For lidt og for meget - luft

Gemalen fik sit hoved scannet.

Og resultatet var fint.

Han undgik behændigt at sige 'der var ikke noget', sådan som jeg gjorde, da jeg for flere år siden i anden sammenhæng havde hovedet en tur i samme apparat. En fortalelse, som jeg stadig bliver drillet med.

Men hvis vi havde troet, at så fik Gemalen lov at gå igen, så tog vi fejl. Ældre herrer, der pludselig bliver vrøvlede, er - heldigvis - ikke noget, man tager let på. De skal ses grundigt efter i sømmene, så risikoen for (værre) gentagelser minimeres.

At vrøvleriet, den sorte snak med mere kun havde skyldtes for lidt væske i for meget varme, var der ingen, der troede på.

Så derfor ville man godt lige se lidt på Gemalens halspulsårer. Fra indersiden vel at mærke. Og det samme med de store årer for oven på brystkassen. Gemalen mente, at de, altså årerne da umuligt kunne se andet end godt ud, så meget som han cykler og vægttræner og hvad ved jeg. Men der hjalp ingen kære mor. Kigges på skulle han. To forskellige undersøgelser på to forskellige dage.

Heldigvis havde Gemalen ret. Hans blodårer er som nyspulede. Tilbage var så 'bare' lidt hjerteflimmer, der godt kan danne små propper, og Gemalen blev derfor udskrevet med en recept på blodfortyndende medicin. Så nu skal han bare lade være med at gå og få blå mærker eller skære sig.

Alt i alt nådigt sluppet. Omend en slem forskrækkelse.

Og mens den ene således fik lidt for lidt ilt, fik den anden lidt for meget.

Donnaens kernelærer ringede pludselig, at Donnaen var besvimet og nu havde det rigtig dårligt. Om jeg kunne komme? 

Jeg for afsted, og hun var virkelig dårlig, Donnaen. Lå på en bænk i gymnastiksalens omklædningsrum og så bange ud. Med krampetrækninger i hænderne og ind i mellem også i benene.

Vi fik hende bugseret ud i bilen, og så kørte vi direkte til vores lægehus, hvor vi brasede ind, og jeg nogenlunde venligt, men ret bestemt anmodede om lægelig assistance.

Donnaen blev lagt ned og efter et øjeblik kom en læge. Hun hørte historien, kiggede på Donnaen og konstaterede, at den superhurtige vejrtrækning altså ikke duede.

- Hold vejret! beordrede lægen.

Donnaen kiggede på hende og gjorde det modsatte.

- Du skal holde vejret og tælle til ti, sagde lægen. Nu noget mere bestemt.

Lige lidt hjalp det.

- Vi skal altså have styr på din vejrtrækning, sagde lægen og tog resolut Donnaen om hagen med den ene hånd, mens hun holdt hende for næsen med den anden. Og talte til ti. 

Donnaen rullede lidt med øjnene, men fandt sig dog i behandlingen. Og da processen var blevet gentaget en halv snes gange, begyndte det at hjælpe. Kramperne fortog sig, og Donnaen begyndte at slappe af.

Lægen passede den patient, som egentlig havde tid, da vi kom buldrende, og Donnaen ved nu, hvorfor hun somme tider må vente på at komme ind. Så kom lægen tilbage, og Donnaen og jeg fik et lynkursus i hyperventilation, deraffølgende kvababbelser og - ikke mindst - hvordan man får stoppet igen. Hvor meget Donnaen hørte efter vides ikke, men jeg gjorde, og det var fint, for jeg anede ikke, at for meget ilt og for lidt kultveilte i blodet kan give krampe-anfald.

Men nu ved jeg det. Og jeg ved, at det er i orden at tage folk ved næsen. Hvis det vel at mærke er fordi, de hyperventilerer.

På vejen hentede vi Gemalen med hjem fra hospitalet. 

Og nu vil jeg godt have lidt ro på. Tak.

Sort tale

Så er den gal igen!

Efter det meste af en hel almindelig søndag, hvor Donnaen havde læst lektier, og jeg havde haft vaskemaskinen på det sædvanlige weekendarbejde, fik vi Gemalen hjem efter cykelløb. Han var blevet sat af, men var på trods af det i udmærket humør. Og mens jeg gjorde klar til kaffe, skulle han lige skylle sine drikkedunke.

Pludselig begynder Donnaen at græde, og da jeg vender mig om og spørger, hvad der er i vejen, siger Gemalen bare, at det ved han ikke, og så går han over og sætter sig ved bordet.

Donnaen fortsætter med at græde, Gemalen er ikke til at få et ord ud af, og jeg fatter absolut ingenting.

Endelig kommer der så meget ro over Donnaen, at jeg kan forstå, at hun siger, at han, altså Gemalen, opfører sig mærkeligt.

Det kan jeg ikke umiddelbart se, men det er trods alt lidt sært, at han slet ikke forklarer, hvad der foregår.

Men da jeg så spørger til cykelløbet, går det op for mig, at han snakker sort, da han svarer. 

Og så var det pludselig ikke så sjovt.

Han kunne godt smile på kommando. Og løfte armene over hovedet. Og huske hvem han var. Men han både talte sort og udtalte ord forkert, selv om Donnaen hersede med ham.

Altså 112.

Og en ambulance i løbet af ingen tid.

Gemalen var dog allerede kommet så meget til sig selv, at han sagtens kunne gå ud til ambulancefolkene, som hørte vores forklaring og tog Gemalen med ind i ambulancen til et første check.

Jeg var overhovedet ikke klar over, at en ambulance er indrettet som et mobilt hospital i miniformat. Det eneste, der manglede, var tilskuerpladser, så Donnaen og jeg måtte nøjes med at stå udenfor og kigge ind gennem døren, mens der blev checket både reflekser, puls og blodtryk og lavet hjertekardiogram.

Alt så helt fint ud, og Gemalen var fuldstændig klar igen, så paramedicineren var egentlig indstillet på at lade ham gå, men ville lige spørge ambulancelægen. Denne syntes dog, at Gemalen skulle en tur forbi sygehuset og ses ordentligt efter i sømmene.

Så det kom han så. Donnaen og jeg pakkede en taske, som vi ikke regnede med, at Gemalen ville få brug for, og kørte bagefter. 

På hospitalet udførte man præcis de samme ting igen plus nogle flere. Og alt så helt fint ud, og reservelægen var egentlig indstillet på at lade Gemalen gå, men ville lige forhøre sig med sin bagvagt. Og bagvagten sagde nej. Gemalen skulle blive til MR-scanning og observation til i morgen.

Donnaen og jeg måtte derfor tage slukørede hjem for at spise aftensmad uden Gemalen.

Her til aften tog vi på besøg igen og havde egentlig håbet at måtte bortføre Gemalen langt nok væk til indkøb af en is på havnen. Men den gik ikke, for han skulle jo vente på scanning, så vi måtte nøjes med hospitalskaffe og marmorkage. Og der kom netop bud efter Gemalen til scanning et øjeblik efter.

Donnaen udnyttede ventetiden til at indstille fjernsynet til noget, hun gad se og havde lige sat sig godt til rette, da Gemalen dukkede op igen, kun trekvart stykke marmorkage senere.

Noget svar på scanningen havde Gemalen selvfølgelig ikke fået, så der var ikke så meget andet at gøre end at sige farvel og godnat og tage hjem igen.

Og afvente.

Og det gjorde vi så. Og det gør vi så.

Firs, frejdig - og øv altså

De bliver nogle gamle koner, kvinderne i min familie.

Min ældste moster fyldte 85 i februar. Og forleden fyldte min faster 80 runde år.

Hvorfor hun havde inviteret til fødselsdags tam-tam. Til en frokost og eftermiddag med god mad, godt selskab og afslappet stemning. 

Min faster blev pænt begavet. Omend gaverne ikke fyldte så meget på gavebordet. For ønskesedlen havde været ret kort: 'Oplevelser'. Derfor bestod mange af gaverne af mere eller mindre kreativt udformede gavekort på ture til rundt omkring i Danmark. Det er nemlig min fasters definition på gode 'oplevelser'; en køretur med indbygget attraktion, som for eksempel et kunstmuseum eller en herregård eller en kirke, og også gerne en frokost eller eftermiddagskaffe et godt sted.

Det er dejligt, at min faster holder af den slags gaver. For det er svært at finde på andre ting. Ældre mennesker har som regel det meste, og hvis de ikke har, går de ud og køber det. Med mindre det er så urimelig dyrt, at de alligevel ikke synes, de kan være bekendt at ønske sig det. Således også med min faster. Omend hun altid har været glad for bøger og for planter eller løg til sin have.

Nu er der bare sket det kedelige, at min fasters syn på det allerseneste er blevet ganske dårligt, så hun kan ikke længere læse hverken bøger eller aviser. Blomster kan hun stadigvæk se og glæde sig over, men hun kan ikke mere hygge sig med selv at lægge forårsløg i krukker til tidlig blomstring i det milde fynske forår. 

Øv altså!

Min faster er jo ikke sådan en, der går rundt og klynker over ting, der ikke kan være anderledes. Og da det er så relativt nyt, gik sagens alvor faktisk ikke rigtigt op for mig før på selve dagen.

For et lille halvt år siden havde min far da godt nok nævnt, at kørekortet var væk. Men altså, det er der jo så mange, der opgiver, når de kommer op i den alder. Da jeg diskuterede gaver med min mor, og hun sagde, at bøger ikke længere var en mulighed, begyndte det at dæmre. 

Alligevel var det først, da jeg så, hvordan min faster ikke selv kunne læse sine lykønskningskort, at jeg forstod, hvor slemt det står til.

Øv altså!

Så nu skal min faster vænne sig til en ny og anderledes hverdag. Heldigvis har hun den sødeste familie, der gerne henter og bringer og hjælper på alle tænkelige måder.

Men er det nok? Kan hun på sigt blive boende i sit hus? Kan hun selv klare at lave mad? Hvad sker der, når hun ikke kan se, om der er mug på brødet eller myrer på bordet? Og alt det frivillige arbejde, som min faster har været så glad for at udføre i forskellige sammenhænge, må hun opgive det?

Øv altså!

Jeg må indrømme, at jeg gik lidt stille rundt i et par dage. Hvor er der meget, vi tager for givet, og hvor skal der lidt til, før præmisserne for vores dagligdag ændres radikalt.

I stedet for at sukke over mine læsebriller, bør jeg nok være tilfreds med, at jeg har dem. Og når det hele flimrer og bliver utydeligt, og jeg rammes af panik, bør jeg nok sukke af lettelse, når det viser sig, at mine synsproblemer i det store og hele kan pudses væk i blusen ...

Lysegrønt

Donnaen var træt af sit værelse.

Det havde hun været længe.

Og det er hun sådan set stadig, men da huset er som huset er, og der ikke lige står en tilbygning på 20-30 kvadratmeter på programmet, må man jo lade sig nøje. 

I denne omgang blev det til maling af udvalgte vægge. Og nu var det endelig tid. Hele foråret var gået med at have travlt med alt muligt andet, og sommerferien var forsvundet mellem hænderne på os. Men nu kunne det langt om længe lade sig gøre.

Det var således ikke fordi Donnaen ikke havde haft god tid til at tænke over, hvordan hun gerne ville have det. Det var bare ualmindelig svært at forstille sig de gode ideer omsat til praksis. Møgirriterende var det også, at farver på skærmen og farver i virkeligheden kan se meget forskellige ud.

Så hurra for farveprøver. 

Den rosa var alt for - rosa. Og den sart lyserøde alt for babyagtig.

Men lysegrønt viste sig at være sagen.

Vi dækkede pænt af. Det tog en krig og var noget af det mest kedelige, Donnaen længe havde oplevet. Hun så gerne, at der kom lidt mere fart farve over feltet. Det værste var næsten, at der allerførst skulle males en lige, hvid, lodret kant midt på væggen, dér hvor Donnaen ville have sit lysegrønne til at gå til. 

Det havde moderen ikke prøvet før, og hun, altså moderen, var jo ikke den hurtigste i verden. Til at få bøvlet den lange stige ind. Og til - på trods af snedigt lod-system - at sætte malertapen lige på. 

Endelig lykkedes det dog. Og mens moderen malede hvid kant, kunne Donnaen muntre sig med at male lysegrønt. Med rulle. Det var sjovt, for det gik hurtigt. Og hun var god til det, Donnaen. Da vi næste dag inspicerede vores værk, kunne selv moderen se, at hendes egen øverste halvdel af væggene skulle have én gang til. Det skulle Donnaens nederste halvdel ikke.

Moderen undskyldte sig med, at hun havde stået og balanceret på en stige. At sætte malerrullen på en lang stang, kunne der ikke være tale om. For stangen skulle i givet fald være stort set så lang som en stangspringsstang og dermed ret umulig at styre. 

Altså stige. Og balancegang. Og sære arbejdsstillinger. Med tungen lige i munden og sveden piblende. (Det var en af de rigtigt varme weekender). En rutchetur med stigen, på hvad der føltes som flere meter men reelt kun var cirka 10-12 cm, gav også lidt ekstra sved på panden.

Og at det ikke var daglig kost kunne moderen godt mærke efter første dags indsats. Godt øm i skroget af den usædvanlige arbejdsstilling var det derfor ikke lysten, der drev mig op på stigen igen næste dag. Men det var der li'som ikke noget at gøre ved. Males skulle der, og malet blev der.

Vi blev færdige, og det blev flot, syntes vi. Malertapen måtte vi dog lade sidde. Så det helt færdige resultat så vi først dagen efter, da vi forsigtigt, forsigtigt lirkede malertapen af. Projektet var lykkedes,  og Donnaen overmåde tilfreds med både resultat og egen indsats.

Efter endt oprydning var det meningen, at der skulle sættes billeder op igen. Men det gik ikke så godt. Kun to fandt nåde for Donnaens kritiske blik. Resten passede ikke med den nye stil. Af de to billeder kom det ene op, mens Gemalen spillede så meget bold med det andet, at der nu skal nyt glas i. Tæppet røg også ud med henvisning til den nye stil. Og en masse dimserier.

Nu bor Donnaen med noget, der måske kan betegnes som simple scandinavian living, hvis der ellers er noget, der hedder sådan. 

Det er fint, men også lidt kedeligt. Så nu drømmer Donnaen om både nye billeder og nyt tæppe - og glæder sig til sin fødselsdag.

Dresdens mange skatte

Fra Dubi i Tjekkiet er der kun en times kørsel til Dresden.

Vi kørte lige ind midt i byen og parkerede i et stort P-hus, som både var billigere og køligere end en gade-parkering.

Og så stod vi der i den smukke by med den grusomme historie. Midt blandt smukke palæer, slotte, museer og kirker er det svært at forestille sig, at det hele blev bombet til pulver og sortsvedne murbrokker under 2. Verdenskrig. Der er ikke en eneste original historisk bygning. Alt er genopbygget. Mange bygninger så sent som efter Murens Fald, og nogle restaureingsarbejder pågår endda endnu.

Som et rent slaraffenland var det bare om at vælge. 

Første valg var skatkammeret, Das Grünes Gewölbe. I virkeligheden er der to skatkamre: Et i gammel stil, en rekonstruktion af August der Starkes skatkammer, hvor tingene i princippet er frit tilgængelige, og hvor der derfor er så meget sikkerheds-pling plang, at der er ventetid på at komme ind. I det andet er alting udstillet i montrer, og sikkerheden ikke helt så skrap. 

Vi valgte det sidste, og i første omgang tænkte jeg, at jeg da godt kunne have tænkt mig at se begge skatkamre. Men den tanke forsvandt undervejs, og var helt væk, da vi gik derfra med hoveder, der var ved at koge over af indtryk.

Aldrig nogensinde har jeg set så mange og så prægtige skatte. De danske samlinger på Rosenborg ligner pludselig et børneværelse til sammenligning. Vi så og vi så og vi så. Og så tog vi en dyb indånding og så noget, der var endnu mere fantastisk. Endnu større eller endnu mindre. Nogle ting var nemlig så små, at de var anbragt, så man så dem gennem forstørrelsesglas. Ellers ville man slet ikke kunne se de fantastiske detaljer. Mange ting havde historiske eller religiøse referencer, og vi kom til at snakke om, hvad det har krævet af guldsmedene eller emaljedekoratørerne eller hvad de nu har været. Udover at være sande kunstnere på deres felt har de også skullet vide en hel masse om alle mulige emner, for at deres kunstværker kunne komme til at se 'rigtige' ud.

Til sidst kunne vi ikke rumme mere og måtte have frokost for at puste ud oven på strabadserne. Den, altså frokosten, blev indtaget på en af de dyre fortovsrestauranter på Terrassenüfer med udsigt over Elben. Tre forskellige salater og tid til at fundere over den afsindige forskel, der har været på rig og fattig før i tiden. Mens lokale konger og fyrster har begavet sig selv og hinanden med overdådige skatte, har pøblen næppe følt, at livet var lutter lagkage. Det var næsten til at blive socialdemokrat af ...

I bekvem afstand, lige rundt om et par hjørner fandt vi den helt fantastiske Frauenkirche, der er gen-indviet så sent som i 2005, efter at have ligget hen som et uhyggeligt krigsmindemærke i næsten 50 år, før genopbygningen begyndte. Kirken er en overraskelse at komme ind i, fordi kirkegængerne sidder i en halvcirkel som i en koncertsal og ikke, som i de fleste gamle kirker, i stolestader i lige rækker. Helt automatisk sætter man sig ned og nyder synet af det store lyse kirkerum, der er domineret af farverne hvid/creme, guld og lyseblå.

Og når man så har set sig mæt og igen er kommet ud i solskinnet, er det bare at bestemme, hvad man så vil se. 

Fruen trak Gemalen og Donnaen med til det kæmpestore slots- og museumskompleks Zwinger.

- Vi skal ikke ind, vel? forhåndsstønnede Donnaen.

- Nej, vi kan altså ikke klare flere museer idag, medbrokkede Gemalen straks.

Det var jeg godt klar over på forhånd, så de blev beroliget med, at vi kun skulle se det udefra. Altså inde fra den indre slotsplads. En kæmpe plads med plæner, og springvand. Omgivet af bygninger, der alle er udstyret med en overdådighed af figurer og krummelurer. Over vores hoveder, netop da vi kom ind, bimlede det fine klokkespil med klokker i Meissen-porcelæn. Det ser ikke ud af noget særligt, men lyder sprødt og fint, og da stedet er godt afskærmet fra byens larm, kan man sagtens høre det, når det hvert kvarter sender sine toner ud over slotspladsen.

Gemalen og Donnaen fandt en skyggefuld bænk, og Fruen gik på opdagelse. Og fandt ude i en af de mange krinkelkroge blandt andet Nymfe-badet, en kombination af springvand og vandfald og en masse yndefulde nymfer og drabelige havmænd. Jeg fandt også ud af, at man flere steder kan gå langs bygningerne i førstesalshøjde, på terrasser med balustrader tæt besat med figurer. I det hele taget var der en detaljerigdom, som det var let at fortabe sig i. Man kan givetvis trisse omkring i timevis og blive ved med at se nye ting.

Men vi skulle videre. Det var blevet varmt,og vi var både kaffetørstige og issultne. Det var der også andre der var, så fortovscaféerne var godt besatte, og vi endte med at sætte os indendørs i det storcenter, som 'vores' parkeringshus var en del af. Nu havde det været lige for at slutte af med lidt powershopping, men alle var blevet lidt matte i varmen og gad ikke rigtigt.

Så vi kørte 'hjem' til Dubi.

Og næste morgen kørte vi hjem. Rigtigt hjem.

Die Frauenkirche,
et studie i hvidt, guld og lyseblåt.

Dubi-dubi-dubi-dub-dub-dub - Tjekkisk nedtur vendt til optur

.. fortsat

Godt så. Så flyttede vi da bare.

Al habengut blev pakket sammen, morgenmaden indtaget, og der blev gjort klar til afgang.

Der var bare den lille hage ved det, at Fruen i et svagt øjeblik (solstik? - hedeslag?) havde betalt forud på hotellet ved indcheckning. Og den slags dumheder begår man selvfølgelig ikke ustraffet. Gemalen prøvede ellers ihærdigt, men måtte lade sig nøje med, at den sag måtte han diskutere med hotels.com efter hjemkomsten (og det gør han så stadig her tre uger senere).

Vi blev hurtigt enige om at køre mod nord. Fruen havde længe fablet om Dresden, og når nu Prag var blevet droppet, ville det jo være ekstra skønt med en tur dertil. Vi var også enige om, at indkvartering på den tjekkiske side af grænsen absolut ville være at foretrække. I hvert fald ud fra en økonomisk betragtning ... Altså kørte vi helt op under grænsen, hvor de skovklædte bjerge danner et naturligt skel. 

Der lå vi så og trillede rundt på må og få. Nogen klar fornemmelse, af hvor vi skulle søge, havde vi ikke, da vi på ingen måde havde beskæftiget os med det område inden afrejsen hjemmefra.

Faktisk er Fruen slet ikke tilpas med på den måde måske at gå glip af et eller andet seværdigt. Men det var der ikke noget at gøre ved. Internet var der ikke noget af, Lonely Planet var ikke til nogen hjælp, og min Rough Guide havde jeg af uransagelig årsager ladet stå hjemme i reolen.

Vi endte i Dubi (hvilket fik Fruen til på upassende tidspunkter at tralle dubi-dubi-dubi-dub-dub-dub, ind til Donnaen hver gang satte en stopper for det med et 'Altså, moar!') Fruen blev sendt afsted, og der gik lidt tid med snik snak på tysk og fingersprog, før vi fik et udmærket, kæmpestort dobbeltværelse og et lidt spøjst, men absolut brugbart enkeltværelse.

Her boede vi de sidste to dage af ferien og nød igen at føle os velkomne.

Begge aftener spiste vi lækker mad på terrassen foran hotellet. Der var nogle få andre gæster, der spiste, men - så vidt vi kunne se - kun en enkelt overnattende gæst ud over os, og Gemalen undrede sig såre over hotellets, efter hans mening, ret overgearede set up. For der var både en sød kvindelig receptionist og tjener, en boss og to køkkenfolk, og de kunne jo umuligt leve af bare at have os på besøg. Så hvad havde de lige gang i? Ekstra næring til Gemalens spekulationer kom der, da han vågnede anden nat ved ankomsten af en mobilhome, som blev stillet på hotellets parkeringsplads, hvorefter chaufføren kørte bort igen i en meget dyr Mercedes. Uhu, det var mystisk. Syntes Gemalen. Donnaen og jeg var ret ligeglade, så længe vi havde det godt.

Og det havde vi jo.

Billeder fra Dubi er der ikke mange af.
Her er dog udsigten fra vores værelse.

Lidt for meget Sunny Beach - Tjekkisk nedtur II

.. fortsat

Altså skulle vi sove.

Heldigvis vendte værelset mod nord og var ikke varmere, end at vi sagtens kunne falde i søvn.

Og sove.

Lige til ved halv fem tiden, hvor en lille gruppe unge kom hjem til hotellet fra stranden eller et diskotek, eller hvor de nu havde været. De var i højt humør,og de skulle ikke bare hjem og sove. Nix, de skulle i poolen. Hvorfor de først måtte låse sig ind på hotellet og så buldre op på værelserne efter badetøj og håndklæder. Og derefter løbe ned til poolen og pjaske rundt der. Det var i princippet alt sammen ganske fredeligt, for de unge var bare glade og i flok. Og så er det nærmest naturstridigt at være stille.

Problemet var, at vi andre gamle gnavpotter ikke syntes, vi skulle deltage i festlighederne, men hellere ville sove. Og det var altså svært.

Gemalen er ikke sådan indrettet, at han bare lader den slags passere. Så han stod op, svøbte sit korpus i et badehåndklæde (øndigt syn) og gik ud for at skælde ud.

Til Fruens store overraskelse virkede det. 

I cirka 3½ minut.

Der faldt dog ret hurtigt så meget ro over gemytterne, at vi faldt i søvn igen. Men vi - og især Gemalen - var dog ikke helt havørns-friske, da vi stod op og gik ned for at spise morgenmad.

Morgenmadssalen var helt fyldt med gæster, og der var ikke umiddelbart noget ledigt bord til os. Der var heller ikke nogen dybe tallerkener eller kopper eller juice. Og personale var der slet ikke noget af.

Gemalen tog pænt opstilling ved en slags bardisk og ventede, mens Fruen mere hidsigt marcherede ud i køkkenet og videre ud på terrassen bagved. Her sad personalet og røg og drak kaffe og hyggede sig, men vågnede dog op ved synet af sure mig. Kopper med mere blev tilvejebragt, borde ryddet, og vi indtog vores morgenmad, mens vi lagde en slagplan.

Tanken om at køre til Prag var fordampet i varmen og i stedet skulle Gemalen tage ud af cykle, mens Donnaen og jeg fandt det lokale turistkontor og om muligt skaffede os et kort og nogle oplysninger om ting at se i omegnen. Det sidste var især vigtigt, da Lonely Planet ikke havde ofret området omtale og vi iøvrigt stadig ikke havde internet-adgang.

Som sagt så gjort, Donnaen og jeg traskede op til torvet med turistinformationen, og vi købte et kort og fandt en håndfuld foldere på tysk eller engelsk om dit og dat. Derefter købte vi lidt brød og andre ting til frokost i en lille, lettere snusket købmandsbutik, der til min store overraskelse var drevet af vietnamesere.

Jeg har sidenhen læst mig til, at der er så mange vietnamesere i Tjekkiet, at de bliver nævnt som minoritet på samme måde som for eksempel romaer. 

Og så traskede vi hjem igen. Donnaen hoppede i poolen, mens moderen studerede foldere.

Efter en sen frokost var alle parate til en tur i omegnen. Helhedsindtrykket var dårlige veje og triste småbyer. Som i virkeligt triste. Der er enkelte pæne og velholdte bygninger, men langt størstedelen ser ud som om, de er ved at falde fra hinanden. Enten virkeligt ved at falde sammen. Eller også 'bare' med puds, der skaller af i store mængder, mure med revner, og vinduer hvor glasset er erstattet med mursten. Alt i alt altså umådeligt trist og deprimerende, og vi spekulerede på, om det manglende vedligehold skyldtes en fundamental mangel på penge, eller om tjekkerne i disse småbyer bare helt havde mistet evnen til at nyde pænheden?

Vi kom forbi et lille barokslot, som jeg gerne ville se, fordi der i følge beskrivelsen var en flot anlagt have i terrasser. Haven var der, men den havde ikke set en gartner i mange år, så det kunne være det samme. Til gengæld var der en guidet rundvisning, som jeg hoppede med på. Det foregik på tjekkisk, men jeg fik en engelsk tekst stukket i hånden og kunne på den måde følge nogenlunde med. Ind i mellem måtte jeg dog leve med, at guiden fortalte rigtig MEGET, mens min tekst var ganske kort. Og ret grinagtigt var det, at jeg flere gange automatisk kiggede i den retning, som guiden pegede, selv om jeg, med min tekst, var nået til helt andre steder i rummene.

Herefter ville vi se nærmere på Hrad Bezdez, et gotisk først-slot-siden-kloster-nu-mest-ruin beliggende højt oppe på en knold af vulkansk oprindelse. Disse knolde lå der en del af i området, og de så virkeligt sære ud i det ellers så flade landskab. Desværre kom vi kun cirka halvvejs op ad knolden, før vejen stoppede. Resten af turen op skulle foretages til fods. Samtidig var vi for sent på færde, så projektet måtte udskydes til næste dag. Tænkte vi.

Tilbage i Doksy var det ud at finde et sted at spise aftensmad. Vi endte i en gårdhave. Jeg fik en lokal specialitet, som tjeneren faktisk gerne ville vide, hvad hed på engelsk, men ingen havde hidtil kunnet hjælpe. Desværre vidste vi heller ikke, hvad den korrekte, engelske betegnelse for ko-kind (!) ville være ... Men det smagte fint.

Dér sad vi så og hyggede os. Lige til Donnaen fik sin dessert. En isdessert med en masse forskellig frugt. Som Donnaen fornøjet guffede i sig. 

Og fik et allergisk anfald af.

Så var det slut med hyggen. Donnaen fik straks en allergi-pille med antihistaminer og en masse vand, men fik det hurtigt dårligt. Så hun og Gemalen forlod bordet, mens jeg ventede i, hvad der føltes som evigheder på at få lov at betale. Og så var det ellers hjem til hotellet. Epi-pennen havde vi med, og vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle bruge den. Donnaen havde det rigtig skidt, men havde dog rigeligt med luft til at græde. Så vi brugte den ikke, og efter et par hårde timer var Donnaen så tilpas igen, at vi alle kunne lægge os til at sove.

Til klokken cirka tre, hvor de unge mennesker gentog successen fra natten før.

Vi nåede dermed en historisk all time low, og næste morgen satte Gemalen sig op i sengen og erklærede:

-Vi flytter!

Typisk trist tjekkisk hus.
Dog med nogle få nye vinduer og et pænt tag.

to be continued ...

Tjekkisk nedtur

Intet godt varer evigt, og vi forlod vores flinke vært i Nowe Bystre for at trille mod vest.

Oprindeligt havde vi tænkt, at hvis nu det der Polen ikke lige var sagen, så ville det være rart at kunne se frem nogle gode dage i Tjekkiet. Hvorfor vi lige tænkte sådan, står (nu) hen i det uvisse. Vi har tidligere haft et kanongodt ophold i Gdansk i Polen og et mindst lige så godt ophold i Plzen i Tjekkiet. Så det stod 1-1, og der var ingen god grund til at have mere fidus til Tjekkiet end Polen. Men det havde vi. Og det skulle vise sig at være en fejl.

Det startede ellers meget godt. 

Slovakiet lå kun et stenkast væk og viste sig fra sin smukke side. Jeg var godt nok i starten noget fortørnet over, at Ruth på eget initiativ havde valgt en margueritte-rute. Eller muligvis var jeg bare edderspændt over, at Gemalen stolede mere på Ruth end på mig. Ret hurtigt kom Ruth og jeg igen overens om retningen, og så kørte vi ellers bare gennem et meget smukt landskab. En masse skov, en masse halvhøje bjerge med flotte udsigter i hvert et sving, hyggeligt udseende landsbyer og - ikke mindst - rimeligt gode og ikke særligt befærdede veje.

På et tidspunkt holdt det smukke landskab op, og på et tidpunkt kom vi ind i Tjekkiet. Vist nok i nævnte rækkefølge. Vejarbejde sendte os ud på en mindre omvej, men efter et stykke tid kom vi dog på motorvej og benyttede første tjekkiske udgave af Monarch til et stop. Der var smeltehedt udenfor, så vi fortsatte hurtigt og nød det velfungerende klimaanlæg i bilen.

Landskabet ændrede karakter til relativt fladt landbrugsland med grimme småbyer strøet ud med rund hånd. Faktisk ret kedeligt. At meget af kørslen foregik på landeveje, gjorde det ikke mere spændende. 

Ved kaffetid nærmede vi os Hradec Králové og besluttede at køre ind i byen for at hæve nogle penge og købe noget kaffe. Begge dele lykkedes. At jeg pludselig befandt mig i en forretning med sengetøj i stedet for i den bank, jeg troede, jeg var gået ind i, var blot en detalje. Og at vi skulle to gange 'rundt om blokken' for at finde ud af at parkere ved den kaffebar, vi havde fået øje på, var bare en anden. En tredie detalje var, at Gemalen næsten sad ude på gaden for at holde øje med bilen, mens vi drak kaffe. For vi havde ingen mønter at putte i p-automaten, før vi havde betalt for vores kaffe, og bagefter gad Gemalen ikke gå ud igen. Men da han samtidig kunne se, hvordan politi og mand med specialværktøj var ved at befri en parkeringssynder 100 meter længere nede ad gaden, sad han alligevel og hoppede i stolen.

Gemalen slap for at sprinte ud for at redde sin bil, og vi og kørte videre til vores mål, den lille by Doksy, som ligger rundt regnet midt mellem Prag og den tyske grænse. Byen er på grund af en badesø populær som feriemål for både tjekker og tyskere. Hotellet hed Bellevue og havde swimmingpool, hvilket alt sammen havde set meget godt ud, da vi bookede på nettet. Det viste sig at være det eneste gode; navnet og swimmingpoolen. Sidstnævnte skulle siden vise sig at være behæftet ved en - i vores ører - alvorlig fejl, og så var der egentlig kun navnet tilbage. 

Hotellet var trist, og værelset meget kedeligt. At internettet ikke virkede, måtte være vores egen skyld, mente receptionisten, for hendes virkede altså ...

Efter denne lektion i tjekkisk arrogance gik vi ud for at besigtige byen og finde et sted at spise aftensmad. Efter seks dage med halvpension var det voldsomt igen selv at skulle tage stilling til restaurant og menukort. Det blev yderligere besværliggjort af, at vi havde valgt mandag til flyttedag, og det betød Ruhetag flere steder. Vi endte dog et udmærket lille sted, hvor vi sad udenfor og spiste pizza, mens solen forsvandt og gav plads til lidt kølighed.

Mætte og rimeligt tilfredse med verdenssituationen gik vi hjem for at sove, og så ville alting nok blive meget bedre næste dag.

Mente vi.

To be continued ...

Lynskudt udsigt i Slovakiet.

Ren storke-idyl

Når vi lå og kringlede rundt på de polske veje, havde vi vældig god tid til at kigge på omgivelserne.

For eksempel på det polske landbrug, som er en historie for sig.

I virkeligheden er det nok mange forskellige historier, alt afhængigt af hvor i det store land man befinder sig.

Da vi kørte ind i Polen, så vi først kun skov, men derefter kæmpestore marker med korn eller kartofler.

Men nede i det sydlige Polen, i området omkring Zakopane er forholdene helt anderledes. For det første står markerne mange steder ret meget på højkant, hvilket gør det svært at gøre noget som helst med monsterstore traktorer og ditto redskaber. For det andet ser det fuldstændigt ud som om, det kommunistiske kapitel med kollektivbrug aldrig nogensinde rigtigt har vundet indpas. Udflytning af gårdene er heller aldrig sket. Bønderne bor stadig tæt samlet i landsbyerne, og så ligger alle markerne som kludetæpper udenom.

Det virker upraktisk og gammeldags - og enormt hyggeligt.

På markerne stod køer i tøjr, og Gemalen lærte at køre meget forsigtigt gennem de små byer, især sidst på eftermiddagen, hvor der pludselig kunne komme en bonde på tværs, trækkende med sine 2-4 køer, der skulle hjem og malkes. Nogle steder blev køerne ikke en gang trukket hjem, men blev malket på marken. Med håndkraft. 

Ud over køer så vi får og ganske få heste. Og grimme lænkehunde. Masser af grimme lænkehunde. Der stod og gøede og skabte sig åndsvagt, når vi passerede. Især hvis vi var til fods. Og de var virkeligt grimme. Lavbenede og - grimme. Resultatet af mange generationers hul-i-hæk-avl. Går vi ud fra. Så de står nok ikke lænket hele tiden ...

Mange landsbyer ligger placeret på toppen af bakkekamme, og fra de bedst placerede huse må der være en formidabel udsigt. Endda til flere sider. 

Hvad landsbyerne i de lavtliggende, flade områder (sådanne var der nemlig også) manglede i udsigt havde de til gengæld i storke. De første gange, vi så storke, var vi ved at falde ud af vinduerne af begejstring. Men det viste sig, at stort set alle lavtliggende landsbyer med respekt for sig selv havde en - beboet - storkerede. Den var oftest placeret på en form for stativ i anden sals højde. Eller bare oven på el-masterne. At det var en god ide ikke at have storkerederne placeret på tagene, blev indlysende, da vi så, hvor meget sådan en storkefamilie sviner! Overraskende for os var det, at storkene stort set altid boede på hovedgaden med gennemkørende trafik og mest larm og uro. Vi troede, at storke skulle have ro for at ville yngle, men det er åbenbart en skrøne.

Hvor gamle husene i de små landsbyer er, kan være svært at bedømme. Selv nye huse bliver  i området omkring Zakopane bygget i den traditionelle, lokale stil. Lille grundplan, flere etager højt, ofte helt i træ og med mange kviste i det høje tag. De helt nye huse kan dog kendes på deres meget skinnende bliktag. Rigtigt gamle huse så vi et enkelt sted, i landsbyen Chocholow. Her lå husene på begge sider med gavlene ud til vejen. Og de var helt af træ, også tagene. Nogle endda i bjælkehyttestil med råt tilhugne vægge af noget, der lignede halve træstammer. 

Det mindede om det rene frilandsmuseum, men var det absolut ikke. Køerne blev trukket hjem fra marken, købmanden havde åbent,og folk gik i kirke. Lidt besynderligt var det, at kirken i denne lille træby var en kolos af sten. De fleste steder var kirkerne af træ, og mange så små, at de sidste kirkegængere stod i en halvcirkel ved døren. Der var aftengudstjeneste hver aften klokken seks, og vi var flere steder heldige at komme forbi på netop det tidspunkt.

Vi var også heldige (jeg var heldig) at se en helt speciel UNESCO-listet kirke fra det 15. århundrede i den lille landsby Debno. Vi var kørt forbi den et par dage forinden på vej hjem fra vores flodsejlads, men da havde jeg ikke styr på mit hjemmearbejde, så vi drønede bare lige forbi. Også denne kirke er helt af træ. Lærketræ og gotisk i sin form. Står der i beskrivelsen. Kirken var åben, måske fordi en besøgende familie havde fået præsten til at åbne, måske fordi klokken nærmede sig aftenmesse? Pateren så en anelse vrissen ud (måske havde han det bare varmt), så jeg skyndte mig at sætte mig ned og lade som om, jeg var usynlig. Det var tydeligt skiltet, at man ikke måtte fotografere, men da faderen i den anden familien knipsede løs med blitz uden at blive stoppet, kunne jeg jo også godt hale mobilen frem. Billederne blev ikke særligt gode, men er sjove at have alligevel. Det lille kirkerum er dekoreret i alle mulige mønstre i alverdens farver. Og det mest fantastiske er, at dekorationerne er de originale. Mere end 500 år gamle. Hvordan farverne stadig kan være klare og fine, er en gåde - også for andre end mig.

Lige uden for var storkereden med både storkeforældre og storkebørn, og hjemme ventede varm mad og saftevand.

Ren idyl.

Et zoom og en bedre lyssætning ville have
gjort underværker, men storke var det.

Men vi forstod jo ikke polsk

Vores vært i Nowe Bystre talte engelsk, men det gjorde hans kone og de tjenende ånder ikke. Det gjorde ingenting. Man kan komme langt med smil, velvilje, fingersprog og et forsigtigt ryk i ærmet for at vise, at den kolde mælk til cornflakesene altså står i køleskabet, mens den varme til kaffen står på bordet.

Det samme gjorde sig gældende, når vi færdedes rundt omkring i Zakopane og omegn. I butikkerne var der både selvbetjening og kasseregistre med display, og på den måde klarede vi os egentlig fint langt de fleste steder uden at forstå en bjælde af, hvad ekspedienter og kassedamer sagde. P-vagterne kunne vi godt finde ud af at forklare, hvor længe vi skulle holde.

En enkelt dag ville vi dog ønske, at vi havde taget et intensivt lynkursus i polsk. Det var den dag, hvor Fruen havde fundet ud af, at familien skulle på flodsejlads på en meget smuk del af Dunajec-flodens løb gennem bjergkløfter på grænsen mellem Polen og Slovakiet.

Med møje og besvær havde jeg matchet oplysningerne i min Lonely Planet guide med kortet. Og med Ruth. Sådan nogenlunde altså. For en præcis adresse kunne jeg ikke finde. Men det var jo en ganske lille by, og en rimelig stor attraktion, så en eller anden form for skiltning ville der vel være, mente vi.

Vi fandt byen, og vi fandt floden. Der var bare ikke rigtigt noget, der mindede om flodsejlads. Men netop som vi (læs: Gemalen) begyndte at tvivle på mine oplysninger, kom vi rundt om et hjørne, og her var det så. En stor betalings p-plads med en del biler og (lidt for) mange turistbusser gjorde det klart, at vi var på rette vej. Vi satte bilen og kom rundt om endnu et hjørne. Og konstaterede, at selv på en torsdag var det et særdeles velbesøgt sted. Køen var pænt lang og bugtede sig langs et skyggende hegn af store træer. 

Her stod vi så.

Køen bevægede sig næsten ikke, og Gemalen havde god tid til at tænke.

- Hvordan kommer vi tilbage hertil efter sejladsen? ville han vide.

- Det har jeg ikke rigtigt kunnet læse mig til, men det har de vel styr på, mente jeg. Vi er jo ret mange mennesker, og alle har parkeret her, så ...

- Jamen, fremturede Gemalen.

Og så blev jeg sendt afsted for at finde ud af 'noget'.

Læse mig til noget kunne jeg ikke. Hoppe køen over og spørge ved billetlugen var udelukket. Men heldigvis var der en lille kiosk, hvor der ikke rigtigt var nogen kø, og så kunne jeg jo spørge der. Den stakkels kiosk-mand så helt forskrækket ud over at blive tiltalt på udenlandsk og skyndte sig at tilkalde assistance. Og en ung gut kunne så forklare mig, at vi bare skulle huske at købe billetter også til returbussen, så ville vi blive transporteret tilbage.

Køen havde næsten ikke flyttet sig, men folk så fortrøstningsfulde ud, så nu var det min tur til at stå i kø, mens Gemalen og Donnaen så sig omkring.

Ind i mellem gjaldede information ud fra en højtaler, men da det tilsyneladende ikke betød noget for de øvrige ventende, tænkte jeg, at det gjorde det nok heller ikke for os. På et tidspunkt kom der dog en ekstra lang besked, og den blev mødt med en frustreret klage-mumlen fra køen. Men vi forstod jo ikke polsk, så da der stadig ikke var nogen, som forlod køen, blev jeg også bare stående. 

Efter lang tid kom Gemalen og Donnaen tilbage. Medbringende en burger til mig. Selv havde de spist. Det skulle vise sig at være meget smart, for efter sådan cirka syv kvarter i kø, kom der langt om længe skred i sagerne. Vi fik vores billetter og gik direkte ud til den ventende båd.

Eller pram. Eller - noget andet.

En lille fladbundet sag med tre bænkerækker og plads til tolv passagerer. Og så to pramdragere i folkedragt, en for og en agter. Med stager til at gelejde os afsted. Fremdriften klarede floden selv, og det var alene pramdragernes opgave at styre os uden om sten, klipper og små drilske strømfald.

Den forreste pramdrager var en gemytlig fyr, der snakkede løs. Det var tilsyneladende ret sjovt, det han fortalte, for de øvrige passagerer grinede da fornøjede med jævne mellemrum. Men vi forstod jo ikke polsk.

Den bagerste pramdrager var noget yngre og kunne en lille bitte smule engelsk, så han prøvede ind i mellem at fortælle os lidt. Men det blev ikke til så meget, så der var ikke andet at gøre end at nyde turen. Og det gjorde vi så.

Og det var en meget smuk tur. I starten var der et forholdsvis fladt landskab til siderne, men det snævrede ind og blev en tur mellem stejle bjerge, der nogle steder stod mere eller mindre lodret op fra floden i flere hundrede meters højde. Der var på store dele af strækningen skov til begge sider. Den polske side var nationalpark, og selv om vi ikke så andre vilde dyr end fiskene i floden, så var det ikke svært at forestille sig, at der måtte være et endda meget rigt dyreliv. Eftergoogling viser da også, at området er helt specielt, både hvad angår fauna, flora og geologi. De pågældende, helt lyse bjerge er åbenbart helt anderledes end de nærtliggende, grå nabobjerge omkring Zakopane.

Turen var 18 km lang, og tog cirka to en halv time. Den eneste støj var flodens klukken og lidt snak i båden. Solen bagte i passende grad. Og hvis ikke vi efterhånden var blevet mere og mere opmærksomme på vores noget ubekvemme siddestilling, kunne vi sikkert været døset hen. Meget lave træbænke og yderst begrænsede bevægelsesmuligheder begyndte dog at kunne mærkes i både bagdel og ryg, så selv om turen var en rigtig fin oplevelse, var vi godt tilfredse med at komme op landjorden og strække benene og få gang i blodcirkulationen igen.

Vi fandt busholdepladsen og blev vist hen til den ældste bus med den ældste chauffør. Der var steghedt i bussen, men den blev hurtigt fuld, og det hjalp lidt på temperaturen, da vi begyndte at køre. Og så gik det ellers over stok og sten, ad små og snørklede veje, fyldt med huller og skarpe sving. Vi kørte forholdsvis længe, især i betragtning af, at pramdrageren havde forklaret - tror jeg nok - at vi var sejlet rundt i en stor bue. Men vi endte da tilbage på parkeringspladsen ved udgangspunktet. 

Hvilket jo var heldigt nok, da vi ikke forstod polsk og bare havde vist vores billetter til den første og den bedste chauffør-lignende person, vi havde mødt ...

Fra starten af turen, hvor pramdrageren
stadig havde sin karakteristiske hat på.

.. og dybt ned

Fra Zakopane til Krakow er der godt 100 km. Lidt længere ad den alternative rute, der til gengæld er mindre befærdet og derfor lige så hurtig.

Eller langsom. 

For lige præcis med hensyn til afstande og hvor langt vi ville kunne nå omkring i Polen forregnede jeg mig temmelig alvorligt. Jeg havde inden ferien en (naiv, viste det sig) forestilling om, at vi kunne køre helt over til den ukrainske grænse. Eller en tur til Poprad i Slovakiet, på den anden side af bjergene. 

Det kunne vi ikke. Vejene er generelt enten overbelastede med alt for meget kø-kørsel eller små og snørklede. Begge dele giver, måtte vi sande, en meget begrænset fremkommelighed.

Men til Krakow skulle vi.

Og det kom vi. Det tog sin tid, men så trillede vi til gengæld også helt ind til centrum og fandt en gratis parkeringsplads tæt på den gamle bydel. 

På grund af en meget varm vejrudsigt var vi endt med at vælge lørdagen, selv om vi vidste, at det nok ville betyde ekstra mange mennesker. Og det var der. Varmt var det også. Omend ikke så varmt som dagen før. (Og slet ikke så varmt, som det har været sidenhen).

Krakow har som blandt også både Prag og Budapest et kompleks bestående af kongeslot med tilhørende katedral og andre bygninger på en bakketop hævet over floden igennem byen. I Krakow er det Wawel-slottet og -katedralen, og her skulle vi selvfølgelig hen.

- Skal vi ind? mukkede Gemalen ved synet af de gigantiske køer.

Det mente jeg jo selvklart, at vi skulle og stillede mig pænt i den første kø, jeg fik øje på. Imens satte Gemalen og Donnaen sig i skyggen i nærheden.

De blev dog ret hurtigt kede af at sidde der og gik på opdagelse. Og fandt en meget kortere kø til katedralen alene. Den valgte vi så, og hvad jeg egentlig havde stået i kø til, står hen i det uvisse. Skiltning på udenlandsk var generelt ikke særlig udbredt.

Vi fik vores billetter, og jeg en audio-guide på engelsk, og så ellers afsted. 

Ret hurtigt opgav Gemalen mylderet og forlod katedralen med Donnaen i hælene. Så kunne jeg se min katedral i fred. Det lykkedes dog kun nogenlunde. Katedralen er stor, men så fyldt med prægtige ting og sager, sidekapeller, krypter, sarkofager, mausolæer, krusifikser og pavelige stole, at det føles som en labyrint at komme rundt, og storheden (efter min mening) forsvinder. Når der samtidig er rigtigt mange mennesker på en varm sommerdag, bliver det desværre ikke den bedste oplevelse. Men jeg ville elske at komme der en sval forårsdag uden for feriesæsonen.

Vel uden for igen fik jeg en kop kaffe og en kage på den café, som Gemalen og Donnaen havde hygget sig på, mens de ventede på mig.

Slottet fik lov at være slot, og vi gik op i byen. Den gamle bydel er ikke særlig stor og velafgrænset af en grøn ring, hvor der vist nok oprindelig har været en voldgrav. Byens torv er kæmpestort. Den største, middelalder-torveplads i Europa. Den er omgivet af flotte bygninger. Blandt andet Sankt Marys Basilika, som har to meget forskellige tårne. Allermest iøjnefaldende er dog en kæmpestor, meget smuk bygning midt på torvet. Det er en gammel klædes-børs, (gen-)opbygget i rennæssance-stil midt i femtenhundrede-tallet (ja, jeg har googlet).

Inden i er der en lang arkade med små butikker, primært med mere eller mindre turist-agtige ting, langs begge sider.

Alle steder var der mange mennesker, men slet ikke som på slotshøjen, og det var heller ikke svært at få plads på en fortovsrestaurant, hvor vi kunne få en meget sen frokost. 

Mætte og tilfredse satte vi igen kurs mod Zakopane og vores fine logi i Nowe Bystre.

Altså, helt tilfreds var jeg jo ikke, for jeg kunne sagtens have brugt meget mere tid i Krakow. Flere dage faktisk. Så nu er byen føjet til min efterhånden ret lange liste over storbyer, som jeg gerne vil besøge igen.

**

Tæt på Krakow ligger en verdensberømt (i hvert fald i Polen) saltmine. Wieliczka-minen.

Hvor smart ville det ikke have været, hvis vi havde kunnet nå at besøge den samme dag som Krakow. Men det kunne vi ikke. Så næste dag gik turen igen mod Krakow. 

Heldigvis for os ligger minen på 'den rigtige side' af Krakow set fra Zakopane, så vi slap for at skulle helt ind til byen. 

Jeg havde på forhånd læst om minen, men ikke rigtigt fattet dens storhed. Ganske få dage før ferien fik jeg imidlertid en vandremail med en hel række fantastiske billeder, og det var lige det, der skulle til. I min guide stod, at man kunne risikere voldsomme køer, men vi blev enige om, at det kunne vi godt klare. Og varmen ville jo ikke være noget problem, da der nede i minen kun ville være 14-15 grader varmt.

Det viste sig dog, at der ikke var særligt mange mennesker, og kun fem minutter efter ankomst og billetkøb startede vores rundvisning med engelsk-sproget guide.

Og så gik det ellers ned og ned. Og ned og ned. Da vi var længst nede, var vi mere end 120 meter nede. Jeg havde på forhånd været lidt bange for, at klaustrofobien ville ånde både mig og Donnaen i nakken. Men lys var der nok af, gangene var store, salene var mægtige,og ventilationen velfungerende, så både puls og åndedræt forblev normalt.

Det er svært at beskrive, hvad vi oplevede. Vi gik ad lange gange. Ind i mellem var der større eller mindre sale med forskellige statuer, monumenter eller relieffer udhugget i salt. Alt var af salt. Vi gik på salt, og væggene var af salt, og jeg havde en barnlig lyst til at slikke på et eller andet. Der var også et par underjordiske søer. Nogle af salene var imponerende store. Jeg har glemt tallene, men mindst ét sted kunne Rundetårn fint have stået! En anden sal var stor som en katedral og fyldt med religiøse motiver. Meget imponerende var blandt et relief forestillende Den Sidste Nadver. Guiden fortalte, at det kun var 20 cm dybt, hvilket var helt ubegribeligt. Især hvis man stod lidt skråt for.

Undervejs var der forskellige opstillinger, der viste datidens arbejdsredskaber og metoder. At det har været hårdt arbejde at være minearbejder, er der ikke tvivl om. Man havde også brugt heste. Og når først en hest var blevet hejst ned i minen, kom det stakkels kræ aldrig mere op.

Da det jo var gået så hurtigt med at få billet og komme afsted på rundvisning, var der to, der ikke lige havde fået tisset af. Stor var vores glæde - og lettelse - derfor, da vi cirka 90 meter nede blev præsenteret for en lille indlagt pause med mulighed for dels at købe lidt at drikke, dels at komme på toilettet. 

Allerlængst nede sluttede turen. Vi havde gået 3-4 km, men kun set et par procent af alle gangene. Sagde guiden.

Heldigvis skulle vi ikke selv gå op til overfladen igen, men kunne lade os transportere op i elevator. 

Vel oppe igen fejrede Ruth vores tilbagekomst ved ufint at lede os lige hen til en trappe, men ellers gik hjemturen som den skulle, og vi nåede hjem til vores aftensmad. Næsten til tiden.

Et rigtig dårligt billede fra 'katedralen'.
Langt bedre billeder findes her.