mandag den 24. oktober 2016

Kors


Med kun en kort eftermiddag med chauffør til rådighed og seværdigheder spredt hist og pist i alle retninger ud over Litauen måtte Fruen vælge. Hvilket hun syntes var meget, meget svært. Og da hun så endelig havde valgt, skulle Gemalen lige overtales:

- 200 kilometer. Hver vej?! Du må jo have slugt søm! udbrød Gemalen.

Men Fruen plagede. Og fik sin vilje. Og efter endt cykelløb, bad og frokost, men uden efterfølgende morfar drog vi afsted med kurs mod det, der på engelsk kaldes Hill of Crosses.

Eller jeg håbede da, at vi kunne finde det, for bilens GPS var i udu, og jeg var noget usikker på, i hvilket omfang jeg kunne regne med god nok mobildækning til at bruge mobilens navigation. Derfor havde jeg også lavet mig en lille seddel med nogle - mente jeg selv - få strategisk vigtige detaljer. Der stod noget a la A1 mod Klaipeda, ved Kryzkalnis til højre ad E77/A12 mod Riga/Siauliai, efter Siauliai videre mod Riga cirka 8-10 km, derefter til højre mod Kryziu Kalnas. Det sidste var det springende punkt, for Hill of Crosses ligger ude midt i ingenting, så der var ikke noget at køre efter, hvis det ikke var godt skiltet.

Afsted det gik. Den første halvdel af turen på bred, lige motorvej uden synderlig megen trafik. Landskabet var nydeligt med store, rimeligt velholdte marker og ikke ret meget bebyggelse. Man kunne også kalde det jævnt kedeligt.

Så kedeligt, at Gemalen måtte have kaffe. Heldigvis kom vi ret hurtigt til en tank med kiosk og et lille hjørne med et par borde og stole. Der sad vi så og fik vores kaffe, mens jeg funderede lidt over et ungt par i en Audi på hviderussiske plader.

- Når man nu er nået hertil, tror du så ikke man overvejer at blive? tænkte Fruen højt.

- Ha! sagde Gemalen tørt. Hvis man som ganske ung hviderusser er kørende i sådan en bil, så har man det vist ret godt derhjemme.

Videre gik det. Nu på bred landevej med kurs mod Siauliai. Her var der mere variation i landskabet, og småbyerne var tættere på, så der var mere at se på. Vi nåede Siauliai (æælsker altså det bynavn), og rundt om byen. Det havde Fruen ikke lige forudset, og hvor ville vi nu ramme landevejen igen? Mobilens navigation blev taget i brug, og til min overraskelse var det overhovedet ikke noget problem at få dækning.

På den måde var det jo ingen sag at finde vej, og iøvrigt var Hill of Crosses - selvfølgelig, da det er et valfartssted for litauerne - godt skiltet.

Vi drejede det rigtige sted, og kørte nu virkelig ude i ingenting, da vi længere fremme til højre fik øje på bakken. På venstre side af vejen var der et parkeringsanlæg med en kiosk, men lige så mange parkerede bare i vejsiden, og det gjorde vi så også.

Det syn, der mødte os, er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har set.

Et par hundrede meter fra vejen, på en lille bakketop er plantet tusindvis af kors i alle størrelser. De er sat hulter til bulter uden nogen form for systematik, og man kan gå op på højen og rundt mellem korsene ad små, tilfældigt opståede, stier. Nogle kors er måske 4 meter høje, mens de mindste kun er 5-10 centimeter og tit hængt op på de lidt større.

Vi stod bare og kiggede. Og kiggede. Og da vi var færdige med det, gik vi ind på de små stier for at kigge noget mere fra nogle lidt andre vinkler.

Der var en del mennesker, uden at der virkede overrendt. Vi så et enkelt brudepar, der med den nærmeste familie besøgte bakken og fik taget en stribe billeder fra toppen. Om de også bad eller på anden måde gjorde 'noget' højtideligt, ved jeg ikke, for vi ville ikke møve os så tæt på, at vi måske føltes forstyrrende.

Ellers var det ikke fordi stemningen var hverken særlig højstemt eller knuget. Hvad den så var, er et godt spørgsmål, for der var trods alt en lidt speciel atmosfære, og de besøgende var ret afdæmpede i både tale og bevægelse.

Hvilket ikke er så sært, når man tænker over stedets store symbolske betydning for litauerne. Bakken med de mange tusinde kors repræsenterer både litauernes katolske tro, deres modstand mod russerne og deres nationalitetsfølelse. Traditionen med at plante et kors på stedet stammer fra et mislykket oprør mod zaren i 1831. De efterladte havde ingen at begrave og efterlod i stedet et kors på bakken.

Efter 2. Verdenskrig var Litauen blevet indlemmet i USSR, og den kontinuerte symbolske anbringelse af kors blev en dobbelt rød klud i ansigtet på de ureligiøse sovjetiske magthavere, som gik så langt som til at bulldoze højen og sætte vagter ud for at holde litauerne væk. Siden Litauen blev selvstændigt, har paven været på besøg, og antallet af kors er steget til langt over 100.000.

Det var en smule køligt, og hjem skulle vi jo også, så Gemalen mente, at det var på tide at finde tilbage til bilen igen. Fruen var ikke så sikker, men løsrev sig modvilligt og nød trods alt at komme ind i den lune bil.


8 kommentarer:

www.skøreliv.dk sagde ...

Det siger godt nok meget om begejstringen for russerne - eller mangel på samme, nærmere! Jeg kan forestille mig, at der må ha' været en speciel stemning; det sted ville jeg gerne aflægge er besøg!

Ellen sagde ...

Et sted med en god historie! Det er næsten altid spændende.
Jeg håber, at gemalen syntes det var de 400 kilometer værd :-)

Birgitte B sagde ...

Hold da op, sikke et sted. Det lyder og ser meget spændende ud. Kh. Birgitte

Lene sagde ...

Modstand kan udtrykkes på mange måder. God historie, men 400 km er godt nok langt at køre, men nu havde du jo også været tålmodig, mens de cyklede og cyklede :-)

Fruen i Midten sagde ...

Monster-mor: Jep, den manglende begejstring var til at få øje på. Meget særpræget sted, som jeg kun kan anbefale, hvis du en dag skulle være 'lige i nærheden' :-)

Ellen: Helt sikkert meget spændende sted. Måske ikke ganske, men han medgav, at det var meget specielt og helt sikkert seværdigt :-)

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Meget, meget spændende sted :-)

Lene: Ja, og sådan en fredelig måde at demonstrere på er slår ære værd. Ja, der var langt, men efter min mening turen værd. Og også næsten efter Gemalens mening ;-) Jeg er iøvrigt ikke særlig tålmodig, men prøver at hitte på noget at foretage mig alene, mens de andre cykler og cykler og cykler :-)

Inge sagde ...

Det lyder godt nok som en specielt sted.. om det så er 400km specielt må I jo afgøre indbyrdes.. :-)

Mette sagde ...

Wow sikke et specielt sted. Tror sagtens jeg kunne bruge lang tid med at kigge. Stod der navne eller andet på korsne?