Farmor flytter på landet

Midt i det hele ringede en venlig dame fra kommunen:

- Ja, jeg ringer bare for at sige, at jeg sender jer et brev om, at kommunen kan tilbyde Farmor en plejehjemsplads på Jernbakken i Sommerslev.

(Det hedder hverken plejehjemmet eller byen i virkeligheden, men sådan synes jeg, det er bedst).

Vi har nu boet i det midtjyske i cirka 15 år, men der er stadig nogle (læs: en del) af de små flækker i oplandet, der ikke sidder helt fast. Og da mit hoved i forvejen arbejdede på nedsat kraft, var der hverken klokker, der ringede eller små diodelys, der blinkede ved Sommerslev. Mit svar blev derefter:

- Javel, men æhm er det ikke stort set så langt væk i kommunen, som det overhovedet kan være?

- Næh, det er det så ikke, sagde damen så diplomatisk, hun kunne. 

Jeg kunne dog næsten høre, at hun himlede med øjnene.

- Og da der jo er stor efterspørgsel efter pladserne, bedes I give besked senest på onsdag, ellers går pladsen til en anden. Jeg sender brevet med det samme. Farvel.

Så lørdag formiddag inden dagens første sygehusbesøg tog Donnaen og jeg på udflugt til Sommerslev. Uden nogen aftale, men overbeviste om, at 'det gik nok'. Vi fandt Sommerslev og Jernbakken, som lå ved siden af skolen, som lå ved siden af Kirken, som lå ved siden af resten af Sommerslev, som ikke er ret stor.

Selvfølgelig gik det. Det er jo Jylland det her. Og ude på landet. Søde damer sprang afsted og hentede nøgler, så vi kunne se Farmors måske fremtidige bolig.

Den er rar, var Donnaen og jeg lynhurtigt enige om. Lys og venlig og med en bedre udsigt end Farmor nogensinde har oplevet. Ude på gangen duftede der lifligt af mad fra det åbne køkken.

- Vi tilbereder mad fra bunden, fortalte den søde plejeassistent. Det er vi glade for, for det er vores erfaring, at det påvirker beboernes appetit positivt. De er jo ellers tit lidt småtspisende.

Et par mobilbilleder senere takkede vi pænt og drog glade ned til Gemalen på hospitalet.

- Der er altså pænt. Der kan Farmor godt bo, fortalte Donnaen sin far. 

Og så prøvede vi ellers at forklare Gemalen det hele. På trods af billederne kom vi dog lidt til kort. For min rumlige hukommelse er ikke så god, og Donnaen ligner åbenbart sin mor. Sådan har det også altid været, når vi har set på boliger til os selv. Gemalen kan bagefter huske rumindretning, verdenshjørner, hvordan det er vedligeholdt og så videre. Donnaen og jeg ved bare, om der er rart at være ...

Gemalen rystede på hovedet af os, men lod sig dog overbevise af vores begejstring.

Mandag formiddag ringede jeg tilbage til damen fra kommunen og sagde pænt ja tak.

Så nu - forhåbentlig inden påske - flytter Farmor på landet.

Efter 4½ måned på aflastningsplads må det blive godt!

Farmors kommende udsigt.
Det er petanque-banen, man kan se til venstre.

Venter - stadig - på far

Donnaen, som synes meget lidt godt om at have sin far indlagt på hospitalet, er blevet skuffet den ene gang efter hinanden.

Onsdag aften mente jeg, at

- far kommer sikkert hjem, inden du får fri fra skole i morgen.

Men det stod allerede torsdag morgen klart, at det gjorde han ikke. I stedet troede jeg, at

- far kommer nok hjem fredag så.

Derefter

- far kommer nok hjem lørdag, for de gider sikkert ikke have ham liggende i weekenden, hvis de kan undgå det.

I dag, lørdag, var vi heldigvis til stede, da både sygeplejerske og læge tilså Gemalens opererede albue. Og det gik endelig op for mig, hvad vi - udover feber og forhøjede infektionstal - egentlig var oppe imod. 

For jeg havde ind til da slet ikke tænkt over, at man selvfølgelig ikke syr pænt sammen efter operation af et betændt område. Så under bandagen ligger Gemalen med en opskåret albue, der skal hele indefra. Jeg fik lov at se med, da jeg lovede ikke at blive dårlig. Donnaen derimod fik travlt med sin mobil ...

Derfor var sygeplejerskens besked:

- Vi tager nye blodprøver på mandag, og så ser vi, hvad der så skal ske.

Donnaen så helt forkert ud, da det gik op for hende, at det pludselig betød to dages yderligere udsættelse på faderens hjemkomst. Til gengæld slipper hun så for at blive skuffet igen imorgen.

Nu kan vi så planlægge mere end en halv dag frem. Hvilket er hårdt tiltrængt efter nogle dage, hvor den daglige rutine har været sat ud af drift. Det er mærkeligt, så svært det pludselig kan være at huske at få vasket og strøget, købt ind og lavet mad. Donnaen på sin side har haft sit hyr med lektierne. 

Der er endda ikke tale om hverken død eller ødelæggelse, men kun om en dum - omend genstridig - infektion. 

Men i næste uge kommer Gemalen helt sikkert hjem!

Rystende dårligt billede af
Gemalens midlertidige opholdssted.