Det der affaldssortering

Vi øver os stadig på det der affaldssortering.

Det går nogenlunde.

Selv om Gemalen ind i mellem af vanvare - eller med fuldt overlæg? - saboterer bestræbelserne på at gøre det rigtigt.

Vi har endnu ikke fundet den optimale måde at opbevare vores sorterede skrald, indtil vi gider gå ud med det.

Og det gider vi tydeligvis ikke tit nok.

Det almindelige skrald og bio-skraldet ryger i deres spande under køkkenvasken, men der er ikke plads til pap og plast, som derfor har det med at lande på køkkenbordet. Der står en spand, som vi fik udleveret, da vi gik over til affaldssortering, men den bliver lynhurtigt fuld, og iøvrigt er det ikke smart at blande plast og papir/pap, for så skal vi jo stå udenfor i regn, blæst og mørke (det er altid regn, blæst og mørke i november) og sortere det igen.

Og så er det, at vi - uafhængigt af hinanden - finder på nødløsninger, som de andre kan ødelægge. Til stor frustration for opfinderen. For eksempel sætter jeg tom branflakes-æske på bordet og bruger den til bon'er, indkøbssedler og tomme køkkenruller med mere. Det virker helt fint, ind til jeg næste gang kigger ned i den og får øje på en tom A38-karton, som Gemalen har mast ned ... Suk.

Den tomme skyr-spand bliver brugt til mindre plastbøtter og -dimser, men det holder ikke længe, for det er uhyggeligt, så meget plast vi smider ud. Det er jo helt vildt meget!

Til gengæld er det mere begrænset, hvor meget glas, der ryger ud.

Så hvad glas-emballage angår, har vi på forsøgsplan besluttet, at vi i Verdensfirmaet vasker de tomme rødbede- og agurkeglas, og så tager jeg dem med hjem og smider dem i min skraldespand. #seminglorie

Hermed er vi fremme ved et af de mange, mange spørgsmål, som affaldssorteringen giver anledning til: For hvorfor i alverden skal virksomheder og offentlige institutioner ikke sortere affald?? I Verdensfirmaet bliver papir og pap sorteret fra og hentet af et privat skraldeselskab. Men resten - inklusiv en tonerpatron i ny og næ - ryger bare afsted som restaffald. Det er da underligt - og demoraliserende, synes jeg.

Et andet spørgsmål er, hvorfor det skal være så bøvlet at sortere? Køber jeg for eksempel kød i det lokale supermarked, så kommer jeg oftest hjem med det i en plastbakke, som skal sorteres til plast, med plastfolie, som ikke skal sorteres til plast, men flås af hvis muligt. Det er det bestemt ikke altid. Nede i bakken ligger 'noget' til at opsuge væde. Det er altid snasket, men skal nu pilles op og smides ud for sig. Til sidst kan jeg vende plastbakken om og konstatere, at der sidder en papirmærkat, som jeg ikke umiddelbart kan få af. Og hvad så. Er det lige meget. Kan plastkværnen - som jeg formoder står et eller andet sted - håndtere papirmærkater i beskedne mængder, eller forurener jeg en fintfølende proces?

Og hvorfor er papirmærkaten overhovedet sat på plastbakken, der kan genbruges i stedet for på plastfolien, som ikke kan?

Er der nogen, der gider at tale et alvorsord med slagteren i mit lokale supermarked. Og med alle de andre producenter, der skruer, svejser og/eller klistrer forskellige materialer sammen, så de er umulige at skille ad og genbruge.

Hvad, hvorfor og hvad nu hvis-spørgsmålene hober sig op.

Allermest vil jeg gerne vide, om der findes ét sted, hvor jeg kan finde svarene på alle mine spørgsmål?

Kamelen står for sin del af affaldssorteringen.
Hun bortskaffer alle æbleskrog og gulerodsstumper.

Kære Isabellas

Kære Isabellas,

Jeg skriver til jer, fordi jeg har valgt at opsige mit abonnement.

Desværre, vil jeg sige.

For jeg har været en trofast læser, i mere end 15 år tror jeg. Jeg har kigget på lækker boligindretning, savlet over mad- og kageopskrifter og funderet over, om min egen have kunne blive lige så dejlig, som dem i jeres artikler.

Men gennem den sidste tid, som nok er lidt længere end bare 'sidste', er jeg blevet mere og mere klar over, at jeg ikke længere hører til jeres målgruppe.

Måske er jeg blevet for gammel og for gnaven?

Eller for meget jyde og for lidt spelt-københavner?

Måske har jeg bare ikke penge nok til at føle mig som en del af jeres målgruppe - og er så blevet gnaven af den grund?

I hvert fald kan jeg ikke rumme både at kigge artikler om mennesker, der går ind for bæredygtighed og minimalisme, og hvad har vi af politisk korrekte holdninger, og derefter blive underholdt med, hvordan jeg selv kan gribe stilen ved at investere i astronomisk dyre, og/eller guldbelagte ting.

Først kan jeg læse, hvordan en designer eller på anden måde kreativ sjæl i samarbejde med sin mand har indrettet sig totalt lækkert på et eller andet nordsjællandsk landsted med en kombination af arvestykker, loppefund og enkelte selvindkøbte ting. Det er helt igennem sjovt og inspirerende, at se, hvad de har kunnet skabe med knokle-arbejde, hittepåsomhed - og en sjat penge. Noget helt unikt selvfølgelig.

Men dernæst er det så, at I synes, jeg skal se, hvordan jeg kan gribe stilen. Denne helt unikke stil, som meget hurtigt kan blive alt andet end unik, hvis vi alle kopierer den. Tænker jeg. Og så er det jo ikke sjovt længere. Eller hvad? Jeg ved godt, det er en del af gamet, når der produceres blade. Der skal annoncekroner ind, og det kommer der måske lidt lettere, hvis der også fra redaktionel side gøre en vis indsats for at ekspedere varerne over disken? Det vil I nok benægte, men det tror jeg ikke rigtigt på.

Og så er der også det der med at være unik, på præcis samme måde som alle andre. Er det ikke lidt, bare lidt, selvmodsigende? Jeg har det stramt med at skulle være som alle andre, om de så er nok så hippe. Og der sker præcis det samme, som når en tøj-ekspedient kommer for skade at anbefale et bestemt outfit som meget populært. - Så vil jeg ikke have det.

Noget andet er, at jeg ofte slet (SLET!) ikke har råd til at gribe den såkaldte stil, hvis jeg alligevel skulle se noget, jeg kunne tænke mig. Ærgerligt, for det kunne da være fedt lige at lade sig inspirere til at købe en Ægget-stol til små 100.000 kroner. Men det kommer desværre ikke til at ske, før Gemalen vinder i lotto. Og så bruger vi nok alligevel pengene til noget andet.

Ligesom vi ikke kommer til at købe guldbelagt bestik eller gryder, der koster tre gange prisen for de mere almindelige af slagsen.

Og så videre.

Jeg stopper nu, men måske kan I mærke, at jeg godt kunne blive ved lidt endnu?

Det gider jeg ikke. Jeg gider ikke at fortælle jer, at jeg synes, jeres bladindhold efterhånden er nogenlunde lige så hyklerisk som visse politikeres tilgang til kontorindretning.

Jeg nøjes bare med at opsige mit abonnement.