje. Det er tydeligt, at hvis først en enkelt husejer har fundet guirlanderne frem, så spreder det sig lynhurtigt til nabohusene, til husene overfor og deres naboer og og og.

De fleste har indtil videre begrænset sig til at sætte lys i enkelte træer og buske, men andre er allerede gået all in. Med selvlysende rensdyr og lysguirlander i skiftende kulører.

Egentlig er jeg ret meget imod julepynt og tingeltangel allerede i november, men jeg må indrømme, at det er gør det altså lidt sjovere og mindre mørkt at lufte Kamelen, at vi hver aften kan opleve udsmykninger nye steder.

Noget er ganske nysseligt, og andet er mere særpræget end kønt.

Men bortset fra de værste uhyrligheder, så smitter det altså.

Og jeg har allerede hørt mig selv spørge Gemalen, hvornår han sætter vores lysguirlander op?

Gemalen er dog ret immun, og jeg tror, at jeg skal gentage spørgsmålet et par gange, før han overhovedet begynder at overveje at gøre noget. Og på den måde er der næppe nogen risiko for, at vi er skyld i, at nogen får julesvip, før det overhovedet bliver december.

Vil du tage et godt billede af genboens små lystræer,
så brug noget andet end din gamle Iphone ...

Bilkrise III

Det var jo lidt bøvlet, da jeg hentede Bitte-blå hos forhandleren ude på prærien. Med blinkende lamper, ødelagt ventil, begynderfejl, manglende reservedele og en masse ventetid.

Men hjem kom jeg da, og Bitte-blå kom med.

Da Gemalen, et døgn senere, også kom hjem, konstaterede han, at Bitte-blå da forresten ikke var blevet undervognsbehandlet som aftalt og betalt for. Og gummitmåtter var der ingen af. Dem havde han også betalt for. Ingen af delene vidste jeg noget om, så jeg havde ikke undret mig.

Nu blev Gemalen ærlig talt en lille smule knotten.

Og skrev en mail til sælgeren, med kopi til salgschefen, hvori han i utvetydige vendinger redegjorde for sin knottenhed.

Sælgeren lagde sig fladt ned, beklagede og lovede bod og bedring.

Der var bare det lille problem, at de rigtige ventiler til Bitte-blå var i restordre, så vi måtte pænt vente, til de kom hjem. Men så ville der også komme en mekaniker og hente Bitte-blå og stille en lånebil til mig i mellemtiden.

Så vi ventede. Pænt. Pænt længe.

Endelig kom mekanikeren. Hentede Bitte-blå og stillede en lille hidsig Ford til mig.

Den, altså Forden, havde jeg meget skæg ud af i et par dage, og så fik vi Bitte-blå tilbage. Nu lyste advarselslamperne ikke mere, og hele bilen stank af undervognsbehandling.

Og alt var godt.

Lige til jeg et par dage senere spurgte Gemalen, hvor han havde lagt gummimåtterne, nu de ikke var i bilen?

Det er ikke for meget at sige, at Gemalen blev sur igen ...

Forhandleren ude vest på havde klaret to af tre ting, men gummimåtterne havde man glemt at bestille.

De er nu bestilt, og vi venter på at få dem leveret. For det gør vi vel? Vi har ikke fantasi til at forestille os, at forhandleren forventer, at vi selv skal hente dem.

Heldigvis er der en Bitte-blå-forhandler her i byen (som bare lige var et par tusinde kroner dyrere, den gang Gemalen handlede bil). Og hvis Bitte-blå ellers arter sig og ikke får fejl inden for garantien, behøver vi aldrig mere at sætte vores ben hos forhandleren ude mod vest.

For det gør vi ikke frivilligt.

Hvilket Gemalen også fortalte en stakkels, sagesløs phoner, der havde fået den - skulle det vise sig - utaknemmelige opgave at ringe ud og lave en tilfredshedsanalyse oven på vores bilkøb. Han, altså phoneren, endte med lettere svitsede ører og spurgte til sidst betuttet, om forhandleren, importøren, fabrikken eller eventuelt paven (det sidste passer vist ikke helt, men ser ganske effektfuldt ud) måtte ringe og høre nærmere. De måtte de, og Gemalen lovede, at han hellere end gerne luftede sin utilfredshed en gang mere.

De har ikke ringet,og det gør de nok heller ikke.

Tilbage står vi. Lettere måbende. Lettere hovedrystende. For hvad var det lige, der skete? Gemalen har aldrig været ude for noget lignende, og da han nok i gennemsnit har handlet bil mindst en gang om året, siden han fik sit kørekort, er det altså blevet til en del bilhandler.

De fleste biler har ganske vist været en del større (læs: dyrere), og så er det, at Fruen begynder at spekulere på, om der er en sammenhæng, eller det er helt tilfældigt?

Jeg håber virkelig, det er tilfældigt.

Stakkel Bitte-blå efterladt ude i regnen.