lørdag den 27. juli 2013

Alt for meget Slesvig


Der vaskes igen.

Ikke med samme intensitet som inden ferien. Men noget må gøres, for Gemalen er ved at løbe tør for underbukser, og Donnaen har bare slet ikke noget tøj (hun gider) at tage på.

Vi kom hjem igår aftes. 

Efter at have set alt for meget til Slesvig.

Det gik ellers så godt, lige til vi kom på højde med Hamburg.

Vi startede cirka halv ti fra lille bitte Dubi, et stenkast inde i Tjekkiet. Det var mindst en time senere, end vi under normale omstændigheder ville være kørt. Men vi kunne først få morgenmad klokken ni, og det fandt vi os pænt i, da de ellers var så søde og rare på hotellet.

Og så gik det over Dresden og Leipzig til Magdeburg, hvor det lykkedes Gemalen at tanke et sted, hvor hans plastickort (og mine) ikke duede. Til alt held havde jeg aftenen før hævet (lige akkurat nok) euro til at klare betalingen. Men så havde vi pludselig slet ingen penge og smuttede derfor ind i indkøbscenteret lige ved siden af for at købe penge og frokost.

Her svedte vi en halv times tid og så afsted igen. Vi havde forlængst bestemt at undgå A7 længst muligt og drejede derfor nordpå ved Braunschweig for at følge landevejen over Uelzen til Lüneburg og videre 'bag om' Hamburg ad vores 'hemmelige rute'. Det gik fint, selv om det var landevej. Vi så de sædvanlige 'uartige damer' med deres autocampere i skoven før Lüneburg og var enige om, at det måtte være en klistret fornøjelse at besøge dem i den varme. Temperaturen lå konstant på 30-32 grader. 

Vi passerede Elben i en af de små hyggelige byer lige øst for Hamburg. 

Og kom så i tanke om det vejarbejde, vi havde bandet over på vejen afsted på ferien, men glemt igen, fordi det var værre omkring Berlin. Kortet blev konsulteret, og vi valgte en alternativ rute med næsen mod Lübeck. Fandt tilbage til den oprindelige rute, men havde så i mellemtiden hørt, at trafikken stod mere eller mindre stille på A7 på grund af problemer ved Kieler-kanalen, hvor der pludselig var blevet lukket vognbaner og helt spærret for lastbiler. (Åbenbart en ny ting, for det gjaldt ikke på udturen, og stod da også omtalt på flere netaviser idag).

Så måtte vi jo bare køre endnu længere mod nord ad landevejene. Vi kørte nu mod Kiel. Var enormt heldige, da en ældre mand væltede med sin bil og trailer, for vi kom præcis så sent, at de første tililende allerede var ved at hjælpe ham ud. Og så tidligt, at der ikke var opstået kø. Efter Kiel gik det mod Schleswig, og vi passerede smukke Eckernförde i fin stil. Men så var vejen til Schleswig pludselig lukket, og vi måtte igen ud på de helt små veje. 

På det tidspunkt var vi ved at blive godt trætte af Slesvig. Ganske vist er der mange steder både kønt og ekstra kønt, men vi havde absolut ikke planlagt, at netop dette område skulle udforskes på vej hjem fra sommerferie.

Endelig nåede vi ud på A7, og trafikken gled, som den skulle. 

Igen var der danske biler på vejene. Vi havde ikke set en eneste siden Magdeburg, og vi filosoferede lidt over, hvorvidt vi er de absolut eneste danskere, der drejer fra de gængse motorveje og søger alternative ruter, når vi kan høre, at trafikken driller?

Ved Vejle regnede det, men i det midtjyske var der stadig tørt, og vi kunne sidde på terrassen og spise en meget sen pizza, mens alle døre og vinduer blev smækket på vid gab i et forsøg på at køle huset bare en lille smule ned.

I nat kom regnen til den knastørre have, og jeg slap for at vande.

Og nu er der så heldigvis en hel lang søndag, før hverdagen venter på mandag.

Den lokale prærie. Fordelen er, at
jeg slipper for at starte plæneklipperen ...

15 kommentarer:

Pia sagde ...

Velkommen hjem til bageovnen, som et hus føtes efter at have været alene en tid.
Trafikpropper er ikke spændende at hænge i. At I er de eneste der kører udenom lyder som om andre ikke hører trafikmeldinger. Her er der også kommet lidt vand i dag, men det er stadig lige lummert.

Ellen sagde ...

I gjorde da, hvad I kunne, og så kan man ikke forlange mere ... men det er sjovt, som man er indrettet: havde det været på vej på ferie, havde alle jeres oplevelser været en del af ferien, og I ville have nydet naturen. På vej hjem kan det kun gå for langsomt, og man vil bare hjeeeemmmm!!! NU!
Også selv om det er til et hus, der har været hermetisk tillukket i 14 dage eller mere ...

Ellen sagde ...

Normalt ved jeg godt, at 'nyde' i denne forbindelse hedder 'have nydt' ... :-(
Måske 'have haft nydt' ;-)

Stegemüller sagde ...

Velkommen hjem.

Det er rigtigt, at når man først har pakket kufferten, vil man bare hjem, og det kan kun for langsomt. Det var godt, at I kunne finde de små veje og undgå de lange motorvejskøer, som Tyskland er berømt for.

Her har det ikke regnet I al den tid har været væk, så der er ikke noget at sige til, at græsplænen ligner en prærie.

Rejen sagde ...

Velkommen hjem til det dejlige varme Danmark, der dog snart godt kunne trænge til lidt regn. Og jo når man skal hjem så vil man bare hjem, smart af jer at undgå bilkøerne, selvom det er irreterende at skulle køre omveje. ;-D

Inge sagde ...

Velkommen hjem, håber I har haft en dejlig ferie sydpå.. :-)

Madame sagde ...

Velkommen hjem - I er gået glip af det skønneste sommervejr her ... :-)

Anonym sagde ...

Velkommen hjem og kan vi ikke lige få et par tips til hvordan vi undgår den der kielerbro som de tilsyneladende er gået i gang med at renovere på...

Glæder mig til at læse mere om jeres tur sydpå.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Tak :-) Ja, bageovn var meget rammende for, hvordan huset føltes - og til dels stadig føles. Gemalen er allergisk over for kø og trafikpropper og kører gerne 'en tur ud på landet' for at undgå dem. Her er også virkelig lummert.

Ellen: Ja, vi gjorde virkelig, hvad vi kunne. Og hver gang blev der bare lagt en ny forhindring ud. Jeg tror nu, at vi var blevet præcis lige så frustrerede på vejen ud. Har vi en fast plan (en booket overnatning), er det bare der, vi vil hen. NU.

He he, rart at se, at selv du kan kludre med tasterne :-)

Stegemüller: Tak :-) Ja, eller vel nærmest berygtet. Alene af den grund undrer det mig, at vi slet ikke møder andre danskere, der er ude at afprøve alternativerne. Næh, og sådan havde plænen også set ud, hvis vi var blevet hjemme. Jeg vander kun blomster, men aldrig plæne. Og heldigvis havde langt de fleste blomster klaret sig.

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Tak :-) Nu har det allerede regnet i to nætter, og jeg bilder mig ind, at jeg kan se forskel på plænen (det er nok noget sludder). Vi gør simpelthen ALT (næsten da) for at undgå køer. Somme tider er jeg i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig. Men i fredags kunne det.

Inge: Tak. Det kan du tro, vi havde :-)

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Tak :-) Vi havde også dejligt vejr, så vi synes heldigvis ikke, vi er gået glip af noget.

Overlever: Tager I over Rødby-Puttgarden, slipper I for Kieler-kanalen, men I har jo nok planlagt anderledes, siden du spørger. Umiddelbart ville løsningen være at dreje fra ved Schleswig og køre mod Kiel for at fortsætte ad 404, til I rammer motorvejen mod Berlin, hvor I kan vælge at køre mod Berlin eller følge 209 mod syd. Desværre er den løsning ikke optimal lige pt pga vejarbejder ved Schleswig og igen i nærheden af Trittau. Så den helt igennem smarte løsning har jeg ikke for nuværende. Men har I en god GPS og et ditto kort, kan I selvfølgelig sagtens krydse den vej rundt alligevel. God tur til den tid :-)

Susanne sagde ...

Velkommen til dansk tropesommer :-) Hjemtrafikken kan være en sand dræber. Af samme grund har vi de sidste par gange planlagt den, så det meste af det tyske blev kørt om natten.

Mia Folkmann sagde ...

Man kan åbenbart bruge autocampere til mere, end jeg havde forestillet mig... he he...

Jo, du kan tro, at vi også kan finde alternative ruter. Hvis det er hedebølge og særligt slemt, kører vi af og finder et sted, hvor vi kan sidde og hygge os til mørket falder på (og temperaturerne falder). Og SÅ tager vi sidste stræk i afslappet tilstand... :-)

Annemor sagde ...

Det kan bli for meget av "det gode" som du peker på. Men godt du i alle fall slapp å vanne og kan egne deg til søndagen før hverdagen.
HA en fin dag/kveld.
Mormorklem :)

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Tak :-) Ja, det er der jo mange, der gør. Altså kører om natten. Jeg hader det og insisterer på at sove. Ikke fordi jeg kører. Men fordi det alene er Gemalen, der kører. (Han siger, at han alligevel ikke slapper af, når jeg sidder bag rattet (!)) Og det nytter jo ikke, at han kører i døgndrift.

Mia: Jah, det kan man ;-) At stoppe og tage en pause, er jo det eneste rigtige, men det har vi ikke rigtig tid til (læs: temperament til).

Mormor: Ja, alle de smukke steder kunne bare være lige meget. Vi ville - på det tidspunkt - hellere have en (grim) motorvej uden for meget trafik. Tak og god mandag til dig. Klem tilbage :-)